Læsetid 3 min.

Det mistænksomme samfund

11. januar 2013

Godt 80 procent af de deltagende institutioner i den meget omtalte undersøgelse af retningslinjer, der skal forebygge pædofili og pædofilianklager, er glade for reglerne. Men retningslinjerne, som blandt andet kan indbefatte glasdøre, ingen børn på skødet, og at personalet ikke må være alene med børnene, forhindrer næppe seksuelle overgreb. Og virker derfor først og fremmest for at beskytte det pædagogiske personale mod menneskeligt ødelæggende anklager om pædofili.

Det er nemt at forstå, at en forælder på ingen måde kan negligere en fornemmelse af, at barnet udsættes for seksuelle krænkelser af pædagoger eller andre børn.

Det er også meget nemt at forstå, at et personale, der arbejder med at drage omsorg for børn, vil gøre alt for at beskytte sig mod falske anklager. Især fordi der kun i ét tilfælde er faldet dom i en pædofilisag mod en pædagog de seneste fem år, hvorimod der har været 50-100 ubegrundede anklager. Det er til gengæld langt sværere at håndtere pædofilfrygten, som tilsyneladende er stærkt overdrevet. Og måske er det sådan, at frygten for anklagen, der aldrig kan vaskes af igen, er større end forældres reelle frygt for, at deres barn bliver offer.

Frygt i vores samfund er på mange måder irrationel. Danskere behøver ikke frygte krige, sult og undertrykkelse. Det er den irrationelle, dybe frygt for, at der sker vores nærmeste noget, som dominerer. Og frygten for seksuelle, pædofile overgreb stimuleres ikke kun af enkeltsager som den første store mediedækkede pædofilisag fra Gladsaxe i 1997, men også i litteraturen og på film. Forskerne taler om en mistillidskultur, og det er tankevækkende, at de forældre, Information interviewede i onsdagsavisen, netop taler om tillid som et værn mod den irrationelle frygt.

Det er nemt at slutte, at vores institutioner er blevet for store, og tillidens grobund, den tætte kontakt, forsvinder i store enheder. Det er også oplagt, at personalegrupper, som er godt sammentømrede af manges års samarbejde, ikke vil lade sig skubbe rundt af regler, der sætter deres faglighed og den primære omsorg for børn under pres. Som det er tilfældet i f.eks. institutionen Hylet, hvor man ikke har regler. Det har den institution, som Information interviewede lederen af i går, til gengæld. Og de holder fast i dem, bl.a. fordi de har haft en sag, som byggede på ubegrundede anklager, men stadig gør ondt. Midlet til at inddæmme panikken var blandt andet ikke at fortælle forældregruppen om anklagerne. Det var klogt, men også svært, når næsten alt kan gøres tilgængeligt f.eks. via brugerbedømmelser på nettet.

Det kan også tænkes, at pædofilimistanker trives i familier, hvor anklagen bliver aflederen for dybere dysfunktioner i familien. Familiestrukturerne i det moderne samfund er på godt og ondt løsere, og mange forældre og børn lever adskilte liv i mange timer om dagen, mens den dårlige samvittighed over ikke at være den opmærksomme forælder kan rumstere i baghovedet. Men faktisk ved man meget lidt om de komplicerede årsager, der kan ligge til grund for, at frygten resulterer i anklager.

Til gengæld viser statistikkerne, at pædofile overgreb sker yderst sjældent. Den information skal grundfæstes hos forældre og pædagogisk personale. Det er forståeligt, at institutionernes ledelse er nødt til at reagere på sager. Men omfattende retningslinjer er skadelige for kontakten mellem børn og voksne, ikke mindst i forhold til de mandlige pædagoger og medhjælpere – selv om dette intet har at gøre med kønsdiskriminering. Reglerne gælder oftest for begge køn.

Det er heller ikke gavnligt for børns spirende seksualitet, hvis de voksne er kropsligt forkrampede af frygt for seksuelle undertoner. Eller hvis den naturlige ’doktorleg’ forbydes i institutioner. Tværtimod er der behov for en åbenhedskultur om det seksuelle, så fornuften kan få bugt med den irrationelle frygt blandt forældre, men også blandt pædagoger.

I tilfælde af sager om pædofilianklager kan regler være med til at skabe tryghed for personalet. Men det bør være undtagelsen. Generel omfattende overvågning og adfærdsregulering må ikke blive hverdagskost i danske børnehaver og vuggestuer. De voksne får beskyttelse, mens omsorgen for børnene går tabt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Vibeke Svenningsen
    Vibeke Svenningsen
Vibeke Svenningsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu