Leder

Kludder i alliancerne

Debat
24. november 2012

 

Hvad er 200 mia. euro mellem venner? Svar: Det beløb, der i går blev årsagen til, at EU’s stats- og regeringschefer smed håndklædet i ringen og opgav at indgå en aftale om Unionens næste syvårige budget i denne omgang.

Forskellen på den overordnede økonomiske ramme, som EU-Kommissionen havde spillet ud med, og de krav om nedskæringer, som en række lande – anført af Storbritannien – krævede, viste sig for stor. Men uenigheder internt i den såkaldte ’Friends for better spending’ (Venner for bedre anvendelse af midlerne, red.), var med til at give forhandlingerne dødsstødet.

Alliancen ’Friends for better spending’ består primært af de lande, der betaler mere til EU-samarbejdet, end de får igen. Ud over Danmark består gruppen af: Tyskland, Storbritannien og Frankrig samt Holland, Sverige, Italien og Østrig.

Gruppen kom til Bruxelles med et krav om nedskæringer på op mod netop 200 mia. euro i det oprindelige udspil fra EU-Kommissionen på 1.092 mia. euro, og de mener grundlæggende set, at EU’s budget skal afspejle den virkelighed, som de fleste lande står i derhjemme – nemlig at de må spænde livremmen ind.

Over for de rigere venner står Unionens fattigere og nyere medlemslande, der er afhængige af tilskud fra EU’s strukturfonde, som sigter mod at udjævne uligheden mellem de rigere og fattigere dele af EU. Gruppen består af 15 lande og går under navnet ’Friends of cohesion’ (Venner for samhørighed, red.). Blandt dens medlemmer er lande som Polen, Portugal, Spanien og Grækenland, som modsætter sig nedskæringer i EU-budgettet.

Gårsdagens sammenbrud i forhandlingerne viste, at disse to holdninger var for langt fra hinanden til at et kompromis kunne indgås. Tidligere på dagen havde Storbritanniens premierminister sagt til EU’s forhandlingsledere, at de skulle stoppe med at »fumle lidt« ved EU’s budget og i stedet begynde at foretage reelle nedskæringer. Den franske præsident, François Hollandes kommentar om, at nogle lande bør »bidrage mere« til 2014-2020-budgettet antyder imidlertid, at sammenbruddet også skyldes de interne uenigheder i de to hovedgrupperinger.

Trods enigheden blandt vennerne for bedre anvendelse af midlerne om et stramt og effektivt budget, er de nemlig langtfra enige om, hvordan pengene skal bruges. De største uenigheder findes netop mellem Storbritannien og Frankrig – sidstnævnte støttes af Italien.

Op til topmødet meldte den franske premierminister, Jean-Marc Avrault, ud, at »der ikke kan blive tale om at trække så meget som én euro ud af CAP (EU’s landbrugsstøtteordning, red.)«. Samme CAP får imidlertid briterne til at se rødt. Til gengæld har de Unionens største rabatordning på en værdi af over tre mia. euro, hvilket er blevet franskmændenes forhandlingskort, når de kæmper for at forhindre nedskæringer af CAP. Præsident François Hollande fordømte forleden de lande, der planlagde at møde op til forhandlingerne »for at afhente deres check, deres rabat, deres refusion«.

Imidlertid havde Hollande ikke denne gang sikret sig en aftale med Tyskland, der tværtimod forsøgte at få briterne til at trække deres vetotrussel tilbage til gengæld for tysk støtte til en reform af CAP. Det fik Hollande til at søge nye venner uden for alliancen, hvor han har dannet fælles front med Polen og andre østeuropæiske lande om at modsætte sig nedskæringer i landbrugsordningen. Til gengæld har Frankrig slækket på sit krav om nedskæringer i strukturfondene.

Denne nye alliance på tværs af de oprindelige grupperinger vil have svækket strammergruppens forhandlingskort og kan meget vel have ændret så meget ved balancen mellem de to grupperinger, at en løsning ikke var mulig. At udskyde forhandlingerne får imidlertid ikke de indviklede interessefællesskaber til at gå i sig selv. Tilmed er der valg i Italien og Tyskland næste år, som vil komplicere nye forhandlinger yderligere.

Så hvorfor ikke forsøge til det sidste? En eneste god grund: Ingen af EU’s ledere var interesserede i at forgifte atmosfæren forud for det næste topmøde i december. Et topmøde, der sigter mod at finde løsninger på euroens krise, der påvirker alle landes økonomier dybt og er årsagen til, at de må skære og spare derhjemme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her