Leder

Det gådefulde folk

Børn er ikke blot tomme kar, som optager alt hvad de præsenteres for. Hvis de var det, ville der ikke være så godt et salg i børneopdragelsesbøger
Debat
12. januar 2013

Diskussionen om hvad man kan tillade sig at præsentere børn for i børnelitteraturen, handler mere om voksne, end det handler om børn. En svensk teaterinstruktør spredte i denne uge dårlig stemning i det ellers så festglade Norge, der netop nu fejrer nationalhelten Thorbjørn Egners 100-års-fødselsdag. Svenskeren mente, at Egners kanoniserede værk Folk og røvere i Kardemommeby formidler højreradikale værdier og dermed er skadelig for børn. Man kan forestille sig bestyrtelsen i Kardemommeby.

Kritikken af Egners værk er både ahistorisk og naiv, men samtidig er den typisk for den måde, hvorpå der diskuteres børnelitterære værker i disse år. Debatten opstår oftest som i dette tilfælde ud fra et konkret værk, som man vurderer enten formidler en usund værdi eller er for barskt for børn. Men man bør gøre sig bevidst hvilken opfattelse af barnet, man egentlig giver udtryk for, når man bekymrer sig om om børnene bliver til indskrænkede homofober eller mistrøstige neurotikere af at læse en børnebog. Børn kan ikke alt og kan ikke tåle alt, men de kan meget og må ikke mindst tåle meget.

Hvad enten vi kan lide det eller ej, så lever de i den samme virkelighed som voksne. De er ikke et gådefuldt fremmed folk, som bare får lov at lege i livstræets krone. Det er de voksnes sentimentale version af barndom. De præsenteres for barske billeder, ubehageligheder og kompleksitet ude i virkeligheden i lige så høj grad som voksne. Men hvis der er noget, vi har lært af børnelitteraturen, så er det, at børn er gode til at stille spørgsmål. Faktisk så gode, at mor og far bliver lidt trætte af det. Børnene søger ikke svar i børnelitteraturen – og finder dem heldigvis også sjældent – dem søger de hos deres forældre, og der finder de måske også sjældent svar, men det kan man ikke give børnelitteraturen skylden for.

Børn er ikke blot tomme kar, som optager alt hvad de præsenteres for. Hvis de var det, ville der ikke være så godt et salg i børneopdragelsesbøger.

Når man føler en begyndende bekymring for om børnene nu bliver højreorienterede af at læse Folk og røvere i Kardemommeby, så bør man først spørge sig selv, om de spiser grøntsager, når man siger til dem, at de skal.

Der er i de seneste år udkommet en del titler, der udfordrer børnelitteraturens grænser: Kim Fupz Aakeson skriver om en pige, der af døden får besked på at vælge, hvilken han skal tage af hendes forældre, Bent Haller skriver om den altopofrende mor, der skærer skiver af sit eget kød og fodrer børnene med det og Oscar K beskriver barndommens institutionalisering som tilværelsen i en fangelejr. Det er bøger, der udfordrer deres læser. Og nogle vil måske blive foruroliget, og det er langtfra alle børn, der vil forstå værkernes kompleksitet, men de vil gøre et indtryk på dem, som al god kunst gør. Den gør indtryk.

Ligesom voksne er forskellige og oplever forskelligt, så vil børn reagere forskelligt. Og det skal der være rum for – også i børnelitteraturen. Det er kun i børnelitteraturen, at man støder på den opfattelse, at læserne er en homogen størrelse, som man skal henvende sig til på en særlig måde og skrive noget særligt til. Men ikke al børnelitteratur er for alle børn, ligesom ikke al voksenlitteratur er for alle voksne. Og en del nyere børnelitteratur kræver lidt mere af de voksne end den bevidstløse oplæsning af Emil fra Lønneberg. Børnelitteraturen udvikler sig. Som virkeligheden gør det.

Det er heller ikke alle voksne, der forstår kompleksiteten i Oscar Ks Lejren. Man skal for eksempel være bibelstærk for at fange, at hovedpersonen drengen John, der i begyndelsen blot har fangenummeret 3-16, kan henvise til Johannesevangeliet og et af de mest kendte citater fra Biblen: »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«

Hvis folkeskoleelever som led i håndskriftundervisningen stadig kopierede bibelcitater i uendelighed, ville enhver studse over ‘John 3-16’, men sådan er det som bekendt ikke mere. Vi er nemlig ikke længere af den opfattelse, at vi kan præge børn med de sunde budskaber ved blot at repetere dem for dem.

Eller er vi?

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børn jagter først og fremmest eksakt viden når de kigger/læser bøger. Eksakt viden om den komplekse verden de lever i, og de søger at fastslå grænserne mellem fantasi og virkelighed. Udgangspunkter er "Hvad truer mig?" (Hvilke bær må jeg plukke og spise.) og "Hvor finder jeg den bedste formidling af den viden jeg søger?". Det er kun voksne der tillægger bøger, mellem alle de andre påvirkningselementer, en særlig opdragende betydning. Naturligvis kan voksne doktrinere bestemte bøger på en måde så de får indvirkning på børnenes opfattelse af sig selv og virkeligheden - men så er det ikke bøgernes "skyld".

Lise Oxenbøll Huggler

Der er vel en vis pointe med at skelne mellem børns og voksnes opfattelse af historier, og det ikke "bare" en sentimentaliseret opfattelse af barndommen at hævde, at børn og voksne kan opfatte ting forskelligt. Lad mig give tre eksempler:
1) H.C. Andersens ironi i mange af hans eventyr overså jeg som barn - måske med rette?
2) I Laura-bøgerne var det for mig som barn ret klart, at familien Ingalls måtte kæmpe for føden, men fars aka Charles Ingalls eksitenielle desperation i "Den lange vinter", da der kom endnu en snestorm gik min næse forbi - Gudskelov for det .Men ret interessant at opdage senere hen
3) Egners "Hottentotvise": Her kan børnenes perspektiv, nemlig, at den lille dreng er en helt kan lære voksne noget om det at være en helt.

Laed børn læse så meget som muligt!

Anders Flinck

3-16
Er ikke en reference til "Johannes åbenbaringen", som ofte i øvrigt er meget svært tilgængelig læsning for børn og voksne.
Det er en reference til "Johannes evangeliet" , som siger "for således.elskede......"
som er meget mere tilgængelig læsning for både børn og voksne, omend meget filosofisk i sit udtryk.
Læs bøger for dine børn og få fælles referencer.også i evangelierne.