Efter Fredericia

Demokratiet kan ikke holde til, at det er nærmest umuligt at fyre magtfuldkomne borgmestre, der uden at skamme sig misbruger såvel vælgernes tillid som kommunale midler.

Når borgmesterkæden er pillet af Fredericias skandaliserede borgmester Thomas Banke, varsler økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) derfor ny lovgivning.

»Jeg forventer, at det i fremtiden bliver nemmere for en kommunalbestyrelse at fjerne en borgmester,« siger ministeren.

At Thomas Banke har misbrugt kommunens kreditkort til private indkøb af vin og benzin er en tilståelsessag. Han har samtidig indrømmet dokumentfalsk ved at opgive falsk navn på en blodprøve, der skulle tjene som godtgørelse for, at han ikke længere var påvirket af euforiserende stoffer.

Alt det ved vi, og alt det gør ham selvsagt uegnet som borgmester. Men vi ved også, at hans forkastelige handlinger tilsyneladende ikke var tilstrækkelige til, at kollegerne i byrådet i Fredericia kunne smide ham på porten. De måtte vente på, at han selv til sidst traf den uomgængelige konsekvens.

Nu er det ikke første gang i danmarkshistorien, at en genstridig borgmester har kørt en sag om embedsmisbrug ud på absurditeternes overdrev. Vi erindrer Rene Milo i Greve og Farums Peter Brixtofte, hvis plattenslageri førte til det kommissionsarbejde, der nu danner forlæg for en arbejdsgruppe under Indenrigsministeriet. Arbejdet er endnu ikke færdiggjort, men ministeren er klar med sin konklusion:

»Jeg synes, at loven er uklar. Der skal være klare retningslinjer for, hvad man gør, hvis en borgmester groft misligholder det, han skal. Men det må ikke være sådan, at man begynder at true med et mistillidsvotum, fordi man bliver politisk uenige,« siger Margrethe Vestager.

Helt enig. Vi må have rene linjer, og ny lovgivning skal der formentlig til, selv om det principielt er uønskeligt at lade jura løse demokratiets udfordringer.