Leder

Farvel til utopien

Debat
29. december 2012

2012 var et år, hvor ideen om at reformere verden efter vestligt forbillede trådte i baggrunden, og en ny – eller måske snarere gammel – pragmatisme trådte frem. Vesten havde ikke overskud til at engagere sig i Syrien, i hvert fald ikke i form af en intervention, og tømmermændene fra et årti med interventionistisk politik slog igennem rundt om i verden. I Irak, hvor USA (og Danmark) har frasagt sig ansvaret for en nation uden mange spor af de flotte intentioner, vi i sin tid brystede os af. I Libyen, hvor drabet på USA’s ambassadør i Benghazi overraskede den amerikanske befolkning, og hvor sporene efter en bekvem NATO-fortolkning af FN’s responsibility to protect-mandat efterlod Kina og Rusland med en dyb skepsis over for vestlige intentioner om at redde verden med våben i hænderne. Og så selvfølgelig i Afghanistan, hvor en afvikling af Vestens sidste migrænehovedpine er påbegyndt.

Kendetegnende for alle disse vestlige engagementer er, at utopier fik os ind i dem. Samt selvfølgelig ideen om en vis egennytte-maksimering. Hvad disse eventyr har vist, er imidlertid først og fremmest, at verden ikke kan programmeres. Ideen om at indtage et land og indrette det efter vestlige behov og en tåget universalistisk model er uladsiggørlig, især med et tidsperspektiv så relativ kort som det, man kan sælge til en vestlig offentlighed.

I Afghanistan har den vestligt ledede koalition befundet sig i 11 år, og mens meget godt er udrettet, er det svært at tale om hverken en grundlæggende omkalfatring af landets menneskeretlige og demokratiske tilstand eller en permanent løsning på Afghanistans interne og eksterne magt-ubalancer. Afghanistan er stadig et fattigt land med massiv korruption og nepotisme, med mishandling i fængslerne, overgreb og undertrykkelse af kvinder, en splittet befolkning og en meget aktiv oprørsbevægelse. Hvad man reelt har opnået, er en hullet 10-årig våbenstilstand, som de udefrakommende kræfter ikke har tålmodighed eller penge til at opretholde meget længere.

Og det er nok hovedsageligt en god ting. Mens karakteren af Vestens tilstedeværelse i Afghanistan efter 2014 forhandles på plads i disse dage, er der udsigt til en langt mere glidende tilbagetrækning end den, man så i Irak, med en begrænset logistisk støtte, dække fra luften, instruktører og specialstyrker. Men først og fremmest er der udsigt til, at man arbejder sig hen mod et fait accompli med en model, der kan virke for det Afghanistan, der findes, og ikke en model for en vestlig utopi om et Afghanistan, der kunne findes. Den bæredygtige model indebærer uvægerligt en fred med Taleban og en inddragelse af nabolandet Pakistan – og en god portion kompromiser. Men det er en løsning med et langt større fremtidsperspektiv end en permanent besættelse eller en hovedkulds flugt med principperne i behold.

Spørgsmålet er, hvilken pris der skal betales. En fredsløsning vil indebære, at alle krigende parter får deres bid, uanset om det kræver, at man omgår demokratiet og uddeler politiske poster, at man accepterer praksisser, der ikke harmonerer med et vestligt frihedsideal, eller måske at man ligefrem i praksis opdeler Afghanistan i interessesfærer for landets religiøse og etniske grupper. Under alle omstændigheder er oddsene ganske høje for, at det er de menneskeretsorganisationer, vi har holdt foran os, der kommer til at betale prisen for et vestligt exit.

Men den virkelige test af, om 11 års tilstedeværelse i Afghanistan har gjort en forskel, kommer, når vores soldater ikke længere er der. Som en Afghanistan-iagttager i dagens avis konstaterer om den stadig usikre, men vigtige fredskøreplan, som afghanske og pakistanske forhandlere i øjeblikket arbejder på:

»Det er for tidligt at vurdere, hvor en sådan løsning vil efterlade menneskerettighederne. Indtil nu har de været fremført af fremmede soldater, og fremtiden vil vise, hvad afghanerne selv tænker om disse ideer, når det ikke længere er folk i fremmede uniformer, der skal sælge dem til dem.«

Omverdenen kan man kun opfordre til at leve op til de løfter, man gav på den store donorkonference i Tokyo denne sommer, og støtte det afghanske civilsamfund og dets organisationer, som er nødvendige for fremskridt i Afghanistan. Men med penge, i mindre grad med våben og i høj grad med en politisk pragmatisme, der giver dem et reelt rum at arbejde i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Punkt 1:
Hvor ville det være befriende, hvis journalister kunne tage sig sammen og fortælle nyhedskonsumenterne, hvad det EGENTLIG var, der skete i Afghanistan.

