Vinderen i Gaza

Mohamed Mursi, Egyptens præsident, er udnævnt til Gaza-minikrigens store vinder – selv den israelske udenrigsminister, Avigdor Lieberman, ikke just er kendt for arabiske sympatier, takkede den islamiske leder for hans rolle i våbenhvilen mellem Israel og Hamas, der nu på femtedagen synes at holde.

Præsident Barack Obama, derfor længst har indset, at Det Muslimske Broderskab vil dirigere den mellemøstlige kakofoni i de kommende årtier, overlod æren for den vellykkede Gaza-mægling til den mand, han for kun to måneder siden betegnede som ’hverken en fjende eller en allieret’.

Hvad gjorde Mursi? Han indløste omgående den amerikanske låneseddel med en stribe dekreter, der giver ham (og altså Det Muslimske Broderskab) diktatoriske magtbeføjelser, som selv en Hosni Mubarak ikke turde bevilge sig selv af frygt for amerikanske repressalier.

Under dække af at imødekomme protester mod straffrihed til militær- og sikkerhedsfolk ansvarlige for drab på fredelige demonstranter under og efter den egyptiske revolution har Mursi fyret Egyptens øverste anklager (udnævnt i Mubarak-perioden) lammet forfatningsdomstolen – den sidste institutionelle hindring for total(itær) islamisk dominans – og at hans love og dekreter ikke kan appelleres, før en ny forfatning er på plads og et nyt parlament er valgt. Og hverken forfatningsrådet, der skal skrive en ny grundlov, eller det egyptiske overhus, Shura-rådet, begge med solide islamiske flertal, kan anfægtes af nogen retsinstans, og han er nu bemyndiget til ’at tage alle midler i brug for at beskytte revolutionen’.

Problemet er, at sekulære og liberale egyptere ser ’beskyttelsen’ som et statskup, der sløjfer revolutionen. Og såvel EU som USA’s udenrigsministerium – men ikke Det Hvide Hus – har med spagt mæle opfordret til ’respekt for demokratiet’.

Og derved bliver det, selv om Mursi er ved at kaste Egypten ud i en borgerkrig. Han og hans Muslimske Broderskab er fredet. Egypterne fører nu forhandlingerne på Hamas’ vegne om lempelser af Israels Gaza-blokade og sikrer dermed, at trosfællerne i Hamas (rundet af de muslimske brødre) anerkendes de facto som politisk aktør – men også at indflydelse fra Iran, Syrien, Hizbollah og de mere radikale grupper i Gaza elimineres.

I den proces er den moderate, ikke-voldelige palæstinensiske leder på Vestbredden, Mahmoud Abbas, yderligere marginaliseret. Under Gaza-krisen tog Hillary Clinton og FN-generalsekretær Ban Ki-moon på korte besøg i Ramallah, mere af høflig pligt end fordi Abbas spillede nogen rolle i krisens udfald – de virkelige spillere sad i Gaza City og i Mursis kontor i Kairo.

Abbasblev en af taberne i den minkrig, der ophørte i onsdags – og hvis øvrige tabere var de seks israelske civile og 166 palæstinensere, heraf 34 børn, der blev dræbt. Og selvfølgelig de dræbtes efterladte, de sårede, lemlæstede og mentalt skadede, der ikke havde indflydelse på den styrkeprøve, der primært havde til formål at teste ’røde linjer’ på begge sider af fronten for at måle, hvor meget det politiske landskabs tektoniske plader er rykket efter Det Arabiske Forårs jordskælv de seneste snart to år.

Israel, der endnu en gang fik solgt sig selv som ofre for palæstinensisk terrorist-aggression, havde flere mål med krigen: At teste det nye egyptiske regimes vilje til at respektere fredstraktaten fra 1979. At finde ud af – forud for et eventuelt angreb på Iran – hvad Hamas i Gaza kunne stille op militært. At afprøve det nye Iron Dome-missilforsvar, der viste sig at være ret effektivt, angiveligt med ensuccesrate på 88 procent. Og at teste den genvalgte Barack Obamas evne og vilje til at bakke op om Israels ’selvforsvar’, hvilket han gjorde udadtil, mens han indadtil vred armen om på premierminister Benjamin Netanyahu, der opgav sin modstand mod våbenhvile-punktet om lempelse af blokaden mod Gaza.

Barack Obama ville undgå en gentagelse af Gaza-landkrigens 1.400 palæstinensiske dødsofre i 2009, der uundgåeligt ville skade USA’s i forvejen svækkede position i den arabiske verden yderligere. Den egentlige lære af denne minikrig er, at USA nu satser på ’moderat islam’. Hvor moderat demonstrerer Mohamed Mursi i disse dage.