Leder

Efter Elbæk

Normalt slår ministerkolleger og partifæller ring om en minister i stormvejr, men i denne sag fik kulturministeren lov til at blafre påfaldende alene i vinden
6. december 2012

Han kom med en artistskole, og han gik med en artistskole. Uffe Elbæk (R) nævnte allerede i sit første kulturpolitiske program, den berømte Marshallplan, ambitionen om den københavnske artistskole, der i går kostede ham ministerposten.

Uffe Elbæk valgte at gå, selv om han for længst havde erkendt og undskyldt sin dårlige dømmekraft: Han skulle aldrig have henlagt fem ministerielle arrangementer til i alt 180.000 kr. til Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor han selv er tidligere bestyrelsesmedlem og hans mand er nuværende ansat.

Ministre har tidligere overlevet langt værre sager, men i de seneste dage har Uffe Elbæk formået at gøre sig selv til sin egen værste fjende.

Normalt slår ministerkolleger og partifæller ring om en minister i stormvejr, men i denne sag fik kulturministeren lov til at blafre påfaldende alene i vinden. Elbæks ensomhed var et klart signal om, at de fleste blot ventede på, at han selv trak sig som minister.

»Denne sag må ikke støje for det vigtige samfundsprojekt, regeringen står overfor,« angav Uffe Elbæk i går som forklaring på sin afgang.

Når Uffe Elbæks politiske efterskrift nu skal skrives, er den københavnske artistskole påfaldende nok noget af det eneste, han nåede at bære ind i dansk kulturliv.

Han blev hentet ind som den uortodokse kulturentreprenør, der skulle komme med nye, kreative løsninger på gammelkendte udfordringer. Ideer havde Uffe Elbæk sådan set nok af, men i regeringen fik han aldrig skabt sig det fornødne politiske og økonomiske råderum til at føre dem ud i livet. Ofte blev det derfor ved for megen snak og for lidt handling.

Uffe Elbæk skal have ros for sin evne til at lytte, men kritik for sin manglende evne til at træffe ledelsesbeslutninger og klare prioriteringer. Særligt de upopulære. Derfor endte eksempelvis en varslet omfordeling mellem klassisk og rytmisk musik med, at Uffe Elbæk gav flere midler til begge genrer. Heller ikke betalt entré på Statens Museum for Kunst formåede han at genindføre, selv om det faktisk var et eksempel på en klar kulturpolitisk prioritering.

Måske var Uffe Elbæk den rigtige kulturminister på det forkerte tidspunkt. Men han endte som en svag minister i et svagt ministerium, der i nedgangstider mest af alt har brug for en politisk håndværker med sans for prioriteringer og budgetgymnastik.

Uffe Elbæks exit rejser imidlertid de principielle spørgsmål: Hvilke politikertyper ønsker vi til at lede dette land? Vil vi bedømme vores politikere på deres handlinger, eller vil vi bedømme dem på håndteringen af deres handlinger? Der skal selvsagt være overensstemmelse mellem politikernes ord og deres handlinger, men ligeså vigtigt er det, at vi afstemmer de rette proportioner mellem handlinger og konsekvens.

Det er ingen tvivl om, at Uffe Elbæk væltede sig selv. Han så ingen anden udvej, selv om regeringens støtteparti, Enhedslisten, beredvilligt havde kastet en redningskrans ud til den trængte minister.

Enhedslisten garanterede så sent som tirsdag sin opbakning til ministeren, hvis han kunne garantere, at der er ikke kom flere overraskelser frem i sagen. Men overrasket blev alle, da ministeren pludselig under et samråd i Folketinget erkendte, at embedsmænd havde advaret ham om hans tvivlsomme habilitet.

Løj ministeren? Nej! Talte han sandt? Nej! Uffe Elbæk blev angiveligt aldrig advaret om de fem første arrangementer, men han blev advaret forud for det sjette. Derfor var ministerens svar muligvis juridisk korrekt, men det levede ikke op til, hvad vi i en almindelig samtale vil kalde et ordentligt svar.

