Leder

Sultanen i Ankara

Debat
6. oktober 2012

DA Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, i søndags besteg talerstolen på sit partis kongres og kvitterede for genvalget som formand for Adalet ve Kalkinma Partisi (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet), var han ifølge rapporter iført en skudsikker skjorte af den type, præsident Barack Obama er iklædt, og som leveres til den nette pris af 75.000 kroner. Og som Obama smed han jakken og smøgede de skudsikre ærmer op, da han meddelte sig – ikke kun til kongressen, men til verden med et budskab, der kan koges ned til følgende: Tyrkiet er sunni-islams ledende bastion, så bare kom an ...

Tre dage senere afstod premierminister Erdogan fra at sende kampfly mod Damaskus som gengældelse for en mortérgranat affyret fra Syrien mod den tyrkiske by Akcakale, der dræbte en mor, hendes tre børn og en tante. I stedet hastede han en vedtagelse gennem parlamentet, der åbner for at intervenere i Syrien – en vedtagelse, der blev fulgt op af tyrkisk artilleribeskydning af syriske militærstillinger. Samme scenarie gentog sig i går, da endnu en granat ramte en tyrkisk mark og omgående blev besvaret med kanontorden. Det er dog stadig uafklaret, hvem der faktisk har affyret granaterne.

Man går uden videre ud fra, at afsenderen hedder Bashar al-Assad, selv om enhver kan regne ud, at granaterne gavner oppositionen – og Tyrkiet, da de kan tilvejebringe begrundelsen for etablering af en tyrkisk kontrolleret bufferzone på syrisk territorium. En sådan zone vil tillige give tyrkisk militær mulighed for at gøre kål på de PKK-enheder, der nu igen opererer fra Syrien med al-Assad-regimets støtte.

Forskellen mellem retorik og handling illustrerer det dilemma, den syriske borgerkrig har sat premierminister Erdogan i – Tyrkiets image som regional soft power med ’nul naboproblemer’ er nu erstattet af stormagtambitioner, udbasuneret i AKP-kongressens slogan: ’Stor nation, Stormagt, Målet er 2023’ (det år, den tyrkiske republik fylder 100).

På den anden side er Erdogan USA’s loyale muslimske allierede. Og præsident Obama har ikke midt i sin valgkamp brug for, at NATO-medlemmet Tyrkiet intervenerer i Syrien, hvilket vil tvinge også USA til at agere militært. Så set fra regionen koster hensynet til amerikanske vælgeres krigstræthed efter Irak og Afghanistan i omegnen af 200 syriske liv pr. dag. Og søforklaringerne om, at udenlandsk indgriben vil forværre slagteriet, er hykleri.

Risikoen ved Syriens kemiske våben anses for at være minimal, da russerne har sendt 2.000 elitesoldater til flådebasen i Tartus med den opgave at kontrollere disse våben, hvis placering er kendt.

Alligevel blev udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for nylig citeret i Berlingske for en bemærkning om, at intervention i Syrien vil få Irak-krigen til ’at ligne en søndag på galopbanen’. Og i går forklarede en officer fra Forsvaret lyttere af radioavisen, at Syriens eliteenheder under alawit-kommando er frygtindgydende stærke. Virkelig? Hvorfor har de så ikke for længst jaget de sparsomt bevæbnede oprørere ud af Aleppo?

Dermed siger vi ikke, at intervention er vejen frem, kun at den efter alle skøn kan afkorte det syriske folks lidelser. En bedre løsning havde været det forslag, russerne fremlagde på baggrund af Kofi Annans nu kuldsejlede fredsplan, og som ville tvinge den syriske opposition til at forhandle. Men USA og de tre store EU-magter torpederede projektet i FN’s Sikkerhedsråd, da det indebar en rolle til det syriske regime – og dermed til Iran, Vestens og Golf-monarkiernes egent-lige målområde i den syriske krise.