Men det kan de ikke uden først at gøre et stykke hjemmearbejde af vestens historie og den dybtliggende geopolitiske agenda, der har styret alle vestens krige i blot i 150 år.

Det kan de ikke, fordi de ikke kan, evner, har lov til eller tør. Det efterlader konsumenterne med to muligheder. Den ene er at sætte sig ned i prime time, browse sig gennem nyhedsbreve og deres journalistiske efterbehandlinger, elektronisk eller på papir, lade underkæben synke og labbe i sig. Gentag derefter, hvad du har hørt, set og læst og kald det for information - med stort eller lille forbogstav.

Anden mulighed: gør det hjemmearbejde, som journalisterne ikke fik gjort.

Punkt 2:
Vesten og dens ledende elite har på ingen måde opgivet det, der naivt i folkemunde og medier kaldes for utopier. Utopierne er gjort af det samme stof, som tro og religion: de er beregnet til at konsumere. Bag utopierne bor en agenda, et design. Denne agenda kan kun, gentager KUN forstås efter udført hjemmearbejde. Og hvis man ikke mener, at man selv er i stand til at æde sig gennem hyldemeter af boglig viden, der findes - agendaen bag designer-utopierne er overhovedet ikke hemmelig, den bliver bare ikke serveret på et fad - så er der mulighed for at tage hjælp fra den seriøse OG selvtænkende ende af historieskrivningen.

Problem: mans skal så være i stand til først at gennemskue, hvad der befinder sig i denne kategori. Den britiske historiker Terry Boardman er et bud, hvis man ønsker at stikke spaden dybere - og på en anden måde - end mainstream. Og selv tung historieskrivning spækket med nærsynede detaljer kan være overfladisk, hvis skribenten/forskeren aldrig har formået at nå ind til kernen og gennemskue spillet og de store linier.
Her i komprimeret form:
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/11/vesten-versus-kina-del-2.html
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/11/vesten-versus-kina-del-2.html
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/10/gaden-om-kaspar-hauser.html

Det, som du, Tobias Havmand, kalder utopierne, er indpakningspapiret. Det er det, man kan trykke i bestsellere og i avisspalter. Man kan formulere dem fra talerstole i politiske, religiøse eller filosofiske forsamlinger. De findes på business-schools. De er beregnet på konsum. De er ofte naive i deres konstruktion, de er gode til populisme og spinn. De er fortællinger for børn. De handler altid om håb og ønsker om noget, der skal komme, og de passer som hånd i designerhandske til flertallet af mennesker inderste håb om en bedre verden.

Agendaen bag er derimod ikke for børn. Den handler ikke om en bedre verden for menneskene, for designerne kunne ikke bekymre sig MINDRE om den slags pladder. 'En vis egennytte-maksimering' er en total underdrivelse og dermed en forbier. De ønsker magt, ultimativ magt, uanset omkostningerne. Vestens tilstedeværelse i arabisktalende lande - som nævnt ovenfor Afghanistan har intet med den gode sag at gøre. Det er ret forbløffende, at man stadig med sindsro kan skrive i avisartikler på en måde, der underforstår, at var godt nok i intentionen ... men så gik det bare galt, og nu har vi et problem med at trække i land.

Der var ALDRIG god intention fra starten. Og det er her, mediernes kæmpe-svigt har fundet sted. Uden tjenstvillige medier i vesten, der bevidstløst har gentaget og gentaget, at alle krigssvinerierne i verden udføres i den gode sags tjeneste, at de blot er midler, der helliger målet, at vi er nødt til for at bekæmpe vore onde fjender, at vi er under trussel fra onde fjender, at vi har onde fjender overalt, OG - ikke mindst: at vore ledere har så tilpas meget styr på det hele, at de kan fortælle os, hvem vore fjender er og at det er fint at gå i krig mod dem ... så havde dette ALDRIG fundet sted.

Uden medier der stiller sig til rådighed, ingen krige. Basta!
http://paradigmet.blogspot.dk/2012/12/utopier-pa-nytarsudsalg.html

Udover en hilsen til søens folk, så lad os sende en tanke til de folk, der overalt i verden i virkeligheden gør det samme, som de utopiske designere - minus psykopati og kynisme - men pragmatisk formulerer en mod-utopi, mens de allerede indenfor deres felt og rækkevidde er i fuld gang med at implementere den. De tror ikke, de ved. Deres håb er intakt. Håbet er, at uvidenheden ikke sejrer.