Leder

Modig på andres vegne

13. december 2012

Der er noget grundlæggende usympatisk i at efterlyse andres mod, når man selv sidder på sikker afstand af begivenhederne. Siden det kom frem, at årets Nobelpris i litteratur gik til den ikke så systemkritiske kinesiske forfatter Mo Yan, har der bredt sig en opfattelse af, at prisen burde være givet til en mere værdig modtager: »I værste fald er han en sølle lakaj. En kujon, der taler om sin kunst som en åndfuld metier, der må forstås fuldstændig løsrevet fra den samfundsmæssige realitet, han udøver den i,« skrev Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen i denne uge.

At klandre Mo Yan for ikke at være nogen frihedskæmper er imidlertid lige så bekvemt, som det er urimeligt. Man kan ikke forlange af andre, at de skal risikere deres liv og familie for at tale op imod det regime, de lever under. Man kan højst klandre nobelpriskomiteen for at give prisen til en forfatter, der ikke gør det – hvis man altså mener, at Nobelprisen også skal forholde sig til forfatterens moralske og politiske ståsted og ikke kun til kvaliteten af hans litteratur. Men at kalde Mo Yan »en kujon« – det falder helt og aldeles tilbage på én selv.

Debatten rejser imidlertid et mere principielt spørgsmål. For hvad får os til at kræve, at forfattere fra undertrykte regimer død og pine skal skrive systemkritisk litteratur, mens friheden til at skrive om lige, hvad man har lyst til, er en luksus forbeholdt forfattere fra vestlige demokratier? Vi kræver, at kinesiske, iranske og indiske forfattere går på barrikaderne og kæmper for demokrati og ytringsfrihed, men vi stiller ikke tilsvarende krav til danske forfattere om at skrive om nepotisme og embedsmandsmisbrug. Har Mo Yan en større moralsk forpligtelse til at kritisere det kinesiske styre, end Helle Helle har til at forsvare asylansøgere i Danmark? Svaret er nej. Vi kan ikke kræve, at forfattere skal være politiske, lige så lidt som vi kan kræve, at de skal være modige. Men vi kan kræve det mod af os selv, at vi kigger os selv i spejlet, inden vi begynder at pege det mod andre. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

To af Mo Yans romaner, 'The Garlic Ballads' fra 1988 og den satiriske 'The Republic of Wine' (1992), er blacklistet af styret i Beijing på grund deres skarpe kritik af det moderne kinesiske samfund.

Hvad ønsker man mere...? nåh ja, han skal interagere med vestlige kristne missioner - men det ønsker han åbenbart ikke.

Troels H. Poulsen

Forfattere, kunstnere, der lever i eller kommer fra Vestens fjendelande og ikke er på CIA's payroll, er suspekte i Vestens øjne.
Sådan er det bare.

Lise Lotte Rahbek

Man kan ikke være modig på andres vegne - deri kan man kun være enig.
Flokken, der står omkring en slåskamp og råber 'slå til' er ikke at regne som modige. Tværtimod.

Mathilde Ranva Carbel

Tiltrængte ord Rasmus Sørensen
Det er også vigtig at notere sig at Kina er et ganske stort land og derfor er deres problemer som nation på sin vis utrolig komplicerede og vidtspændte.
Og jeg har nu oplevet hvad det vil sige at komme tilbage til en vestlig verden, efter et par år i Kina og opleve, med hvilken stærk og fordømmende tone vi omtaler Kinas problemer.
For ikke at benævne at det generelt er svært at læse om nogen af Kinas beundringsværdige aspekter og generelt det interessante stof som landet også indeholder. Og der er Mo Yan er forfærdelig god forfatter, som tegner et bredere billede.
Ordsagnet, man må tage det gode med det onde, gælder også den anden vej og jeg savner en mere nuanceret debat når det gælder Kina(for den sags skyld da også andre lande).
alt godt Mathilde