Leder

Det sværger vi med hånd og mund

Debat
23. oktober 2012

En håndfæstning var i perioden 1320-1660 et dokument, som de, der gerne ville være konger over Danmark, kunne blive nødt til at skrive under på. Dokumentet blev forlangt af rigets mægtigste mænd, der ville sikre sig deres interesser ved at lægge bånd på kongens regeringsførelse. Hvis kongen sidenhen brød sine løfter, kunne det føre til oprør og kongens fald. Den usle afslutning på Kong Erik Klippings liv i Finderup Lade den 22. november 1286 havde tænkeligt forbindelse med uenighed om rækkevidden af den håndfæstning, kongen havde undergivet sig.

Kontinuiteten i Det Danske Riges historie er så stærk, at vi stadig har håndfæstninger. Nu hedder de bare: regeringsgrundlag.

Som det fremgik af gårsdagens Information har det nuværende regeringsgrundlag fået en nær bibelsk status. Ministre skal sværge det troskab.

Værgo’ sværg! Det blev ordren til SF’s nye formand, Annette Vilhelmsen. Hun var i sit partis valgkamp kommet for skade at sige, at hun ville »udfordre« regeringsgrundlaget. Det møde, Vilhelmsen efter sit valg blev indkaldt til på statsministerens Marienborg, var imidlertid ikke nogen forhandling om grundlaget. Tværtimod. Det var en belæring fra Helle Thorning-Schmidt (S), finansminister Corydon (S) og sidenhen økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) om, hvad regeringsgrundlaget indebærer. Herefter havde Vilhelmsen ikke mod på at udfordre. Hun sank hen til noget så tamt som at ville »udfolde« programmet.

Ligesom i middelalderen er det rigets mægtigste, der dikterer håndfæstningen. De mægtigste er for tiden de radikale. Derfor endte regeringsforhandlingerne i Ørestadens tårn med noget, der ligner et radikalt program. De radikale var tilmed opsat på at give deres nye regeringspartnere en lærestreg. S og SF havde i perioden forud for valget brygget fælles programmer, som de radikale i tilfælde af et nyt flertal kunne få lov til at stemme for, men ikke ændre i. Som nuværende S-gruppeformand Sass Larsen sagde i 2009: »De radikale må vænne sig til, at arbejdsbetingelserne i dansk politik er ændret.«

Men ha ha, det var de slet ikke, da stemmerne blev gjort op i 2011. De radikale sad på magten. Og hvis ikke S fik R med i en regering, ville den leve livet farligt. De radikale havde nogle andre at danne flertal med. Det havde S og SF ikke.

De løftebrudsanklager, der har kunnet rettes mod S og SF, skyldes, at de forud for valget havde ligget under for ønsketænkning om valgets udfald.

Regeringsgrundlaget er nu den håndfæstning, de radikale har på S og SF. Og efterhånden som S-ledelsen har nærmet sig R ud fra den sørgmodige erkendelse, at intet kan lykkes for S uden R, ja, så er regeringsgrundlaget blevet den håndfæstning, som S-ledelsen har på egne rastløse og på SF.

Interessant nok var regeringsgrundlaget også en radikalt pålagt håndfæstning, da de radikale i 1993 gav Poul Nyrup (S) lov til at danne regering, efter at Poul Schlüter (K) var væltet på Tamilsagen. I de forudgående ti år havde de radikale holdt Schlüter oppe, så han kunne sanere efter Anker Jørgensen-regeringernes finansielle forsømmelser. Nu skulle SF og Svend Auken (S) afskæres fra at trække Nyrup i uføre. Som den daværende radikale leder, Marianne Jelved, i gårsdagens Information forklarede om formålet med det udførlige 1993-grundlag:

»Vi skulle kunne forklare vores bagland, at der ville blive ført en ansvarlig økonomisk politik.«

I Fogh-årene afspejlede regeringsgrundlagene, at landets mægtigste var statsministeren selv. Grundlagene var Foghs håndfæstning på sine egne og på de konservative. Og de var hans signal til Dansk Folkeparti om, hvad der var rammerne for forhandling. Det var Fogh, der styrede – med regeringsgrundlaget i hånd. Sådan er det ikke med Helle Thorning-Schmidt. Grundlaget er ikke hendes vilje, men hendes nødvendige tilpasning.

Underdanigheden over for det nuværende regeringsprogram afspejler en realpolitisk virkelighed. Men den bliver latterlig, når politikere pålægger sig tavshed og lammelse om påtrængende emner, blot under henvisning til, at de er uomtalt i grundlaget. Den almindelige demokratiske diskussion kan ikke sættes i stå.

