Ro på i Gaza?

Vil Egyptens præsident, Mohamed Morsi, træde i karakter som statsmand med en aftale om en våbenhvile i Gaza efter syv dages ubønhørlige krigshandlinger? Så sent som i går, da våbenhvilen blev annonceret af det egyptiske telegrambureau, Mena, landede palæstinensiske missiler affyret fra Gaza nær Jerusalem, mens israelske fly bombarderede mål i Gaza By – ikke kun militære, men også politiske og økonomiske. Således er Hamas’ regeringskontorer og landstribens islamiske bank lagt i ruiner.

Resultatet af fjendtlighederne er i de velkendte forholdstal: Tre israelere har mistet livet, 115 palæstinensere, heraf 27 børn.

Denne Gaza-krig – og det er ikke ’den anden’ Gaza-krig, men snarere den 27 eller 28 – adskiller sig fra de foregående. Israels væbnede styrker har siden 1950’erne vanemæssigt straffet Gazas befolkning kollektivt, når man har skønnet, at der var behov for at statuere et eksempel på prisen for arabisk obsternasighed. Der er oven i købet et særligt udtryk for denne metodik: ’at slå græsset’. Ariel Sharon, den tidligere pansergeneral og premierminister, huskes som den mest brutale ’gartner’ i Gaza. Den dag i dag kaldes en usædvanlig bred gade i en Gaza-flygtningelejr for ’Sharon-boulevarden’ – den blev anlagt, da han lod tætliggende huse i lejren bulldoze for at gøre plads til kørsel med kampvogne. Hans arv lever videre med sønnen, Gilad Sharon, der forleden i avisen The Jerusalem Post lod læserne vide, at Israel »er nødt til at jævne Gaza med jorden«. Og med en grum analogi fortsatte han: »Amerikanerne stoppede ikke med Hiroshima. Da japanerne ikke overgav sig hurtigt nok, ramte de også Nagasaki. Der skal ikke være elektricitet i Gaza, ingen benzin eller køretøjer, der bevæger sig. For først da vil de reelt ønske en våbenhvile.«

Men Gilad Sharon er fortid, selv om hans tænkning er udbredt på den israelske højrefløj. For selv om Israel i skrivende stund ikke har accepteret den egyptiske våbenhvileplan – og muligvis heller ikke gør det – synes der alligevel i Jerusalem at være en erkendelse af, at verden ser anderledes ud end fra december 2008-januar 2009, da Gaza blev bombet med samme intense voldsomhed som nu. De nye islamiske regimer i Tunesien og Egypten, Tyrkiets brud med det hidtil allierede Israel og den stenrige emir i Qatar, der aflagde officielt besøg i Gaza i oktober, har ændret den politiske geografi. Israel har ikke længere en følgagtig egyptisk præsident som Hosni Mubarak til at banke de genstridige palæstinensere på plads, men står nu over for en bred alliance af sunnimuslimske regimer, der har sat en ny dagsorden, som også USA har taget pejling af. Og ja, det er korrekt, at Morsi ikke har politisk magt til at erklære Israel krig – egypterne har så store økonomiske problemer, at der ikke kan mobiliseres entusiasme for den palæstinensiske sag på gadeplan. Og ja, det er korrekt, at USA og i nogen grad også EU, stadig støtter israelernes ret til ’selvforsvar’ – men det er også en realitet, at Israels systematiske tyveri af arabisk ejendom på Vestbredden er på EU’s dagsorden.

Så uanset om våbenhvilen kom i aftes, eller om den udsættes – den vil indfinde sig før eller siden. Ikke på trods af, men på grund af mæglerne, der har forhandlet den: Egyptens Morsi, Tyrkiets Erdogan og Qatars Hamad bin Khalifa al-Thani udgør en sunni-trio med stærke bånd til Det Muslimske Broderskab, der er i religiøs og politisk modsætning til det shiamuslimske Iran. I den mellemøstlige mosaik har de traditionelle spændinger mellem shia-styret i Iran og de sunnimuslimske regeringer udviklet sig til åbenlys fjendtlighed – på grund af Irans støtte til Syriens (shia-relaterede) alawit-regime, men også i rivaliseringen om rollen som regional stormagt. Da Mohamed Morsi var i Teheran i sommer, lagde han ikke skjul på, hvem der er den arabiske muslimske leder – nemlig ham selv. I Tyrkiet henviser Erdogan igen og igen til det osmanniske imperiums storhed i sine taler. For Qatar gælder det, at sunni-regimer i Irak og Syrien vil gøre emiratets eksport af flydende naturgas mere rentabel med rørledninger til Middelhavet. Men sunni-trioen ved også, at uden en løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt vil Iran fortsat være en vægtig politisk faktor.

Det ved israelerne også. Og amerikanerne.