Leder

Kvalitetstid

5. december 2012

Og nu til noget helt andet. Det kunne være overskriften på regeringens skolereform, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede i går. I stedet for test og kontrol skal det nu handle om, hvilke ingredienser der skal til for at skabe god undervisning. Her er regeringen kommet med sin opskrift, og menuen er appetitlig.

Først og fremmest skal læring og andre aktiviteter spille sammen i meget højere grad end tidligere. I stedet for at børnene får en opsplittet dagligdag i læring og fritid, skal de to elementer nu gensidigt befrugte hinanden i form af aktivitetstid, hvor læring f.eks. sker via bevægelse. Dertil kommer 800 timer mere over et helt skoleforløb. Elever op til tredje klasse skal være i skole 30 timer om ugen, de mellemste skal bruge 35 timer i skolen, mens eleverne fra syvende klasse skal have 37 skoletimer om ugen. Den massive ekstra satsning falder på et tørt sted, eftersom timetallet mange steder er skåret til minimumsniveau. Men fælles for de to hovedelementer i reformen er, at deres succes afhænger af måden, hvorpå det føres ud i livet. Mere af det samme til den femtedel af eleverne, der allerede i dag forlader folkeskolen uden at kunne læse og regne tilstrækkeligt, vil være katastrofalt. Ikke blot for de unge, der efterlades uden fremtid, men også for reformens succes. En succes som regeringen selv formulerer i tre enkle målsætninger: Folkeskolen skal udfordre alle elever, den skal mindske betydningen af social baggrund, og tilliden og trivslen i folkeskolen skal styrkes med respekt for professionel viden og praksis.

Netop reformens fokus på indhold frem for mistillid og bureaukrati burde begejstre lærerne. Når det ingenlunde er tilfældet, er det, fordi regeringen kobler en stor del af reformens finansiering til et stejlt opgør med lærernes arbejdstidsaftale. Det er Folketingets ret og ansvar – ikke Danmark Lærerforenings – at definere det overordnede indhold i folkeskolen Og Lærerforeningen står med en rigtig dårlig sag i offentligheden, fordi de fremstår som uvillige til at forpligte sig på at løfte en folkeskole, som i den grad trænger.

Når lærerne alligevel kan stille sig fortørnede op, er det, fordi særligt S og SF under valgkampen lovede at strø milliarder ud over folkeskolen i form af to-lærer-ordning og maks. 24 elever i klasserne. Desuden var SF imod de af lærerne så forhadte nationale test, hvilket de senere droppede for at nå til enighed med socialdemokraterne. Ingen af de løfter er blevet indfriet. Nu skal lærerne selv til lommerne og afgive noget af den forberedelsestid, de mener er helt central for at honorere kravene til en moderne og nytænkende undervisning, samtidig med at der kræves mere undervisningstid med eleverne. Altså: SF og S kunne ikke levere pengene til deres egne løfter, derfor må lærerne betale.

Det store spørgsmål er imidlertid ikke, om det er rimeligt at kræve, at lærerne skal undervise mere. Selvfølgelig er det det. Men hvad betyder det for kvaliteten af undervisningen, hvis der bliver mindre tid til forberedelse? Får Helle Thorning-Schmidt den kvalitetstid ud af reformen, som hun ønsker skal løfte skolen? Der må man bare sige, at det jo ikke er, fordi folkeskolen i dag præsterer til UG, så der må og skal være plads til forbedringer. Omvendt er det også et politisk ansvar at pege på, hvilke opgaver lærerne så i fremtiden ikke skal løfte, for med en reformregn og 28 lovændringer alene under VK-regeringen er der væltet opgaver ned over lærerne de seneste ti år. Et bredt forlig, som det tegner til nu, vil forhåbentlig kunne give folkeskolen ro til at fokusere på opgaven de næste ti.

Regeringens ønske om at modernisere den offentlige sektor gennem overenskomstforhandlinger er allerede en rød klud over for andre store faggruppe i den offentlige sektor. Det kan synes rigtigt i en krisetid at bede alle faggrupper om at spæde til. Også lærerne, som ganske vist allerede føler, de har givet nok i form af store fyringsrunder på skolerne og generelle nedskæringer. Strategien kan dog vise sig at være farlig.

Den enkeltfaktor, der har størst betydning for elevers udbytte af undervisningen, er lærernes faglige og personlige engagement, viser forskningen. At skulle rejse en skole på baggrund af en nedslidende arbejdskonflikt vil være et giftigt projekt. Men lige nu er lærerne ved at tale sig ned i et hul, hvor de kun forsvarer egne interesser. Det vil for alvor cementere billedet af lønarbejderen, der danser på den engagerede ildsjæls grav.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" Det store spørgsmål er imidlertid ikke, om det er rimeligt at kræve, at lærerne skal undervise mere. Selvfølgelig er det det" - Nåhhh

Med samme form for argumentation kunne man formulere "Selvfølgelig skal journalisterne på Information skrive flere artkler" - når det går højt skriver de max en artikel om dagen, hvad pokker laver de i den øvrige del af deres arbejdsuge.

Michael Christensen

Så meldte Informations lederskribent sig ind i den store klub, der har en mening om Folkeskolen - uden at vide hvordan den ser ud og hvad den laver. Hvor lang tid havde du til din leder? Hvor lang tid skal der bruges på at forberede to sammenhængende lektioner i matematik i 3. klasse med 28 elever? Hvor lang tid skal der bruges på at forberede en af de nye "aktivitetslektioner"? Hvor lang tid til at finde på noget til en uges aktivitetslektioner? Hvor trætte er børn efter 5 lektioner?