Leder

I selskabelig mistillid

28. januar 2013

Politikerlede behøver ikke betyde lede ved politikere som sådan, men snarere lede ved det system, politikerne er en del af, strukturelt noget nær urørligt, og som hensætter borgerne i magtesløshed. I krisetider bliver det synligt: vaklende togdrift, SAS’ nedtur, DONG’s alarmerende tilstand osv. Hver gang en statslig eller halvstatslig institution viser sig misregeret, vokser ubehaget ved, at fællesformuen forvaltes så skidt. Ét er bankerne, men banker skal tjene penge, det forstår man jo trods grådigheden. Noget andet er de kollektive selskaber, der også skal tjene penge, men også tjene borgerne, således at indskyderne, skatteyderne, i det mindste har en fornemmelse af gennemsigtighed og sammenhæng mellem midler og mål.

Historien om DONG – seneste eksempel – forstærker ikke just den tillid, der er forudsætningen for det fælles punds forvaltning. Fra at selskabet som proklameret succes og trods direktørfyring fortsat var på vej i skyerne, viser revisionen, at det ikke forholder sig sådan, men at fejlinvesteringerne peger i modsat retning.

Uden blodtørst kan man på den baggrund foreslå udskiftning af de ansvarlige. Ulykkerne er sket under den nuværende bestyrelsesformand, der bør overveje sin stilling. Men meldingerne er uklare og bliver søgt skjult i andre hensyn end til det ansvar, som ellers er så moderigtigt at tage på sig. Især når ansvar ikke betyder noget. Som den tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der tager kritikken til efterretning. Det er godt at vide. Hvad dét så betyder. Venstremanden har på sit partis vegne nydt godt af bestyrelsesformandens rundhåndede støtte til partikassen. Men under stædig henvisning til revisionens mere milde bemærkninger, der ikke afsvækker kritikken, har Hjort Frederiksen ikke i sinde at foretage sig yderligere. Så vidt vides heller ikke regeringen, hvilket forekommer besynderligt. Hvorfor reagerer finansministeren ikke i en sag med så åbenbart vidnesbyrd om udygtighed, hvilket vel skal ses i sammenhæng med de andre formandsposter, hvor det også går ufatteligt?

Spørgsmål, som burde udløse svar.

Det farlige i demokratisk forstand ved den slags historier er den systemmistillid, de vækker. Mistillid til ministre og disse samfundsselskaber og virksomheder, skiftinger mellem det offentlige og private, som bør efterprøves kritisk. De statslige selskaber har tilbøjelighed til at adoptere såvel det offentliges som det privates unoder. Den offentlige side af sagen er den kapitalgaranti, der nu engang ligger i ejerforholdet, og som tydeligvis frister til letsindigheder. Den private side i selskaberne hylder lukkethed og afstand til den offentlighed, der ejer dem, og hvor skiftende finansministre i den seneste halve snes år altså ikke har haft alverdens interesse i rimelig kontrol. I hvert fald ikke mere nidkært end man ved aftenselskaberne i smoking og langt og med dronning og prins på trapperne kunne se den generøse bestyrelsesformand taktfast i øjnene.

Hvis man i Løkke Rasmussen og Hjorth Frederiksens optik ikke kan begribe, at en sådan trafik undergraver den samfundsmoral, hvorpå demokrati bygger, er meningsmålingerne for alvor bekymrende. Venstre står til igen at overtage magten med mulighed for at placere endnu flere egne (uegnede) folk på samfundets formandsposter.

Fogh Rasmussen talte i sin tid om Socialdemokraternes kammerateri. Ikke meget tyder på urent trav derfra. Den tid er forbi, da S-statsministre før vigtige udnævnelser spurgte efter partibogen. Færre kan jo i dag heller fremvise én.

Men hvorfor reagerer en S-ledet regering ikke på kritisabelt bestyrelsesarbejde; hvorfor tager regeringen det ikke alvorligt: At DONG er en sag, der må gøres noget ved, når bestyrelsesformanden først presset åbner munden uden at sige noget, når én tidligere finansminister arrogant tager kritikken til efterretning, og en anden klapper i som en østers.

Sådanne sager truer demokratiske værdier. Ikke diffus politikerlede og personfnidder.

At finansministeren ikke reagerer, forstærker blot indtrykket af selvsupplerende uigennemsigtighed og fifleri i systemer og politisk miljø. Heri ligger ikke blot en fare for demokratiet og dets institutioner, men også for at politikerleden bliver fuldt berettiget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henning Pedersen
  • Kristian Rikard
  • Malan Helge
  • Inger Sundsvald
  • Grethe Preisler
  • Erik Jensen
Henning Pedersen, Kristian Rikard, Malan Helge, Inger Sundsvald, Grethe Preisler og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Georg Metz.

Kig bagved politikerne. Begynd at se hvem der faktisk styrer politikerne og du vil faa svar.

Politikere i dag er ansatte som skydeskiver for den voksende arrige befolkning, men generelt har de intet at skulle have sagt.
Tror egentlig godt du ved det. Men du skal jo ogsaa have bröd paa bordet. ;)

Der udgives i Information og Politiken i disse dage en lind strøm af glimrende artikler, som i sin sammenhæng understreger sammenrendet mellem den højere middelklasse med politikerne i spidsen og den egentlige overklasse i en moderne korruptions lignende sammensmeltning overalt i den kapitalistiske verden.
En opdateret sammenfatning af dette indhold med baggrund i blot de seneste dages artikler kan ses her:
http://www.garps-verden.com/2013/01/endnu-en-omgang-med-kli-pudderdasern...

Venstres playboy Fritz Schur er sat i verden for at undergrave offentlig ejede virksomheder, således at det må stå klart for enhver at privatisering er løsningen.