Leder

Hvem vogter vagthunden?

Debat
1. december 2012

Forældrene til Milly Dowler kommer formentlig aldrig igen til at tro på nogen retfærdighed. Hvordan skulle de det? Da deres 13-årige datter pludselig forsvandt, fik de fornyet håb, da de kunne se, at hendes mobiltelefonsvarer løbende blev aflyttet. Håbet var falsk.

I dag ved vi, at Milly Dowler blev myrdet. Og vi ved, at det var en brutal britisk presse, der via en privatdetektiv nærede forældrenes falske forhåbninger. Den nu lukkede tabloidavis News of the World havde således købt og betalt en privatdetektiv til at udføre det usle arbejde: At aflytte en død piges mobiltelefon.

Milly Dowler står i dag som symbol på en forfaldsfortælling om britisk presse, der torsdag nåede sit foreløbige lavpunkt med indholdet af en 2.000 sider lang dommerundersøgelse gennemført at lord Brian Leveson.

Den presse, der elsker at afsløre andre, trækkes i disse dage igennem et selvskabt søle af gustne løgne og muggen moral. Foruden ulovlige telefonaflytninger taler vi om bestikkelse af højtstående politifolk og private middage med toppolitikere.

Den britiske dommerundersøgelse rejser imidlertid en række spørgsmål, der er større end de aktuelle afsløringer: Hvad gør et frit samfund med pressefriheden, hvis den frie presse reducerer sig selv til et nyttigt redskab for de magthavere, den foregiver at kontrollere? Hvem kontrollerer dem, der siger, at de kontrollerer alle os andre? Hvem vogter vagthunden?

I Storbritannien er svaret enkelt: Et tandløst nævn, som alle er enige om, at ingen kan bruge til ret meget. I Danmark har vi Pressenævnet, hvor enhver dansker frit kan klage over pressens behandling.

Brian Leveson har studeret Pressenævnet, og det er netop en afart af den danske model, han anbefaler indført i Storbritannien. Meget godt er der at sige om Pressenævnet, men lever det op til en moderne medievirkeligheds krav om uafhængighed? Nej, siger dommer Leveson. Fire af nævnets otte medlemmer er således redaktører eller journalister. Formanden er ganske vist højesteretsdommer, og næstformanden er juridisk udpeget, men hvor uafhængigt er et nævn, hvor halvdelen af medlemmerne er afhængige af dem, de skal kontrollere?

Leveson-rapporten peger i stedet på nødvendigheden af et reelt uafhængigt pressenævn, der primært skal bestå af personer uden direkte tilknytning til medierne. Nævnet skal deslige kunne udstede bøder på op til én million pund til vanartede medier.

Forslaget har omgående skabt stor opstandelse i britisk presse, hvis repræsentanter hyler op om censur og overgreb på 300 års ytringsfrihed. Foreløbig har premierminister David Cameron da også givet forslaget den kolde skulder.

»Vi skal ikke krydse en linje, hvor vi kan lovgive om pressen og potentielt påvirke ytringsfriheden,« udtalte David Cameron torsdag.

Bekymringen er berettiget, men til det er blot at sige: Det er pressen selv, der har svigtet sin opgave fatalt. Hvordan skal befolkningen nu kunne have tillid til, at pressen er i stand til at genoprette, hvad den selv så effektivt har brudt ned?

Tillidskrisen i Storbritannien er et kapitel for sig, men over hele den vestlige verden skrives der i disse år på den samme grundfortælling: Befolkningerne oplever i stigende grad de etablerede medier og journalister som en del af den magtelite, de hævder at være i opposition til.

I Danmark har vi været forskånet for skandaler på niveau med de britiske. Ekstra Bladet markerede et foreløbig lavpunkt, da avisen konstruerede en historie med forhenværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) spindoktor, Peter Arnfeldt, med det formål at sværte Helle Thorning-Schmidt (S) i den såkaldte skattesag.

Nemt er det at påstå, at metoder og moral i dansk presse ikke er gået i svang. Men hvordan godtgør vi det? Det kunne vi gøre ved at lade os inspirere af Leveson-rapporten og reformere Pressenævnet, så pressen ikke fremover kan beskyldes for at undersøge sig selv. Lad os få et reelt uafhængigt pressenævn!

I medierne skal vi dagligt gøre os fortjent til læsernes tillid, og det gør vi bedst ved selv at gå forrest med den åbenhed og kontrol, vi udsætter andre for. Og som vi plejer at sige i pressen: Kontrol er jo kun et problem for dem, der har noget at skjule. Netop!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her