Leder

Hækkerups symptombehandling

23. januar 2013

Det er ikke bare det afghanske fængselssystem, men i høj grad også den vestlige ISAF-koalitions eftermæle, der har fået en etisk bredside med FN’s netop offentliggjorte gennemgang af forholdene for afghanske fanger. Rapporten dokumenterer tortur i over halvdelen af de undersøgte sager, fanger, der forsvinder fra jordens overflade og hemmelige fængsler. Og desuden at mere end hver tredje fange udleveret af vestlige soldater ifølge rapportens stikprøver bliver mishandlet. Nogenlunde det samme konkluderede en tilsvarende rapport sidste år. Det er det Afghanistan, Vesten i år forlader.

Herhjemme var forsvarsminister Nick Hækkerups reaktion på rapporten, at Danmark ikke har et problem. På trods af at modvilje mod at stoppe udleveringen af fanger betyder, at der pt. sidder tre fanger – udleveret af danskere – i afghanske fængsler og en enkelt, som stadig er i dansk varetægt.

»Heldigvis er der ikke nogen af de fire tilbageholdte, som Danmark har ansvar for, der sidder i faciliteter, som er omtalt negativt i rapporten, sagde forsvarsminister Nick Hækkerup til Ritzau. Udtalelsen skurrede i ørerne, fordi forsvarsministeren på det tidspunkt udmærket var klar over, at de fængsler, Danmark udleverer til, slet ikke er blevet undersøgt i rapporten. Han havde faktisk selv konstateret det i en samtale med Information. Rapporten omtalte ikke nogen af de omtalte fængselsfaciliteter, fordi rapportens bagmænd ganske enkelt ikke havde været der. Udtalelsen var nok hovedsageligt et forsøg på at komme en negativ historie i forkøbet, men på sin vis demonstrerer den det internationale samfund og Danmarks svigt: At man ikke adresserer problemerne, men snarere bortforklarer dem og så symptombehandler, når det uundgåeligt bliver bevist, at der ér problemer.

Der er nemlig basis for en sund skepsis over for de afghanske fængsler, som danske soldater kan risikere at udlevere fanger til. Dels er menneskerettighedskrænkelser tidligere blevet dokumenteret, dels har det britiske Forsvarsministerium selv for få måneder siden erkendt, at der er en stor sandsynlighed for mishandling ved udlevering af fanger til NDS-fængslet i Lashkar Gar – det fængsel, de danske fanger hidtil er blevet udleveret til. Og selv om FN-rapporten ikke specifikt omtaler fængsler i Lashkar Gar, er det bestemt ikke en frikendelse. Det gjorde den tilsvarende rapport sidste år heller ikke, og der viste sig siden at være ganske alvorlige problemer.

Til det indvender Hækkerup, at man ikke længere bruger netop dette fængsel, og at der derfor ikke er et problem. Men der ér et problem, og det er meget større end som så.

Den omtalte FN-rapport dokumenterer omfattende mishandling i snart sagt alle dele af det afghanske fængselssystem. Det er ikke et isoleret tilfælde. Rapporten består af punktnedslag og viser et system, der er grundlæggende sygt på trods af 12 års vestlig tilstedeværelse i Afghanistan under et humanistisk banner.

Spørgsmålet er, om de danske myndigheder overhovedet er interesseret i at finde ud af, hvor sygt det er – og gøre noget ved det. Ikke meget tyder på det med et dansk tilsynssystem, som indtil nu ikke har fundet en eneste ting, der er værd at påtale, i et af verdens mest problematiske fængselssystemer. Når man accepterer ikke at have adgang til fangernes lægejournaler, kun tjekker egne udleverede fanger, har samtaler med fangerne overvåget af fangevogtere og først for nylig er begyndt at gennemføre uvarslede besøg, er det svært at få øje på viljen til virkelig at forbedre et system – og ikke bare at dække sin egen ryg.

Hækkerup siger, at vi ikke kan tage ansvaret for et helt lands fængselssystem, og det har han ret i. Men vi kan heller ikke fralægge os det helt og udelukkende symptombehandle, når vi bliver tvunget til det. Forsvarsministeren har jævnligt udtalt sig om behovet for klare linjer og for at konfrontere vores egne etiske dilemmaer, når vi engagerer os i konflikter. Viljen til at konfrontere de dilemmaer er svær at få øje på, når det kommer til fangerne. Vestlige styrker er på nippet til at trække sig ud af Afghanistan og overlevere både det praktiske og etiske ansvar, men spørgsmålet er, hvad vi efterlader til afghanerne udover et fængselssystem med gigantiske problemer. Er det en vilje til at konfrontere menneskeretslige problemer – eller til at kigge den anden vej?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer