Leder

Virkelighedens uvirkelighed

3. januar 2013

Tager vi lettere på at berøve andre livet end førhen? Det gav oberst Lars R. Møller udtryk for i interviewet, som blev bragt i avisen den 31.12. Ifølge ham har grænserne flyttet sig siden 1950’erne. For de nye generationer, der er opvokset med voldelige computerspil, og generelt med vold i massemedier, film og litteratur, ligger en voldelig løsning på konflikter nærmere end før. I 2015 forventes antallet af skuddræbte i USA, ifølge en ny undersøgelse, at overstige antallet af trafikdræbte.

I amerikansk faglitteratur taler man ifølge obersten ligefrem om Generation Kill, og USA har da også rekord i sådan noget som skoleskyderier, senest med mordene i Connecticut kort før jul. Siden drabene på Columbine High School, Colorado i 1999, gjort verdenskendte af Michael Moores film, har der fundet sådanne ni massakrer sted. De fleste i USA, men også i Tyskland, Norge, Brasilien og Finland er børn og voksne blevet dræbt, i Tyskland og Finland er det sket to gange. Norske Anders Behring Breivik dræbte 77 mennesker, i alt har 234 mennesker mistet livet, og så er gerningsmændenes – og én gerningskvindes – efterfølgende selvmord ikke talt med.

Vender vi os mod soldaterne, så tager de ofte af sted på flere missioner, i modsætning til de civile mordere, med fuld tilladelse til at slå ihjel. Men selv om man derfor ikke kan sidestille de to former for nedskydninger, så kan man ane en fællesnævner for motivationerne bag. Både Lars R, Møller og biskop Peter Fischer-Møller peger på en følelse af uvirkelighed i det moderne liv, »tilværelsens ulidelige lethed«, der måske, som Lars R. Møller foreslår, forstærkes af massemedier, computerspil med videre. Måske bidrager opbakning til krige langt væk også til en vis uvirkelighed i samfundslivet. Krigen rager os ikke rigtigt, i hvert fald behandles flygtningene fra krigene ikke ligefrem blødsødent herhjemme. Men opbakningen fejler ikke noget. Da krigen i Irak blev erklæret, forventede mange, at danskerne ville blive modstandere, når soldaterne begyndte at vende hjem i ligposer. Men det modsatte skete: Opbakningen voksede, og indtil for et halvt år siden stod et flertal af befolkningen ligeledes bag krigen i Afghanistan.

Der er naturligvis forskel på soldater og mordere. Men som Peter Fischer–Møller antager, så giver oplevelsen af at være tæt på liv og død den følelse af at røre ved virkeligheden, som let forsvinder i konsekvensløshed herhjemme. Soldater er imidlertid uddannet til at slå ihjel og er derfor mindre tilbøjelige til at lulle sig ind i fanatiske fantasiverdener, som vi så det i tilfældet Breivik. Muligvis kan man ligefrem antage, at det er det omvendte, der gør sig gældende med skolemordere og med en Breivik, nemlig at de modsat soldaterne mangler sansen for virkelighedens konsekvenser og opererer i et fantaseret univers.

Umiddelbart kunne man mene, at det går den modsatte vej af forråelse, hvis vi vender blikket mod Sundhedsvæsenet. Her hersker omsorg og videst mulig hensyntagen til menneskeliv, skal man tro interviewene med jordemor Lillian Bondo og postdoc. i sygepleje Edith Mark. Spørgsmålet er, om virkeligheden altid svarer til idealerne. Abort er det eneste tilfælde, hvor man bevidst tager liv, men mange medicinske afdelinger har uden patienternes viden mærker om ’ingen genoplivning’ i journalerne. Og som forfatteren Mathilde Walter Clarks historie om sin stedfars død viser, bragt samme dag som interviewet med Edith Mark, så peger også andre træk mod en vis robusthed i omgangen med patienterne. Årsagerne er nogle andre end en overflod af voldsfilm, man kan pege på effektivitets- og produktionskrav, der slider personalet ned, og på nedskæringer der for eksempel tvinger til at spare på morfin, selv til en døende kræftpatient. Men resultatet bliver også her en vis tykhudethed, en hårdere skal over medfølelse og empati, en væren sig selv nok, hvor evnen til at se sagen fra andres side svækkes i effektivitetens navn.Konkurrencesamfund, individualisme, narcissisme er nogle af de begreber, vi plejer at hæfte på fænomenerne. Når dertil kommer krise og krig, er vejen banet for tilstande, vi slet ikke ville bryde os om, hvis vi tænkte dem ordentligt igennem.

Men det forhindrer tilværelsens ulidelige lethed os måske i?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu