Leder

Det ekstreme Ungarn

17. januar 2013

Det har været skræmmende de seneste par dage at læse svensk-ungarske Gellert Tamas’ reportageserie om tilstanden i Ungarn. Skræmmende at læse om behandlingen af romaerne og deres håbløse vilkår som reformperiodens største tabere med 90 procents arbejdsløshed og mangel på forståelse for deres sag langt ind i Socialistpartiet. Skræmmende at læse om overdragelsen af magt over store dele af de statslige kulturmidler til én rabiat højreorienteret kunstner og formand for Det Ungarske Kunstakademi; en mand som siger, at kunsten ikke må fornærme eller provokere den kristne tro, og at kun ungarere med “;en utvetydig nationalfølelse”; kan komme i betragtning til kunstakademiet.

Og ikke mindst skræmmende at høre, at et parlamentsmedlem, Márton Gyöngyösi, for det nationale, højreekstreme parti Jobbik fra parlamentets talerstol udtaler:

»Tiden må nu være inde til at udarbejde lister over borgere i dette land med jødisk baggrund – især hvis de sidder i parlamentet eller regeringen – som kan udgøre en national sikkerhedsrisiko.«

Der er tale om ekstrem forråelse, når en etableret politiker kan fremsige forslag om jødelister blot 200 meter fra det sted, hvor ungarske nazister i slutningen af Anden Verdenskrig stillede hundredevis af ungarske jøder op på række og dræbte dem med nakkeskud, mens andre, omkring 400.000, i nærheden blev deporteret til gaskamrene i Auschwitz.

Det er tragisk, hvad der sker med det fantastiske og ellers europæisk dybt forankrede land, og der er mere end god grund til at være bekymret for udviklingen i det centrale Europa. Ungarn er på mange måder lige nu det mest ekstreme eksempel på nynationalistiske tendenser, men langtfra enestående.

Ingen, der følger med i udviklingen i Sydeuropa, kan være i tvivl om, hvilke voldsomme udtryk den økonomiske krise har fået i form af folkelige protester. Men når man sammenholder det med de voldsomme effekter på folks hverdag, så er det alligevel behersket og kontrolleret. Vind i sejlene for nynationalismen og for ekstreme partier kender vi også til her, men ingen tror for alvor på, at den brune fare igen på den baggrund skulle skylle hen over et skrøbeligt Europa.

Anderledes grund til bekymring er der, når man kigger på udviklingen i det centrale Europa. Her er den demokratiske tradition svagere, og de bærende institutioner ikke fuldt udviklet. Efter omvæltningerne i 1989 var der ikke meget sundt og ingen lang demokratisk tradition at bygge videre på. Fra at være håbefulde unge demokratier, blev de hurtigt samfund i krise. Noget er landenes egen fortjeneste, men vi har også i vest svigtet de spæde demokratier og ladet dem forblive skrøbelige og voldsomt polariserede. I stedet for at hjælpe med at opbygge stærke og sunde demokratiske samfund, har vi først og fremmest set et nyt marked her.

I stedet for at styre med politisk omtanke for de bærende institutioner i et samfund og sende de bedste folk, har vi ageret som kolonialister, der ikke opkøbte virksomheder, fordi de var vigtige at få på fode for de nye samfund, men lukkede dem for ikke at skabe konkurrence.

I den kommunistiske del af Europa smadrede man det traditionelle borgerskab med alle dets traditioner, værdier og omsorg for det nære liv. Intet er et bedre værn mod udskejelser og ekstremisme end at få opbygget sunde statssystemer og skabe forudsætning for en ny stor middelklasse.

Som Gellert Tamas beskriver i sine reportager, så sidder fordommene ikke bare dybt i befolkningen, men bygges ind i systemet, når der ikke er et stærkt civilsamfund til at yde modstand.

Det er den vigtigste opgave at støtte opbygningen af disse fundamentale ting, for enhver ved fra opløsningen af Jugoslavien, at der er forbavsende kort fra sammenbrud til barbari, hvor alle de historiske fordomme fik lov at slå ud i fuldt blus igen.

Ungarns binding til EU er helt afgørende for at krisen og ekstremismen ikke får lov at eskalere yderligere. Men vi har også i kraft af vores forsømmelser et medansvar for krisen. Ungarn som eksempel er del af Europa; derfor har vi en pligt til at stille større krav om at overholde europæiske værdier, ligesom vi har pligt til at hjælpe mere aktivt med at få opbygget de fundamentale institutioner. pn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

'I stedet for at styre med politisk omtanke for de bærende institutioner i et samfund og sende de bedste folk, har vi ageret som kolonialister, der ikke opkøbte virksomheder, fordi de var vigtige at få på fode for de nye samfund, men lukkede dem for ikke at skabe konkurrence.'

Ferenc Kovacs, Simon Olmo Larsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

De østeuropæiske virksomheder blev især lukket på grund af manglende konkurrenceevne. Hvis de så bare var blevet opkøbt; men de fleste måtte dreje nøglen om.
Men det er ikke nemt. EU tillod som overgangsordning nogle gedigne statstilskud til østtysk værftsindustri. Værfterne modtog donationerne med tak og fusionerede prompte med vesttyske værfter, der herefter byggede skibene billigere. De østtyske værftsarbejdere blev herefter afskediget.
Jamen altså.....