En sulten opposition og pressens mest hysteriske kællinger har i dagevis forlangt og bebudet Uffe Elbæks afgang. Det er der intet overraskende i, men var Uffe Elbæks brøde virkelig stor nok til, at Danmark nu skal have en ny kulturminister?

Uffe Elbæk udviste alarmerende ringe dømmekraft, men han misbrugte altså ikke sin beslutningskraft som minister. Nu har Uffe Elbæk forladt Kulturministeriet. Det er ligeså selvforskyldt, som sagens substans er blæst ud af enhver rimelig proportion.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Thøgersen

Spørgsmålet er hvor lang tid der går, inden der kommer en mindre ændring til finansloven, så de 6 mill går fra AFUK til andre mere værdigt trængende projekter...

Dorte Sørensen

PS: Den med at Elbæk skulle have løjet og ISÆR fra den borgerlige side virker noget besynderligt.
Fx, havde OVK en statsminister, der måtte gå af som skatteminister fra Schlüters regering, pga. vildførsele af Folketinget og kreativ bogføring. Ligeledes var der flere minister i OVK - regeringen , der også var meget sparsomme med at fortælle hele sandheden til Folketinget.

Man kan håbe hans afgang bliver rettesnor for andre i større og mere alvorlige sager. Men der er noget i forløbet, som stikker i øjnene. Elbæk ville ikke have nogen undersøgelse. Der bliver vedtaget en undersøgelse. Elbæk trækker sig. Undersøgelsen stoppes?

Torben Andersen

Ofte ligger djævlen i detaljen. Den opmærksomme hørte, at Uffe Elbæk i går sagde til pressen, at han trak sig "af hensyn til sin mand".
Når en politiker trækker sig FØR en undersøgelse er det fordi politikeren ved, at undersøgelsen vil afdække forhold som er endnu mere kritisable end det offentligheden kender til nu. Det er ren "damage control". Kædet sammen med, at Uffe Elbæk siger at han gør det af hensyn til sin mand, som er ansat i en uopslået stiling på AFUK, er der kun en meningsfuld forklaring på forløbet, nemlig at ansættelsen af Uffe Elbæks mand ikke tåler en nærmere undersøgelse.

Sagen om Uffe Elbæk rejser også spørgsmålet om pressens prioriteringer. Det spørgsmål behandler den tidligere tv-vært Paula Larrain i en kommentar i Politiken:

- "Min bekymring her handler om noget andet. For man kan undre sig over, hvorfor denne sag har fået så mange op af stolene, når den i substansen må siges at være ganske klein i modsætning til eksempelvis sagen om tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen."

Læs mere her:

http://politiken.dk/debat/profiler/paulalarrain/ECE1833507/de-danske-med...

Alt har sin pris

Uffe Elbæk er en sympatisk mand, men hans kompetence som minister har ikke været overvældende, dertil er der for meget gøgler i Elbæk. At Marianne Jelved nu er udnævnt som kulturminister røber at regeringen ikke har kulturen som fokusområde... Marianne ved noget om penge, men hun bliver næppe kulturens frihedsgudinde.

Her bagefter sidder mange sikkert med følelsen af, at en utraditionel (ikke)politiker er ofret af de konforme og finkurelle. En hel H C Andersen-historie.

"Normalt slår ministerkolleger og partifæller ring om en minister i stormvejr, men i denne sag fik kulturministeren lov til at blafre påfaldende alene i vinden," skriver Christian Jensen. Måske skulle de have gjort det.

Kommentator Rasmus Jønsson skriver i Fagbladet 3F om sagen, at regeringen burde have stået vagt om Elbæk og ikke lagt sig fladt ned, fordi oppositionen sagde bøh:

"... også i forhold til signalværdien til deres vælgere er det et problem, at regeringen ikke slår ring om Elbæk.

Efter at centrum-venstrevælgerne i 10 år har været tilskuere til, at de borgerlige ministre kunne gøre, hvad der passede dem, ville der ligge et stærkt signal i at beholde Elbæk som kulturminister. Budskabet ”nu er det os der bestemmer” ville have pyntet på regeringen."

http://www.fagbladet3f.dk/nyheder/18a2eed65df1406390bd8f713bde46d4-20121...