Men er det i Tyrkiets interesse at lade syrerne forbløde? Nej – og det er Erdogans dilemma. Det tyrkiske vælgerflertal er imod hans retorik mod al-Assad-regimet, men så ham gerne gøre en forskel i den diplomatiske lammelse, der hver dag koster uskyldige syriske liv. Men at Erdogans dagsorden i skudsikker skjorte ikke længere er ’nul naboproblemer’, men positionen som stormagt, fremgik af AKP’s partikongres, der blev en sunnimagtdemonstration med Det Muslimske Broderskab som æresgæst i skikkelse af præsident Mursi og Hamas-leder Khaled Meshal. Og ikke et ord om EU, men krasse udfald mod shiaregimerne i Irak, Iran og Syrien.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

"En bedre løsning havde været det forslag, russerne fremlagde på baggrund af Kofi Annans nu kuldsejlede fredsplan, og som ville tvinge den syriske opposition til at forhandle."

Russernes forslag ville ikke have tvunget den syriske opposition til forhandlingsbordet. De skylder hverken EU eller Rusland noget som helst, og Bashar al-Assad er så troværdig som en hugorm.
Enhver aftale med ham er skrevet i sand.

Og Kofi Annan efter Rwanda.....................

Danmark er lige glad, bare Mærsk kan få en havneaftale, så er vi Ergodans lille skødehund.

Niels Erik Philipsen

Torben Lindegaards kommentar er et godt eksempel på de uvidendes bedrevidenhed. Lasse Ellegaard er nok i denne sag den der ved bedre - og som ikke kan være uvidende - han har i årevis opholdt sig i regionen og fulgt udviklingen fra dag til dag.

Michael Kongstad Nielsen

Hvad kan man uddrage af Ellegaards artikel?
- At AKP og Erdogans politik er påvirket af sunni-islam.
- At skyderierne hen over grænsen til Syrien er småting og teatertorden.
- At Tyrkiet ikke vil intervenere i den syriske borgerkrig, ligeså lidt som USA eller andre vestmagter vil det.
- At Syriens hær næppe er frygtindgydende, men at Ellegaard ikke går ind for intervention, og dog alligevel lidt, da det vil afkorte det syriske folks lidelser.

Om det sidste vil jeg sige sludder, det vil bare blusse op og blive endnu værre, desuden aner ingen, hvad interventionen skulle gå ud på, hvad den skulle udrette, og hvem der skulle deltage i den og under hvis komando.

Som jeg fornemmer det udefra en kold oktoberdag i nord, så er intervention udelukket. Kun diplomati er muligvis stadig en mulighed, men selvfølgelig med Assad som medspiller stadigvæk. Da han åbenbart har tænkt sig at kæmpe til det sidste, og ikke vil flygte til f. eks. Rusland, som han sikkert har fået tilbud om.

Den eneste form for udenlandsk indgriben kunne være en FN-løsning efter anmodning fra regimet og oppositionen i forening, hvor FN gik ind med fredsbevarende styrker, bevæbnede, og med mandat til virkelig at opretholde fred, herunder ingen forfølgelse af alawitter eller andre mindretal.

Men stadig tror jeg mest på, at syrerne selv på finde ud af det, selv skabe deres fred og nye land på nye vilkår.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror at "inaktiviteten" venter på at den 12. november bliver overstået - lige nu skal USA vist have overstået valget - men hvad der sker derefter, tja, tja bum-bum...

Mikkel Andersen

Tyrkiet er fanget i sin egen macho-retorik, der risikerer at føre dem både længere ind i den syriske konflikt, men også risikerer at fjerne dem længere fra de moderne, demokratiske samfund og længere mod en fremtid baseret på alliancer med mere eller mindre totalitære regimer i Mellemøsten.
Tyrkiet er i fuld gang med at vælge den forkerte side, ... og vi bør gøre alt for at tilskynde dem til istedet at kigge mod vesten, også selv om det vil indebære smertefulde processer omkring, kurderne, Nordcypern og det armenske folkedrab.

"Det er dog stadig uafklaret, hvem der faktisk har affyret granaterne."
Til gengæld er det helt sikkert at tyrkiet beskyder syrien.