Som grundlagsophavskvinde Marianne Jelved sagde i gårsdagens avis om regeringsgrundlaget:

»Det er ikke andet end et almindeligt aftalepapir ... Det er ikke en trylleformular.« dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

”Underdanigheden over for det nuværende regeringsprogram afspejler en realpolitisk virkelighed.” skriver David Rehling.

Hermed hentyder han naturligvis til De Radikales position. Uden De Radikales mandater er der ingen såkaldt ”rød” regering, og derfor har De Radikale fået så stor magt, at regeringen slet ikke er rød, men blå.

”Men …” fortsætter Rehling, ”… den (altså underdanigheden, DM) bliver latterlig, når politikere pålægger sig tavshed og lammelse om påtrængende emner, blot under henvisning til, at de er uomtalt i grundlaget.”

Og det er jo en kendsgerning, at regeringspartierne – herunder både forhenværende og nuværende ministre - taler underligt.

Der er dels det fænomen, som Ekstra Bladet kalder det grå uld, et fænomen, som efter Ekstra Bladets mening tilsyneladende især karakteriserer SF.

Men prøv at læse finansminister Bjarne Corydons reaktioner på seriøse, kritiske spørgsmål i Dagbladet Informations interview med ham den 29. juni 1912:

http://www.information.dk/304825

Han glider af på de kritiske spørgsmål, med sætninger som: Hvis du spørger den almindelige dansker på gaden, vil han sige, at det er godt, at regeringen fører en forsvarlig økonomisk politik.

Hvis det ikke er uld i mund, hvad er det så?

Jesper Jespersen citerede i kronikken i gårsdagens Information den nu forhenværende skatteminister Thor Möger for følgende udtalelse:

”I regeringens udspil til skattereform er der skønnet, at reformen samlet set vil øge arbejdsudbuddet og dermed beskæftigelsen med 14.500 personer.”

Denne udtalelse er godt nok ikke tegn på den tavshed eller lammelse, som Rehling taler om, men snarere udtryk for en (for) dristig logik. Som Jesper Jespersen gør opmærksom på, er det ordet ”dermed”, der er problemet. Almindelig logik ville vel føre til en formodning om større ledighed! Hvem har sagt at et større udbud af arbejdskraft automatisk betyder flere i arbejde?

Det har Finansministeriet åbenbart, ifølge Jesper Jespersen. Og problemet er, at vi ikke kan få at vide, hvordan man i Finansministeriet kommer til det resultat.

Sådan som det ser ud for mig, så reagerer og taler politikerne underligt (tavshed, lammelse, uld-i-mund, hykleri, komediespil, samt dristige, men ulogiske følgeslutninger), fordi de anser regeringsgrundlaget for helligt.

Og De Radikale har en meget stor del af ansvaret for den situation.

Men hvis regeringsgrundlaget er baseret for fejlagtige tal og skøn fra Finansministeriets side, så burde det jo kunne laves om, som Jesper Jespersen skrev i en kommentar i debatten, der fulgte efter kronikken (22. oktober, kl. 13.43).

David Rehling skriver, at politikernes mærkværdigheder skyldes en realpolitisk virkelighed (De Radikales mandater og indflydelse). Men hvis regeringsgrundlaget bygger på fejlskøn fra Finansministeriet, hvad det tilsyneladende gør, så fører regeringen faktisk politik på grundlag af uvirkelighed og irrationalitet.

Jeg beklager, at jeg kom til at angive et forkert årstal (1912 i stedet for 2012) for Informations interview med finansminister Bjarne Corydon. Det var nok en såkaldt freudiansk fortalelse, fordi min henvisning drejede sig om ”grå uld”!

Hvilke finansielle forsømmelser skete der i 1970erne under Anker Jørgensen? De Radikale, de Konservative og Venstre var i så fald med til disse forsømmelser.

Årtiet bød på to store energi-kriser, som vi kom ud af ved at tænke nyt, spare på energien, og ved efterhånden at indse at det var sol og vind, der skulle ind.

Årtiet bød også på devalueringer af den danske krone, og det virkede altså. [Lige indtil alle andre også gjorde dette]. I 1982 fastlagde Schlüter så kronens kurs, først til D-marken, siden til Euroen].

Der var ikke på noget tidspunkt i A. Jørgensens regeringsperiode tale om et underskud på hverken 40 eller 80, endsige 100 mia. kr. på statsbudgettet. Den uansvarlige økonomiske politik blev ført af - Fogh. I tiåret fra 2001-2011.

Selv Schlüter lavede et økonomisk indgreb i 1986, da samfundet var på vej mod overophedning, interessant nok efter at hans regering havde givet en masse store skattelettelser...

Inger Sundsvald

Fogh og Løkke havde det hellige skattestop som mantra, men ligesom det ikke holdt for en nærmere eftersyn, så holder regeringsgrundlaget og påstanden om at alle er rørende enige i regeringen og fuldstændig solidariske med hinanden heller ikke.

