Leder

Tiltrængt opgør med kommunalt svigt

Der er god grund til at tro, at Hækkerups hammer vil gøre en forskel for mange udsatte børn og unge. Men ministeren snyder sig selv og de børn, hun kæmper for, hvis hun undlader at grave dybere i årsagerne til de mange fejl i kommunerne
5. november 2012

Der foregår for øjeblikket en helt usædvanlig offentlig afklapsning af den kommunale behandling af sager om misbrug af børn og unge.

Ingen dansker, der har åbnet en avis eller lyttet til en nyhedsudsendelse de seneste fem år har kunnet undgå at høre om de frygtelige sager om sexmisbrug, systematisk vold, vanrøgt og ydmygelser af børn. Derfor er det desværre ikke så overraskende, at den kulegravning af de 10 alvorligste sager om misbrug, social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har igangsat, nu afslører massive fejl i kommuners sagsbehandling på børneområdet.

Det overraskende og forstemmende er, at rapport efter rapport i årene op til, at de voldsomme sager begyndte at fylde i medierne, har påpeget generelle problemer i kommunerne med at overholde lovens bogstav og give en korrekt sagsbehandling.

Oven på sagen om den 56-årige far, der for et halvt år siden blev fundet skyldig i overgreb på i alt ni børn, heraf syv biologiske, har Rebild Kommune fået kulegravet indsatsen på børneområdet af et konsulentfirma, kommunen selv har hyret. Ifølge Politiken var der fejl i 82 procent af sagerne, og 358 ud af 611 kræver en omgående indsats. I 210 sager har kommunen ikke igangsat såkaldte børnefaglige undersøgelser for udsatte børn med henblik på støtte.

»Kommunen har ikke haft overblik over det samlede antal åbne børnesager,« lyder det f.eks. i rapporten. Kommunen fyrede i kølvandet på sagen om den 56-årige familiefar tre topchefer med ansvar for børneområdet i kommunen.

Men heller ikke i en af landets store kommuner, Esbjerg, har der været styr på sagsbehandlingen. Ankestyrelsen har ud over kulegravningen af de 10 sager også lavet en undersøgelse af 100 sager i Esbjerg, der i forrige uge afslørede fejl i 77 af dem. Desuden står det klart, at kommunerne ikke har reageret i tide på de underretninger, de fik om familierne og efterfølgende iværksat de nødvendige faglige undersøgelser.

En del af forklaringen på den kaotiske sagsbehandling i kommunerne er, at flere end nogensinde nu indberetter til myndighederne, hvis de har mistanke om svigt af børn, men den systematiske fejlbehandling forklares ikke alene af det stigende antal indberetninger.

Der kan siges meget om manglende ressourcer og alt for store sagsbunker på socialrådgivernes skriveborde. Men social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har sat sig i spidsen for at placere et ansvar og få gjort op med det massive svigt. Det skulle have været igangsat for mange år siden, og at det nu er gjort, fortjener ministeren uendelig stor ros for. Samtidig har partierne bag det netop indgåede satspuljeforlig afsat 268 millioner over fire år til blandt andet at sikre, at alle kommuner reagerer inden for 24 timer på underretninger om vold eller overgreb, samt at børn fremover inddrages tidligere i deres egne sager.

Men lovgivning gør det ikke alene. Som Information beskriver i dag, modtager 40 procent af alle plejefamilier ikke de lovpligtige tilsyn, selv om der blandt plejefamilier også har været afsløringer af sager om misbrug af børn. Og selv om man også her har forsøgt at gøre noget ved problemet med den godt et år gamle Barnets Reform.

Alligevel er der god grund til at tro, at Hækkerups hammer vil gøre en forskel for mange udsatte børn og unge. Men ministeren snyder sig selv og de børn, hun kæmper for, hvis hun undlader at grave dybere i årsagerne til de mange fejl i kommunerne. Én ting er at konstatere og placere et ansvar. En anden er at erkende, at den faglige kultur blandt socialrådgiverne i disse år lider overlast.

Familieterapeut Jesper Juul, der i mange år har arbejdet med udsatte familier, anslog engang her i avisen, at ca. 75 procent af de børnefamiliesager, der påbegyndes i landets kommuner, rent fagligt tabes på gulvet. Og årsagen var ifølge den anerkendte terapeut, at balancen mellem administrative og faglige værdier, igennem de seneste 20 år er blevet mere og mere skæv, og at de faglige værdier er kommet under pres. Formålet har været at effektivisere og spare penge, men samtidig er antallet af sager, der er alt for dyre både menneskeligt og økonomisk, steget. Hækkerups klare ansvarsplacering må ikke skygge for de mere uklare og komplekse årsager til myndighedernes svigt af børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Blot et af mange eksempler på virkningen af VKO årenes vanvittige "mere for mindre" ideologi / doublethink.

Selvfølgelig kommer der pukler, flaskehalse, og tonsvis af fejl i sagsbehandlingen, når arbejdspresset er konstant eller vpksende, og politikernes bevillinger enten fastfrossede år ind og år ud, (og således pga alm inflation reelt reduceres) eller direkte beskæres og reduceres.

Det er blot endnu et symptom på den irrationalitet der via smarte slogans blev ophøjet til nationalvisdom under det mørke årti.

Fornægtelsen af selve kausalitetsloven, vil naturligvis altid afstedkomme massere af fejl og negative virkninger. En helt igennem simpel lektion som også den nuværende regering har svært ved at forholde sig til. (Hvis du lægger hånden på kogepladen og den er tændt - JA så brænder du dig sørme..biiig biiig surprise.)

Vil i det til livs må i hoste op - så simpelt er det.

Olav Bo Hessellund

”Men ministeren snyder sig selv og de børn, hun kæmper for, hvis hun undlader at grave dybere i årsagerne til de mange fejl i kommunerne.”

Kan på baggrund af egne erfaringer og funderinger fra min tid som budgetmedarbejder i en amtslig økonomiforvaltning pege på et andet aspekt, de ansvarlige politikere burde tænke over i denne forbindelse, nemlig det generelle uddannelsesniveau blandt socialforvaltningernes personale.

Kontrasten er slående, når man sammenligner med niveauet i forvaltningerne for teknik og miljø. Her består det sagsbehandlende personale i overvejende grad af folk med en lang videregående uddannelse som ingeniør, biolog eller anden naturvidenskabelig uddannelse.

Personalet i socialforvaltningerne derimod har typisk uddannelser på et lavere niveau.

Det har altid undret mig, at vi finder det mere nødvendigt, at de, der har ansvaret for den fysiske infrastruktur som veje, bygninger, ejendomme, vandløb m.m. skal have en bedre uddannelsesbaggrund end de, der har ansvaret for at skabe bedre forhold for de mennesker, der uforvarende er havnet i en uholdbar social situation - det være sig børn, der bliver misbrugt, handicappede, der ikke får den nødvendige hjælp til at leve et værdigt liv eller har været udsat for andre sociale begivenheder, de ikke selv kan lastes for.