Leder

Gøglersagen

4. december 2012

Man kan roligt konstatere, at Kulturminister Uffe Elbæk (R) har jokket i spinaten i forbindelse med at have fået realiseret et af de hedeste ønsker fra sin kulturelle Marshallplan, nemlig etableringen af en ny uddannelse i nycirkus. 6 mio. kroner i statsstøtte fordelt over fire år er en lille triumf for den Elbæk, hvis hjerte siden de glade kaospilotdage i Aarhus har banket for gøgl og et kreativt artistmiljø.

Men måden, det er forløbet på, er mindre heldig. Anklage om nepotisme har raset, efter at det er kommet frem, at Kulturministeriet har brugt 180.000 kr. på repræsentationsmiddage og underholdning på Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor ministeren tidligere har været bestyrelsesmedlem.

Dertil er det kommet frem, at ministerens mand, Jens Pedersen, i maj blev ansat på skolen, uden at stillingen var slået op.

Det er med andre ord ikke noget kønt forløb. Men i forhold til hvad der indtil nu er kommet frem i sagen, er det imidlertid svært at tale om noget alvorligt magtmisbrug. Der er helt principielt ikke noget galt i, at en minister tidligere har siddet i en given bestyrelse. Det gør ham på ingen måde inhabil. Ligesom det er uden betydning for den politiske beslutning om at bevilge penge til nycirkus-uddannelsen, at ministerens ægtefælle arbejder på den skole.

Derimod vidner det om manglende evne til at skelne mellem private og offentlige interesser, når hele fem arrangementer afholdes på den ansøgende skole, hvor ægtefællen er ansat.

Det er dog ikke kun Elbæks manglende dømmekraft, for hvorfor i alverden har ministeriet ikke taget sig af den sag eller frarådet ministeren arrangementer på det sted?

Når Enhedslisten til dagens samråd har forlangt alle sagsakter udleveret, er det dybest set for at træffe beslutning om Elbæks videre skæbne på så oplyst grundlag som muligt. Det er kun rimeligt. Elbæk selv burde allerede for længst have indvilliget i en uvildig undersøgelse af en sag, der også vedrører hans egen person og embedsførelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu