Leder

Italienernes samtale

Debat
14. januar 2013

Det valg, som skal afholdes om halvanden måned i Italien, handler ikke kun om den næste regering i eurozonens tredjestørste økonomi. Det handler også om de dybere årsager til, at finanskrisen har udviklet sig til en eurokrise og bragt det europæiske projekt i fare; det handler om EU-landenes krisepolitik; og det handler om, at borgerne i de europæiske demokratier føler sig stadig mindre overbevist om, at de selv afgør deres politiske skæbne. I lørdagens udgave af Information påpegede den italienske arkæologiprofessor Salvatore Settis, at man i Italien tydeligt kan iagttage »overgangen fra en fællesskabskultur, der giver almenvellet højeste prioritet og udkaster projekter for fremtiden, til en triumferende ejerskabsindividualisme, som handler om øjeblikkelig gevinst for den enkelte, også på fællesskabets og især fremtidige generationers bekostning«. Formår italienerne at påtvinge de politiske partier en dagorden, som prioriterer fællesskabets interesser, eller er det politiske spillerum indsnævret til kun at handle om størrelsen og fordelingen af besparelserne på samfundsbevarende områder som miljø, kultur og uddannelse? Spørgsmålet er, hvilken civilisation italienerne lever og vil leve i. Svaret vedrører selvfølgelig hele Europa.

Krisens omkostninger er særligt ulige fordelt i Italien. Det skyldes især den enorme skatteunddragelse, som ingen for alvor har forsøgt at gøre noget ved. Silvio Berlusconi, der for nylig selv fik en dom for skattesvig, er den fornemste eksponent for ejerskabsindividualismen og plæderer sågar for, at den omfattende sorte økonomi bør medregnes i landets bruttonationalprodukt. Hans efterfølger, Mario Monti, fremstår som en kandidat, der primært varetager det europæiske establishment, bankerne og kirkens interesser. Det er således ikke arvingen, der kan spendere 10.000 euro om dagen, men lønmodtagere, som lever for 1.000 euro om måneden, der har betalt hovedparten af de øgede skatter og afgifter, som Monti har opkrævet for at skabe balance på statsbudgettet. Han påstår tilmed, at det ikke længere giver mening at skelne mellem højre- og venstrefløjen og bidrager dermed til den sky af løgne, der forhindrer italienerne i at identificere problemerne. Det største problem handler om at anerkende behovet for at prioritere det fælles bedste. Afviklingen af staten, frasalget af offentlige aktiver og marginalisering af kultur, uddannelse og forskning er aspekter af den dybe nedbrydningsproces i samfundskulturen, som Settis advarer imod. Denne proces begyndte ikke med Berlusconi, men den fortsatte under Montis regering.

Fra illusionen om, at en succesrig virksomhedsleder som Berlusconi skulle kunne strømline et modsætningsfyldt land, har italienerne bevæget sig videre til forestillingen om, at en påstået politisk neutral økonom som Monti havde løsningen på komplicerede samfundsproblemer som f.eks. spørgsmål om ulighed og social omfordeling. Borgerne blev forvist fra den offentlige diskussionen om det fælles bedste af forskellige former for teknisk ekspertise, selv om der selvfølgelig var særdeles veldefinerede og udpræget politiske interesser på spil. Nu har venstrefløjen i Italien muligheden og ansvaret for at genoptage dialogen med borgerne om definitionen af det fælles bedste. Den indsats begyndte med venstrefløjsalliancens primærvalg i december, mens såvel Berlusconi som Monti benytter sig af en perverteret valglov til suverænt at udpege deres kandidater.

Valget i Italien handler således også om det repræsentative demokratis grunddilemma: Uddelegering eller borgerinddragelse. Det handler om, hvorvidt borgerne er i stand til generobre en aktiv rolle i samfundet efter årtiers mere eller mindre frivillig umyndiggørelse. For resten af Europa handler det om, hvorvidt den offentlige samtale i Italien kan gå fra at være det store skræmmebillede til i stedet at levere svar på fælles problemer. For de politiske svar på krisen kan under ingen omstændigheder overlades til politikerne, påpeger Salvatore Settis: »’Politik’ er etymologisk, men også af historiske og etiske årsager, ikke en ’profession’ for sig, men den frie samtale mellem borgere om polis, som foregår i samfundet og for dets bedste.« frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her