Leder

Den sprællende og myldrende PH

Debat
22. oktober 2012

Profetisk kan en nekrolog også være. Da kulturkritikeren Poul Henningsen–PH–døde som 72-årig i 1967, skrev Informations chefredaktør, Børge Outze i en leder på avisens forside:

»Man skal næppe bruge den sædvanlige bemærkning om, at der bliver tomt efter ham. Det vil sprælle og myldre efter ham længe endnu.«

Sandelig. Nu–45 år efter–høres PH’s viser stadig videnom, og de nyindsynges. Hans mange synspunkter påberåbes og nedgøres i den offentlige debat. Hans lamper lyser i hundredtusinder af rum. Og skildringer af PH’s livsværk har et læselystent publikum.

I 1986 tegnede journalisten Paul Hammerich et helteportræt med bogen ’Lysmageren’. Dette billede har nu fået flere kontraster ved den PH-biografi, som litteraturprofessor Hans Hertel forleden–under kritikeres applaus–satte i omløb.

Samtidig med de begejstrede anmeldelser blussede PH-debatter op. Her i avisen revsede arbejderhistorikeren Henning Tjørnehøj PH for ikke at have støttet Socialdemokraterne, da det virkeligt brændte på i 1930’erne. I Jyllands-Posten skrev redaktør Flemming Rose en kronik om, at det er uretfærdigt, at Hans Hertel kalder det »gravrøveri«, når Rose har taget PH til indtægt for den brug af ytringsfriheden, der bestod i trykningen af de satiriske Muhammed-tegninger.

Hvorfor spræller og myldrer PH endnu? En forklaring er, at han udtrykte sig om tilværelsens ømmeste emner: magten, kærligheden, kunsten og hjemmet. Og han udtrykte sig med smæld. F.eks. i disse ord fra 1965: »Jeg ønsker ikke noget menneske overtalt, lokket, opdraget, endsige hjernevasket til at synes om uforståelige digte. Jeg sværger ved mine børns liv og min mors minde, at jeg ikke forstår et kuk af Rifbjergs fædrelandssang, og det bliver hverken den eller jeg ringere af.«

PH kom i hopla af at gå løs på autoriteter: ministre, embedsmænd, præster, redaktører, arkitekter og ingeniører. Hans ord krænkede og kan genbruges med ny krænkende virkning.

At PH satte mennesket i Guds sted, har udløst en livsvarig hadekampagne fra pastor Søren Krarup, der har udgydt: »Med sin totalitære forståelse af demokrati er Poul Henningsen på Robespierres linje, hvorfor han da også vil gå i lære hos Hitler.«

Grove løjer – i betragtning af at PH var en af de første til at advare mod nazismen, og at han risikerede sit liv i kampen mod dem–ligesom han havde modet til at tale imod kommunismen, da den i 1945 stod på sin popularitets tinde.

Denne sidstnævnte indsats udløste over PH et venstrefløjshad så nedrigt som det, højrefløjen løbende udsatte ham for. Han blev også løbende udsat for myndighedernes overvågning. I politiets kartotek stod PH i 1941 »registreret for kommunistisk virksomhed«. I 1950 noterede efterretningstjenesten ham for »såvel antikommunisme som nazisme«.

En nærmest troskyldig tillid nærede PH til sex som middel til folkesundhed. I 1957 erklærede han: »Usædeligheden er jo, om jeg så må sige, de sunde dybe dønninger, der går gennem hele menneskehedens historie.« Allerede i 1933 skrev PH, at ungdommen ville have større modstandskraft mod nazismen, hvis den var flasket op med »jazz og funkis, uærbødighed, friluftsliv og evne til seksuelt at tage selv«. Til de kønsforskrækkede gav han dette gok: »Forargelse er den billigste og mest vellystige form for usædelighed.«

De, der mestendels lever af forargelse, kan imidlertid se fordel i at tage PH til indtægt. I 2008 erklærede Pia Kjærsgaard overrumplende, at folk »må bare vænne sig til, at det er Dansk Folkeparti, der agerer som vor tids Poul Henningsen«.

Det, hun vil efterabe PH med, er hans kritik af religion og strikt levevis, som hun vil mobbe muslimer med. Ligesom Flemming Rose gerne vil bruge en PH’sk ytringsfrihed til tryk af Muhammed-forhånelser. Man kan have mistanker om, at PH ville befinde sig ilde i det selskab. Som han selv udtrykte det i et fyndord: »Det, som skiller nationalisme fra nazisme, er for småt til at fylde en hel aforisme.«

Bemærkelsesværdigt udtalte PH sig i 1952 om meningsmisbrug af bortgange: »De døde kan kæmpe længe i kraft af, hvor de stod i deres egen tids strid. Men de kan ikke bruges som brikker i vores spil i dag. Vi kan lære af dem, men vi har ingen ret til at forlænge deres meninger frem til et punkt, hvor de lige passer os nu.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Denne borgerliges hyggenygge lobhudling af fortidens laban burde i stedet have udløst en salve over hvor lidt intellektuel beredskab, der findes i dagens Danmark. I stedet ser vi på Tyskland og Frankrig - og tak for det - , men hvor er vi dog indelukket her til lands.

Niels Engelsted

Ivan, vær rimelig, vi er altså for lille et sprogområde til at have en ballet. Hvor tit dukker der egentlig en Asger Åmund eller Michael Laudrup op i vores begrænsede genpulje? Og når der endelig gør, bliver det ofte en skuffelse. Laudrup meldte arrogant fra til vores landshold (heldigvis måske, vi vandt EM), og hans nuværende bedrifter i Swansea kaster heller ikke glans på fædrelandet. Åmund taler vi slet ikke om.

Så vær rimelig. Værdsat vores Lykkeberger, ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Michael Kongstad Nielsen

God leder.
Det er dejligt at have PH i vores fælles bagage. Hans kritik af borgerskabet og småborgerligheden og hans hyldest tll friheden var så stærk, at det trak lange spor helt ind i VKO-tiden, hvor Brian Mikkelsen var førstehader, og DF rygklappede og samtykkede i kor. Søren Espersens og Pia Kærsgårds forsøg på at overtage PH, eller indtage ham, var ren snyd, så det drev, .

Men PH havde også skæve sider, som når han gik imod, hvad der i dag ville svare til mijløbevægelsen. Naturen skulle nok klare, var hans argument, ingen grund til at passe særligt på den. Han anså naturfredning for en falliterklæring, han kaldte det "en samaritergerning for en syg moster", nej, naturen skulle bruges i fremskridtets tjeneste. Ikke alt det føleri.