Der har tilsyneladende været en aftale om, at ingen skal promovere sig på de andres bekostning men at det, der sker, er ”regeringens politik”. Derfor har SF hidtil overhovedet ikke nævnt ordene rød og grøn.

De radikale tager det ikke så nøje med det, men finder det helt i orden at de radikale ministre stjæler opmærksomheden og møder op og lufter DRV’s grønne sindelag på cykler, lejet til lejligheden, og i øvrigt pludselig begynder at tale om sociale tiltag, der skal gennemføres - noget som åbenbart kommer helt bag på både S og SF. Jeg kunne ellers tænke mig, at S og SF gerne ville have talt om det sociale ved deres møder.

Et såkaldt RG kan naturligvis også misbruges imod hensigten - som et "afpresningsmiddel" i hænderne på kyniske politikere med napoleonitis - og det endda "afpresning" af et regeringsoverhoved og andre deltagere i en regering - en sådan, for demokratiet uacceptabel situation, har, inden det kom så vidt, fået andre overhoveder til at nedlægge deres poster for at beskytte embedet ...

Michael Kongstad Nielsen

"Håndfæstningen" mangler en spiller. En meget vigtig en. Der hedder Enhedslisten. På en måde er Enhedslisten "regeringsgrundlaget", for uden EL, ingen regering.

"Et Danmark, der står sammen", hedder regeringsgrundlaget. Den formulering peger i retning af samarbejde hen over midten, men partierne på den anden side af "midten" vil straks hugge hånden af regeringen, hvis de fik muligheden. Den eneste sande regeringsstøtte er EL, eller er det?

Hvis jeg var EL ville jeg besinde mig meget på, om rollen som "regeringsgrundlag" er så interessant, når regeringen hele tiden vil elske med de andre.

Et Danmark der står sammen er et fatamorgana. Glem det. Danmark kan og vil ikke stå sammen, og der er stadig klasser og slagsmål mellem dem. Det er ikke ovre, klassekampen hører ikke fortiden til, som Thorning sagde under sit formandsopgør.

Lav finanslov med EL, og mærk den nye power fra SF, der med sine 16 mandater er ved at vågne op.

Her fremtræder "afpresningen" i al sin tydelighed - et enkelt regeringsparti har hele tiden haft de hedeste ønsker om at komme til at elske med naboens mand - og derfor ikke gået helhjertet ind i det ægteskab, de selv har været med til at forme, og som derfor kun fremstår som et pseudo-ægteskab - ikke engang et fornuftsægteskab og langt fra et jævnbyrdigt et - i ligestillingens hellige navn ...

Michael Kongstad Nielsen

Jan Weis, jeg tror nu, det var et fornuftsægteskab. For R ønske virkelig at droppe VK og O. Men samtidig havde de denne idé om, at "blokpolitikken" skulle lægges i graven. Det var en drømmepolitik om, som svarer lidt til Obamas forsøg på at favne bredt. Den mislykkedes også derovre.

Men S havde den samme strategi, og SF fulgte med som det tynde øl, bare de kunne komme i regering. Derfor er det ikke bare R, men hele trekløveret, der har været utro overfor EL, som er deres "regeringsgrundlag".

Michael - S og SF havde da i starten, før de dannede regering, en helt anden strategi, så vidt jeg erindrer - den havde ligefrem et navn - og buddingen kunne så komme med, hvis den ville, men uden at få lov til flytte et komma i SSF-planen - bare lade sig sømme op på Christiansborgs mure ...

Det er præcist ligesom nu - ingen forstyrrende ændringer - og man kommer måske mere til at tænke på et ukærligt SM-ægteskab, hvor alle parter har mange "gode snakker", men magtforholdene er cementerede - buddingen har talt ...

At der så i virkeligheden er tale om kun én S og to M'ere gør bare det hele mere sexet ...

”The sick woman opressing, tyrannising especially; no one surpasses her in refinements for ruling.” - frit efter Friedrich Nietzsche …

Ellers er jeg helt enig i dine betragtninger vedr. EL ...

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, at der var dette parløb mellem S og SF, men ingen vidste jo, om det kunne bære eller briste. Nu viste det sig, at der var et "regeringsgrundlag" - ikke med S-SF -, men med EL+S+SF+R.

Nå, men så laver det grundlag vel polltik? Nej, nej, vi skal have Venstre osv. med, ellers er det ikke et Danmak, der står sammen. Og arbejdsmarkedets parter skulle inddrages, trepartsaftaler indgås, men de blev aldrig til noget, og regeringen må indse, at blokpolitik er en nødvendighed nu, og at resultater må laves med det parlamentariske flertal.