Leder

Goddag og farvel

22. januar 2013

Dansk indvandringspolitik hviler på en politisk skizofreni, som heller ikke den nye SRSF-regering har gjort markant op med.

Fra tid til anden kan medierne berette om højt kvalificerede udlændinge, som har problemer med at få lov at blive i Danmark. I Politiken hedder hun for tiden Marie Sorivelle, en veluddannet kvinde med job, Danmark vil sende hjem. Og onsdag fortalte Information historien om 30-årige Mustafa Fazli, der har uddannet sig i Danmark siden 2004 og været skattebetalende arbejdskraft de sidste ni år.

Efter 19 måneders sagsbehandling af en ansøgning om permanent ophold har Fazli nu fået at vide, at hans sag kan gå om, fordi den nye regering har afskaffet de regler, Mustafa Fazli oprindeligt fik afslag på. Seks måneder skulle det tage Justitsministeriet at finde ud af, at hans sag skulle behandles efter de nye regler. Og hvis ikke ph.d. i immigrationspolitik Ana Mosneaga, havde kendt reglerne gennem sin forskning og til sidst fundet en forstående sagsbehandler, havde hun nok valgt en flyver ud af landet – sådan som mange andre udlændinge, Danmark har brugt tusindvis af kroner på at uddanne, og som arbejdsmarkedet har brug for.

Som en embedsmand i Mosneagas ph.d.-afhandling om barriererne for højtuddannede udlændinge siger: »Hvor længe de internationale studerende skal blive i Danmark, afhænger af det politiske ståsted. Der er nogle aspekter, der er i konflikt (…).«

Ovennævnte sporadiske udsnit af sager er blot eksempler på et system, som ikke er indrettet på at hjælpe veluddannede udlændinge. Danmark siger goddag i beskæftigelsespolitikken og farvel i udlændingepolitikken. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen bebuder smidigere regler. Men hvis ikke udlændingereglerne følger med, vil Danmark fortsat sige mere farvel end goddag.

Hvis det er en bevidst SRSF-politik, bør regeringen spille med åbne kort i stedet for at lade det administrative niveau gøre det beskidte arbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu