Leder

Hvor gærdet er lavest

Debat
13. november 2012

De universitetsstuderende er de seneste måneder blevet skældt hæder og ære fra for at være dovne og dumme. Andre undervisere har mere moderat udtrykt det som manglende motivation. Alt for mange studerende gider ikke fordybe sig, dykke ned i stoffet og danne deres egen mening, lyder det fra forbavsende mange frustrerede undervisere. De studerende vil blot have en kopi af underviserens slides og vide, hvilke af dem de skal kunne til eksamen. Men er der virkelig nogen undervisere, der tror, at ’de unge nu til dags’ er dummere og mere umotiverede, end de selv var? Det er jo ikke nødvendigvis dumt at springe over, hvor gærdet er lavest, hvis målet er at komme hurtigst frem.

Debatten begyndte egentlig med, at de studerende bekymrede sig over den lave kvalitet i undervisningen. I årevis beklagede de studerende sig over at have for få timer, men det var først, da Rigsrevisionen gav dem ret, at universiteterne gav efter. Dernæst begyndte så næste kapitel i debatten, da en række undervisere påpegede, at antallet af timer intet betyder for kvaliteten i sig selv. Når de studerende alligevel ikke forbereder sig og er på Facebook i timerne, kommer kvaliteten aldrig op, før de studerende får fingeren ud, lød et af de mest polemiske indlæg. En studenterformand har noget forkølet svaret igen, at man skam godt kan skrive med medstuderende om faglige spørgsmål på Facebook. Utvivlsomt, men man må altså ikke sende sedler rundt i klassen, hverken før eller nu. Det forstyrrer undervisningen.

Den digitale tidsalders øgede muligheder for overspringshandlinger gælder jo ikke kun studerende. Og myten om den dovne generation må siges at blive endeligt dementeret, hvis man ser på nogle af de øvrige historier, der har været fremme i samme periode: historier om overambitiøse studerende, der isolerer sig, om overarbejdende studerende, der bruger for lang tid på deres studiejob, og om et stigende antal studerende, der går til lægen med stress. Ikke just et entydigt billede. Fælles for alle grupper er, at de ikke får den optimale viden ud af at gå på universitetet, men problemet må findes uden for dem.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) bekymrer sig også om kvaliteten af uddannelserne. Han vil nemlig have noget for pengene. »Når vi vil have 60 pct. af en ungdomsårgang til at tage en videregående uddannelse, er vi nødt til at have rimelig hånd i hanke med, at uddannelserne er samfundsnyttige,« sagde ministeren forleden i forbindelse med lanceringen af sit nye kvalitetssikringssystem.

Det er svært at være uenig med ham i, at en samfundsinvestering skal være til nytte for samfundet. Men måske bliver vi som samfund nødt til at tage op til overvejelse, med hvilken alen vi måler nytte. Som Information beskrev i går, giver ministerens spørgsmål ’Hvad får jeg ud af det her?’ genlyd hele vejen ned gennem uddannelsessystemet til de studerende, der spørger: »Skal jeg kunne det her til eksamen?« Spørgsmålet er relevant. Det er bare meget kortsigtet.

Det entydige fokus på at få de studerende i job begyndte allerede under den tidligere regering, og efter politisk krav er studieordninger, karakterskala og økonomiske incitamenter blevet tilpasset efter det. Hele systemet er i dag indrettet på at få de studerende hurtigst muligt igennem med præcis de færdigheder, man regner med, de skal bruge på arbejdsmarkedet.

Samtidig er de traditionelle krav til selvstændighed og fordybelse blevet nedtonet. Den kæmpe forandring er der måske nogle undervisere, der ikke har opdaget, men så er det dem og ikke deres studerende, der er ude af trit med de krav, universitetet stiller i dag.

Tilbage står spørgsmålet om, hvordan vi får den bedste kvalitet i undervisningen til gavn for samfundet. Det er forståeligt, at der er så stort fokus på, hvad vi får for pengene, når samfundet er i krise. Der er det nemmere at støtte sig til det målbare, timetal, gennemførselstid og konkrete kompetencer frem for at sætte sin lid til de mere flygtige værdier som selvstændig tankegang og indsigt.

Men det er det sidste, samfundet har brug for. Det er jo derfor, vi uddanner dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Flemming Ast

Gæret er lavest på Christiansborg. Denne lille historie for at hjælpe de 20 % danskere, der har handikap må ikke få hjælp.

Hvad er ordblindhed. Kan du forstå engelsk så klik på billedet.
Hvis du vil se en løsning af mange, så klik på link
http://www.youtube.com/watch?v=mcIssLX3Rp0&feature=c4-overview&list=UUuf...
20 % af den danske befolkning, har problemer med edb af forskellige årsager. I en test blandt forskellige borgere med forskellige handikap, blev der lavet flere test.
Den ene test var at flytte adresse. Ingen kunne høre en knap, som du skal klikke på på borger.dk Så jeg skrev, at det kan den talende browser i mobile112.
Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg blev ringet of af socialstyrelsen og fik at vide, at det var reklame. At så TV2 og DR må henvise til Facebook er noget andet. Det må de godt. Moral er godt. Dobbelt moral er 2 gange bedre.
Problemet er, at du ikke må hjælpe borgere med information, når borgerne har brug for dette.
Nu har Undervisningsminsteren besluttet at få lavet en test, der kan afgøre talblindhed for 200.000 kroner. Der findes gratis tests. De skal bare oversættes til dansk. Men ak nej. Vi skal opfinde hjulet en gang til.
Det gode er, at der er løsninger "rundt om" udfordringen talblindhed. Spil og edb-programmer.
Det er vigtigere, at du spiser 3 gange om dagen og sundt, end at du forstår, hvorfor du skal spise.

Steffen Gliese

Emil Rottbøll behandler desværre dette spørgsmål, som det er legitimt at bryde med de kriterier for universiteters virke, der kan spores mere eller mindre 2.500 år tilbage. Det synes i hvert fald ikke jeg, at det er. Og en hel måbende klasse af folk med de dybeste indsigter i alle sider af verdens mangfoldighed synes det heller ikke.