Leder

Kan kongelige være freelancere?

8. januar 2013

Henning Jensen er kongelig skuespiller. Det er Ghita Nørby også. Selvfølgelig. Og Benedikte Hansen og Søren Sætter-Lassen og Kirsten Olesen. Men hvad med Jens Albinus eller Bodil Jørgensen? Eller Lars Mikkelsen? Han står godt nok på listen over skuespillere i Det Kongelige Teaters ensemble, men lige nu spiller han faktisk Kan trolden tæmmes? på Nørrebro Teater – og i sommer var han stjernen i Grønnegårds Teatrets Tartuffe. Så hvad vil det egentlig sige at være ’kongelig skuespiller’?

Det Kongelige Teaters skuespillerensemble har forandret sig voldsomt – fra livstidsansatte koryfæer til freelance skuespillere, både mere og mindre kendte. Siden Emmet Feigenberg blev skuespilchef i 2008, har han gjort sit for at modernisere ansættelsesformerne. Nu er det ikke længere til at vide, hvem der er fastansatte, og hvem der er freelance; i hvert fald ikke ud fra teatrets nye hjemmeside.

Er det så godt eller skidt? Umiddelbart lader den ændrede ensembleform til at have højnet kvaliteten. Det seneste eksempel er Erling Jepsens stykke Hovedløs sommer, der er et brag af en sarkastisk gyserkomedie. Her er performerne tydeligvis håndplukket af den castingsikre instruktør Madeleine Røn Juul, både fra teatrets fastansatte ensemble og blandt skuespillere udefra. Marie Dalsgaard er for eksempel fastansat, hvorimod Thue Ersted Rasmussen kun er ansat til denne ene forestilling.

Sure stemmer vil måske mene, at det forplumrer det kongelige image, at ikke alle skuespillere er fastansatte. For hvordan fastholder Det Kongelige Teater sin særlige spillestil og traditionsbårne diktion, når man lige så godt kan opleve Ghita Nørby eller Jens Albinus på Aarhus Teater? Eller når man kan gå i Skuespilhuset og opleve hvem som helst? Og hvorfor hyrer skuespilchefen så mange forskellige, når de enkelte skuespillere sagtens kunne anvendes i flere af teatrets forestillinger?

I virkeligheden er den ændrede ensemblestrategi et signal om, at Det Kongelige Teater følger med tiden. Et udtryk for at nationalscenen satser mere på repertoiret end på enkeltkunstnere – stjerner eller ej. Og en metode til at sikre en løbende udvikling af den lovbestemte teaterprofil med klassikere og ny dramatik udsat for traditionelle og nyskabende teaterformer, gerne krydret med internationalt udtryk. Samtidig viser ensembleholdningen, at skuespilchefen giver sine skuespillere stor frihed. Nogle skuespillere elsker at performe i alle medier på én gang – film, tv, teater, lydbøger og alt muligt andet – og det får de åbenbart lov til. Teatrets skuespillere er typisk med i et par forestillinger hver – med Thomas Hwan som topscoreren med hele fem forestillinger. Andre skuespillere spiller slet ikke. Royalensemblet rummer nemlig også loyalitetsansættelser; Lars Mikkelsen holder således helt fri denne sæson, men dukker op igen næste sæson.

22 af Det Kongelige Teaters 54 skuespillere denne sæson er fastansatte. Til sammenligning har Aalborg Teater hele 26 fastansatte skuespillere, mens Aarhus Teater nu kun har 14 (!) fastansatte skuespillere – og Odense Teater totalt set har 57 skuespillere med forskellige ansættelsesforhold. Landets store, statsstøttede teatre, der alle har tre scener at fylde, tackler altså ensemblekonceptet vidt forskelligt.

Da skuespilchefen Emmet Feigenberg for snart to år siden lancerede ideen om Det Røde Rum, var det ud fra drømmen om at skabe ’et ensemble i ensemblet’ – med instruktørerne Elisa Kragerup og Rune David Grue i spidsen for syv skuespillere, en scenograf og en lysdesigner, alle sammen fastansatte.

Eksperimentet er lykkedes. Superforestillinger som Sonetter, Kældermennesket og Det gode menneske fra Sezuan har på bare halvanden sæson gjort Det Røde Rum til den løftestang, som Det Kongelige Teaters øvrige skuespil trængte til – og som har ført til fuldtræfferen og publikumshittet Mågen på Store Scene i sidste sæson og til Lille Scenes Hovedløs sommer netop nu.

Emmet Feigenberg har altså fået den fleksible og freelancebårne ensembleform på Det Kongelige Teater til at stortrives. Men interessant nok kun fordi kernen i ensemblet er – fastansat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg er temmelig ligeglad med om det forplumrer det kongelige image, og jeg anser det som en fordel at der er mange forskellige skuespillere til rollerne, i stedet for de samme og de samme tordenskjolds soldater der er med i alt på tv, film, teater og i reklamer.

Derimod er jeg kritisk overfor ”den fleksible og freelancebårne ensembleform”. Hvordan i alverden kan man leve af at være freelance skuespiller, når alt skal regnes ud i timeløn og afspadseres i forhold til dagpenge- og kontanthjælpsregler?

Det er fint, at den lille faste kerne lever godt - så længe det varer; men jeg er slet ikke sikker på, at det er en fordel for kulturlivet og alsidigheden med løsarbejde og usikkerhed for den enkelte i det omfang.