Leder

Noget flytter sig i EU

15. november 2012

Havde De hørt om Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS)? Måske ikke, men organisationen har eksisteret siden 1973 og afholdt i går for første gang nogensinde en paneuropæisk »aktions- og solidaritetsdag«.

Der er en grund til, at fagbevægelsen indtil nu har været usynlig under eurokrisen. Arbejdsdelingen mellem EU’s institutioner foreskriver ingen aktiv rolle for forbundet i udviklingen af det europæiske samarbejde, påpeger EFS’ generalsekretær, spanieren Ignacio Toxo: »Hidtil har forskellene i krisens effekter i de forskellige områder på kontinentet vejet tungest, men nu står vi i en historisk overgangsfase i den europæiske fagbevægelse. For første gang fortolker vi den europæiske situation på samme måde. Det, der samler os, er ikke blot en afvisning af nøjsomhedspolitikken, men også forslagene.«

Selv om gårsdagens strejker var koncentreret i den kriseramte del af Europa, havde solidaritetsaktionerne i Nordeuropa »stor symbolsk betydning«, udtaler Toxo: »Angrebet på arbejdstagernes rettigheder vil ramme alle. Det ved fagbevægelsen i Tyskland.« Protestens udgangspunkt og epicenter var Den Iberiske Halvø. Både i Spanien og Portugal støttede næsten alle fagforbund og de store oppositionspartier strejken. Navnlig Portugal var lammet. Ifølge landets største forbund, CGTP, var portugisernes deltagelse i strejken »den bedste investering i deres børns fremtid«.

I Spanien hævdede det største forbund, CCOO, at »det kan betale sig at strejke, for ikke at ende som Grækenland«.

Afstanden til generalstrejken under den socialistiske regering for to år siden kan imidlertid måles i de 1,5 mio. spaniere, som i mellemtiden er blevet arbejdsløse, så mange valgte alligevel at gå på arbejde i går: »Det er en kendsgerning, at mange ikke har råd til at strejke, og regeringens arbejdsmarkedsreform har desuden gjort det lettere at fyre ansatte, så folk er bange for at strejke,« påpeger CCOO i Madrid.

I Italien havde kun ét af de tre hovedforbund, CGIL, varslet strejke, og det store centrumvenstreparti, PD, som lægger stemmer til Mario Montis regering, støttede ikke protesterne, der dog alligevel blev omfattende og flere steder voldelige: »Hvad skal der til, før regeringen forstår, at beskæftigelse er landets største bekymring, og at der straks er brug for en plan, som kan give de unge håb?« spørger CGIL’s forkvinde.

Mens finanssektoren blev internationaliseret og mægtig, blev fagbevægelsen ved med at være nationalt forankret og er derfor stærkt svækket.

I Italien har Fiat-koncernen med trusler om udflytning af produktionen til billigere lande som Polen og Serbien fortrængt CGIL’s medlemmer fra fabrikkerne. Ford-koncernen stopper produktionen i den belgiske by Genk og engelske Southampton og flytter i stedet til Valencia i Spanien, hvor Mariano Rajoys konservative regering som sagt har forringet arbejdstagernes vilkår som et led i reformerne. Selv om social dumping er blevet dagligdag i Europa, er det første forsøg på en europæisk strejke ikke en protest mod EU, understreger EFS: »Det er institutionerne i Bruxelles, som skal genopdage, at de har en autonom eksistens. Kommissionen og Det Europæiske Råd er påvirket af de beslutninger, der bliver truffet i Berlin og Frankfurt,« siger Ignacio Toxo og konkluderer:

»Det er uomgængeligt, at de europæiske institutioner forstår, at vi ikke kan fortsætte med at have en fælles valuta, uden regeringsinstrumenter til at føre økonomisk politik og sikre social sammenhængskraft.«

Betydningen af gårsdagens paneuropæiske protest er ikke kun symbolsk. Mobiliseringen medfører også, at der bliver udviklet konkrete forslag. 300 europæiske organisationer og fagforbund mødtes i weekenden i Firenze og vedtog en plan for at løse Europas økonomiske og demokratiske problemer: »Arbejdstagerrettigheder er en central del af de demokratiske rettigheder i Europa,« hedder det. Blandt de bydende nødvendige tiltag er en reform af finanssektoren, investeringer i bæredygtig vækst og bedre demokratisk kontrol med beslutninger i EU. Og blandt de mest visionære forslag er en harmonisering af skatterne i EU for at stoppe konkurrencen om den laveste selskabsskat på lønmodtagernes bekostning. Så noget flytter sig i Europa, trods alt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Den fælles europæiske offentlighed, der har været efterlyst i så mange år er endelig dukket frem. Ikke som den økonomisk-politiske elite ville have ønsket sig, men som en paneuropæisk protest mod denne elite og dens neoliberale nedskæringspolitik.

