Leder

Moralpolitiet

29. januar 2013

I går besluttede Politimuseet at nedtage udstillingen Kvindedrab – In Memoriam med Birgitte Skallgaards malerier af drabsofre. Den officielle begrundelse for at droppe udstillingen er »den megen diskussion i medierne«, hvor det er kommet frem, at de pårørende til de dræbte kvinder ikke på forhånd var blevet kontaktet af kunstneren eller museet.

Dertil kommer som begrundelse, at selve diskussionen om udstillingen er kommet til at dække for selve udstillingen i en grad, så det ikke har »været muligt at få de oprindelige intentioner bag udstillingen frem«.

Ud fra en kunstnerisk betragtning er det en lykkelig beslutning at nedtage udstillingen. Museet burde aldrig have accepteret Skallgaards malerier, som er dårlige bearbejdninger af værker af Schiele og Modigliani og dermed ingen hyldest til de dræbte kvinder, som intentionen ellers var. Bedre sent end aldrig, kunne man sige, om museets beslutning.

Problemet er bare, at Politimuseet har valgt den forkerte grund til at stoppe udstillingen. For dybest set vælger man at droppe en udstilling, fordi man er bange for at krænke nogle følelser.

At være bange for at krænke følelser har aldrig været nogen gyldig grund til at censurere et kunstnerisk udtryk. Tænk på hele balladen med Muhammed-tegningerne, der er blevet forsvaret under henvisning til det princip. Skallgaards malerier fortjener ikke at skulle bruges i et forsvar for et grundlæggende princip, men blot fordi hun er en dårlig kunstner, forsvinder princippet jo ikke.

Når Politimuseet nu begynder at bedrive selvcensur, fordi man er bange for at krænke, må andre råbe vagt i gevær. Ikke for at forsvare Birgitte Skallgaards klatmalerier, men fordi det er en principiel sag. Ikke mindst når det samtidig fremgår, at Politimuseet fremover bliver underlagt en række etiske og moralske retningslinjer. Så har alle tabt!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aase Bak-Nielsen

Politimuseet har ikke blot ”valgt den forkerte grund til at stoppe udstillingen” - der var en meget vigtigere grund. Politimuseet er jo ikke noget kunstmuseum, men et sted, der har til opgave at vise de, ofte afskyelige metoder og redskaber, forbryderne har brugt gennem tiderne, og de redskaber, politiet har brugt til opklaring af forbrydelserne. Hvorledes de nu nedtagne malerier skulle være et led i denne opgave, er det svært at forstå. Derfor er det rigtigt, at dette ”kunstneriske” indslag er fjernet. De burde aldrig have været vist - af respekt for dem, disse indslag vedrørte. Hvorfor er deres følelser uden værdi?
Sammenligningen med balladen om Muhammed-karikaturerne som også ”følelseskrænkende” er relevant. Disse karikaturer burde heller aldrig være vist. De ejede heller ikke noget, der havde kunst-værdi. Meningen med dem var jo - som JyllandsPostens daværende kulturredaktør, Flemming Rose, forklarede i JP 30.sept.2005 - at vise muslimerne, at til et verdsligt demokrati med ytringsfrihed hører der, at man må ” finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Tænk, om Fl. Rose havde forstået, at til et ordentligt demokrati hører netop respekt for andre menneskers tanker. Hvor er det demokratisk set respektable i at træde på andre menneskers følelser?
Aase Bak-Nielsen