Obama – det eneste fornuftige valg

Det er 12 år siden og forlængst glemt. Under valgkampen i 2000 lovede Texas-guvernør George W. Bush højt og helligt vælgerne, at han som præsident ville række hånden ud til demokratiske lovgivere i Kongressen og regere USA i en tværpartisk ånd. Han henviste til sit samarbejde med demokrater i Texas.

Men lige så snart Bush blev indviet i 2001, brød han sit løfte, skønt der var lagt op til et samarbejde på tværs af partiskel, efter han havde vundet valget uden et flertal af de afgivne stemmer. Det var Bushs opfattelse – hvilket republikanerne stadig deler – at kun tøsedrenge søger krompromis med politiske modstandere. En præsident skal lede, ikke følge andre. Kun sådan opnår han genvalg, og kun sådan skaber et parti et varigt flertal i Kongressen.

Vor tids demokrater har en anden og mere civil tilgang. I 2000 valgte Al Gore bevidst at sætte USA’s nationale interesser højere end sine egne politiske ambitioner – og opgav at føre sin kamp for en genoptælling af stemmerne i Florida til den bitre ende. Det er en beslutning, han og mange højtstående demokratiske politikere senere har fortrudt.

Fordi amerikansk politik har været så dybt polariseret i så mange år, giver det altid pote, når en præsidentkandidat lover at ville samarbejde med det andet parti. Det er toner, amerikanske vælgere kan lide at høre.

Barack Obama blev i 2008 valgt på en platform, som lovede at forene et splittet Amerika. Han tolkede sin overbevisende sejr som et mandat til at give samarbejdet en chance, men republikanerne anså Obamas frieri for at være et svaghedstegn. De afviste dialog. Det tog Obama to et halvt år at skrinlægge sin strategi.

I de sidste uger af denne valgkamp har republikaneren Mitt Romney adopteret George W. Bushs argument fra 2000: Som guvernør i Massachusetts, en blå delstat, havde jeg et godt forhold til demokraterne i den lovgivende forsamling. Sammen fik vi udrettet noget, lyder det fra præsidentkandidaten.

Men det er en sandhed med modifikationer. Faktisk formåede Romney aldrig at skabe et godt forhold til det demokratiske flertal i delstatens parlament. To år inde i sin guvernørperiode satte han ved valget i 2004 al sin magt og prestige ind på at få valgt et flertal af republikanere til det ene af parlamentets to kamre. Resultatet var katastrofalt. I stedet for at vinde tabte republikanerne under Romneys ledelse mandater i delstatens parlament.

Først på det tidspunkt gik det op for Romney, at han blev nødt til at bygge bro til det demokratiske parti for at få et banebrydende initiativ gennemført, som kunne pryde hans eftermæle – og ja, tjene som springbræt for en præsidentkampagne. Det blev den nu berømte sundhedsreform i Massachusetts, som Romney siden har undsagt, fordi det republikanske parti i de mellemliggende år er rykket langt ud til højre.

På denne valgdag er spørgsmålet, om amerikanerne virkelig kan stole på Romney, når han lover at være alles præsident og række en hånd ud til sine modstandere. Vil han ikke være i de konservatives hule hånd? Uden dem ville han aldrig have vundet primærvalgene sidste vinter. Et flertal af partiets lovgivere og ledelsen er lodrette modstandere af brede forlig med demokraterne om tidens store problemer – f.eks. en jobplan, en skattereform og budgetpolitik.

Det er derfor rimeligt at antage, at en præsident Romney vil føre ren republikansk politik. Intet tyder på, at republikanerne mister deres flertal i Repræsentanternes Hus. I Senatet vil demokraterne formentlig bevare et flertal på et par mandater, som Romney kan underminere ved at samarbejde med konservative demokrater. Samme linje fulgte Ronald Reagan og George W. Bush med stor succes.

Chancen for brede forlig under en genvalgt Obama synes derimod at være bedre. Senatet vil forblive på demokraternes hænder, og meget tyder på et opgør mellem konservative og moderate republikanere i Repræsentanternes Hus, hvis Romney taber. Det nævnes allerede, at flere snese moderate er villige til at føre dialog med Obama, hvis han fortsætter i Det Hvide Hus.

En løsning af den politiske hårdknude i Washington er noget, som verden uden for USA inderligt håber, vil være udkommet af dette præsidentvalg. Set i det lys virker Barack Obama som det eneste fornuftige valg.