Befolkningernes Europa viser sit ansigt, hvor hidtil bankernes Europa har været enevældigt. I sandhed en stor dag med løfter om et andet og mere solidarisk EU.

Det er på høje tid da Kommissionen nu direkte og aktivt forsøger at stække fagforeninger i hele EU.

Følgende er et uddrag af en artikel som findes her:
http://www.social-europe.eu/2012/11/we-are-all-greeks/

Hvor bevæger arbejdsmarkedsreformerne sig hen?
Svaret er ikke overraskende men ikke desto mindre chokerende (se bilag I til Kommissionens publikation DG ECFIN report on labour market developments in Europe.).

Med undtagelse af aktiv arbejdsmarkedspolitik og foranstaltninger i forbindelse med barsel eller forældreorlov, vurderer Kommissionen, på alle øvrige politikområder - uden undtagelse - forringelser af arbejdstagernes sociale rettigheder som ”beskæftigelsesfremmende”.

Således vurderes nedsættelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen, kortere opsigelsesfrister, længere prøvetid , længere varighed af tidsbegrænset ansættelse, øget pensionsalder og forringede muligheder for førtidspension, ikke overraskende som ”beskæftigelsesfremmende” foranstaltninger, Disse elementer udgør allerede en omfattende deregulering af arbejdsmarkederne.

Men det bliver værre endnu specielt når det kommer til lønfastsættelsen på arbejdsmarkedet.. Her er opfattelsen nemlig at politikker, der mindsker mindstelønnen skal klassificeres som en ”beskæftigelsesfremmende” foranstaltning.

Tingene bliver sat yderligere på spidsen når Kommissionen ydermere meddeler, at den anser det som ”beskæftigelsesfremmende” når staten blander sig i de kollektive overenskomster og reducerer fagforeningernes muligheder for at forhandle løn.

LABREF databasen samler oplysninger indenfor 9 overordnede arbejdsmarkedspolitiske områder. Disse omfatter beskatning på arbejde, arbejdsløshed, jobsikkerhed, aktive arbejdsmarkedspolitikker og lønfastsættelse. Databasen beskriver i hovedtræk målene og de vigtigste træk ved arbejdsmarkedsreformer der er blevet gennemført i de enkelte lande. Men databasen har også indbygget en binær indikator der opdeler arbejdsmarkedsreformernes tiltag i hhv. "beskæftigelsesfremmende" , som får tallet minus 1 og ”strukturreformer, som ikke forventes at påvirke beskæftigelsen positivt”, som får tallet plus 1. Dette gør det muligt at vurdere de igangværende arbejdsmarkedspolitiske reformer på en kvantitativ måde.

Reformer indenfor lønfastsættelse tillægges efter finanskrisen startede i 2008 nu hyppigere værdien minus 1, altså "beskæftigelsesfremmende". I 2010 registrerer LABREF databasen at halvdelen af alle EU 's medlemsstater har iværksat reformer af lønsystemet som betegnes at være 'beskæftigelsesfremmende'.

Databasen er udviklet i et samarbejde mellem Kommissionen og Den Økonomisk-Politiske Komite (the Economic Policy Committee) og har eksisteret siden 2005.

Nu ved vi hvor regeringen henter sin inspiration fra, og hvad vi kan se frem til.

I flere EU lande er der gjort forsøg på at privatisere forbrugsvand.
Der er for øjeblikket en underskriftindsamling i hele EU som skal sikre at vand forbliver et offentligt gode.

Det skal forhindre at forgældede landene og befolkninger bliver tvunget af Kommissionen til at sælge deres offentlige vandværker.

http://www.right2water.eu/