Leder

Urani? Naamik

At stille uran til rådighed for en problemhærget atomkraftteknologi med fremtiden bag sig er en skidt idé
31. januar 2013

Fra Kvanefjeld har man en pragtfuld udsigt ned gennem Narsaq Elvdal til Dyrnæs Bugt og Narsaq by med sine røde, blå, gule og grønne huse og den lille hvide kirke. Hvis man løsriver sig fra udsigten og retter blikket mod grundfjeldet, kan man – hvis heldet er med én – opdage noget enestående. Små sten af et fluorescerende mineral, der changerer i hvidt, rosa og dybrødt. Inuitterne kaldte stenene ’rensdyrblod’, geokemikere definerer det som berylliumsodalit, i daglig tale er det tugtupit. En halvædelsten, som kun findes et par steder på kloden, og som lokale kunstnere i årtier har forarbejdet til internationalt efterspurgte smykker. Sammen med fåreavl og den smukke natur er ædelstenen det, Narsaq er kendt for.

I dag er det ikke tugtupit, der drager internationale interessenter til Kvanefjeld. Det er den store kombinerede forekomst af atombrændstoffet uran og såkaldt ’sjældne jordarter’, der har strategisk betydning som bestanddel i stærke magneter, batterier, katalysatorer m.m. Siden 2007 har det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy (GME) været i gang med forundersøgelser på Kvanefjeld i håb om at bane vej for et storstilet mineprojekt, der skal bringe velstand til såvel Narsaq og Grønland som til selskabet.

»Hvis Grønlands Selvstyre siger go til mineprojektet, begynder et kolossalt stort bygge- og anlægsarbejde, som vil vare mindst tre år og beskæftige omkring 1.000 mennesker,« skriver GME.

»Den lille søvnige by vil med ét slag blive forvandlet til Sydgrønlands dynamo for erhvervsudvikling,« og »Narsaq vil opleve en meget stærk økonomisk fremgang med øgede skatteindtægter, stigende efterspørgsel, højere privatforbrug og stærkt stigende omsætning,« lover mineselskabet.

Det er rigeligt til, at borgmesteren i den sydgrønlandske kommune går varmt ind for projektet. Fåreavlen og turismen vurderes, trods aktuel fremgang og fald i ledigheden, ikke at kunne gøre nok for den trængte økonomi. For borgmesteren kan det ikke gå stærkt nok med at få gjort op med den nul-tolerancepolitik over for uran, som regeringspartiet IA netop har bekræftet på sit landsmøde.

Man kan godt forstå behovet i Grønland for velstandsfremgang og mindre afhængighed af den danske stat og dens bloktilskud. Driften mod at blive økonomisk uafhængig af den gamle kolonimagt er så stærk som nogensinde. Et uran-eventyr i Kvanefjeld er bare en dårlig måde at nærme sig det på.

Et åbent mineprojekt indebærer miljø- og sundhedsrisici i form af uranholdigt støv, radioaktivt og vandopløseligt radium, den radioaktive luftart radon, tungmetaller, kemikalier samt store mængder forurenet mineaffald, der skal deponeres i lokalområdet eller fjorden. Dette kombineret med de mineindustrielle anlæg, disses fossile energiforsyning, tung trafik samt i anlægsfasen 1-2.000 arbejdere vil gøre noget dramatisk ved det lille bysamfund med 1.600 sjæle. Turisme, fåreavl og søgen efter tugtupit på Kvanefjeld vil formentlig høre fortiden til.

Om borgerne i Narsaq og det grønlandske selvstyre vil betale den pris, afgør de selv. Hvad en international offentlighed til gengæld legitimt kan have meninger om, er, om Grønland og Rigsfællesskabet bør understøtte den globale atomare brændselskæde, som det danske folketing selv for længst har sagt nej til. Uran fra Grønland vil indgå i det ugennemskuelige, svært kontrollerbare marked for fissilt materiale, som både kan anvendes i civile reaktorer og til bombeproduktion.

Dertil vil man understøtte den atomkraftindustri, som ikke bare indebærer uoverskuelige sikkerhedsrisici og har et fortsat uløst affaldsproblem, men også har vist sig upålidelig i økonomisk og forsyningsmæssig forstand. Overalt er atomkraftværker blevet dyrere end ventet, konfliktramte og forsinkede. Atomkraftens andel af den globale elforsyning har været faldende i 20 år, antallet af reaktorer er faldet og den absolutte elproduktion stagnerende. Den vedvarende energi har langt højere vækstrater og til lavere priser, men hver dollar, der beslaglægges af atomkraftprojekter, er utilgængelig for de mere bæredygtige måder at producere el og dæmpe CO2-udledninger.

At stille uran til rådighed for en problemhærget atomkraftteknologi med fremtiden bag sig er en skidt idé. Bedømt på uranprisens uransagelige svingen op og ned dertil en risikabel forretning for Grønland.

Urani? Naamik – eller på dansk: Uran? Nej tak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Helge Hagemann
  • odd bjertnes
  • John Fredsted
Jens Helge Hagemann, odd bjertnes og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer