Leder

Ikke i min baghave

12. februar 2013

Folketinget har besluttet, at der inden 2020 skal være opført nye vindmøller på land med en samlet kapacitet på 1.800 megawatt (MW). Samtidig skal der fjernes 1.300 MW ældre møller. Beslutningen er truffet for klimaets skyld: 1.800 MW landvind, der erstatter kulkraft, sparer klimaet for fire mio. ton CO2 pr. år. Dertil mindsker vindkraften Danmarks sårbarhed i forhold til fossile energikilder og giver nye arbejdspladser i en kriseramt økonomi.

Folketingsbeslutningen indebærer, at der skal opstilles 230 MW årligt de kommende syv år. Sidste år lykkedes det at opstille 63 møller på land med en samlet kapacitet på 170 MW. I forhold til energiaftalen går det altså den rigtige vej, men for langsomt. Faktisk kun halvt så hurtigt som i slutningen af 1990’erne, hvor det gik bedst.

En central årsag er, at mennesker er begyndt at protestere ved en række af de påtænkte eller realiserede vindmølleplaceringer, og at nogle berørte kommunalbestyrelser derfor tøver eller helt opgiver at føre projekterne igennem. Forringelse af landskabelige værdier, af ejendomsværdier og af livskvalitet og helbred som følge af møllernes støj og blink er de hyppigst fremførte indvendinger mod nye store møller. De efterhånden velorganiserede modstandere af ’megamøller’ har omkring nye placeringer fundet et lydhørt og bekymret publikum til beretninger om møllenaboer, der har fået nattesøvnen ødelagt, pådraget sig stress, forhøjet blodtryk, reduceret arbejdsevne og det, der er værre. Følelsesladede borgermøder kan – som på Stevns for nylig – ende i en stemning af paranoid mistillid til myndigheder og en forestilling om, at den kollektive folkesundhed er truet af en plan om – i det konkrete tilfælde – at udskifte 23 ældre, mindre møller med fire-seks nye og store. Er stemningen som på mødet i Stevns, er dialog umulig.

Der er et klart dilemma. På den ene side handler mølleplanerne om at redde klimaet og livsvilkårene for kommende generationer. Det har en pris. Nogle mennesker vil med sikkerhed blive generet af de store møller, men det vil være et meget lille antal i forhold til de mange, som dagligt i fremskridtets navn må lide under støj fra vejtrafikken, togdriften, flys start og landinger og andre dele af det moderne samfunds infrastruktur. Alene vejtrafikken indebærer ifølge Miljøstyrelsen, at 785.000 boliger – næsten hver tredje – udsættes for støj over grænseværdien. Det lever man med, mere eller mindre godt. En undersøgelse blandt naboer til store danske vindmøller, foretaget sidste år af Jysk Analyse, fortæller, at 81 pct. af de nærmeste naboer ’slet ingen ulemper’ oplever ved møllerne.

På den anden side er man nødt til at tage menneskers bekymring alvorligt. Også i tilfælde, hvor symptomer hos møllenaboer har en psykologisk komponent: Er man mod møllen, og har man direkte udsigt til den, kan støjen være mere belastende, end hvis man har ønsket møllen eller ikke kan se den fra sin bolig. Blot at afvise folks uro, indsigelser eller reelle symptomer er ikke acceptabelt og i sidste ende politisk ufremkommeligt.

Derfor er der brug for, at politikerne på Christiansborg grundigt overvejer vejen frem. I hastig opremsning bør følgende syv – alternative eller hinanden supplerende – tiltag diskuteres for at sikre fremskridt for en livsvigtig klimastrategi, som er ved at komme i vanskeligheder:

Regeringen kan forbedre sin informations- og dialogindsats om behovet for vindkraften, støjforholdene m.m. Man kan bane vej for de ejerformer, der vides at fremme den lokale tilslutning til projekterne: Forbrugerejede møller, møller ejet af kommunerne eller af lokale fonde. Man kan etablere en statslig lånepulje til kommunalt opkøb og nedrivning af ejendomme, der spærrer for mølleprojekter, så møllenaboer ikke stavnsbindes af faldende husværdier. Man kan lade være med at bygge kæmpemøller på 125 meter eller højere på land og i stedet vende tilbage til mindre – men dermed også flere og knap så rentable – møller. Man kan flytte opførelsen af store møller til havs mod en accept hos forbrugerne af højere elpriser. Man kan gennemføre – individuelt, lokalt og nationalt – et betydelig mere ambitiøst program for energibesparelser for at nedsætte behovet for ny elkapacitet. Eller man kan fra statens side dekretere kvoter for antallet og størrelsen af nye møller i relevante kommuner og dermed løfte et åg af kommunalbestyrelsernes skuldre.

Det eneste, man ikke kan, er at lade som om, vinden vender af sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Fredsted
  • Dorte Sørensen
  • Holger Madsen
  • Niels-Holger Nielsen
John Fredsted, Dorte Sørensen, Holger Madsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Tænk hvis befolkningens modstand til en motorvej eller anden større vej i deres baghave ville have haft lige så stor konsekvens.

Vindmøller på 3 MW (eller større) er førende i energi- og økonomieffektivitet. Hvis kommuner investerer i sådanne møller, tjener de penge til kommunens borgere - og letter skattetrykket.
Hvis de borgere, der generes mest af møllerne, kompenseres (f.x. med rabat på el og evt. ekspropriation) og hvis møllerne lanceres som profitable vartegn for en fælles miljøindsats, kunne en kommunal folkeafstemning vel ende med at give grønt lys.

Jeg kan bestemt ikke anbefale ovenstående artikel af Jørgen Steen Nielsen, for det er som om han slet ikke vil erkende, at problemet jo ikke er for eller imod møller, men derimod om hvor problemet skal stå. Og opstille store energi-indstri anlæg, hvad vindmøller vitterlig er, i det åbne land og så bilde befolkningen ind, at dette gøres for at gavne klima, miljø og vores energi situation, er desværre tæt på at være svindel. Hvorfor?

1) Megamøller på land opstilles kun fordi de store jordbesiddere og visse firmaer i vindindustrien via dygtig lobbyvirksomhed har bildt os ind at vindkraft på havet er rasende dyrt, og det har de bildt os for selv at tjene pengene, penge som vi alle i øvrigt betaler til dem via pålagte afgifter på elektricit. Men det er og bliver det rene snyd at postulere, at havvind er rasende dyr! For fakta er nemlig, at alle eksisterende havparker, såsom Horns Rev I og II, Rødsand I og II, stort set leverer elektricitet til samme pris som landmøller gør.

2) Når JSN henviser til, at en undersøgelse som Jysk Analyse har foretaget for VidenOmVind, en lobbyorganistation for vindindustrien, burde han som minimum være kritisk overfor postulatet om at 81% naboer ikke føler ulemper ved naboskabet til vindmøller. For sagen er jo, at kun 4% af de adspurgte bor mellem 500-750 meter fra møller, 12% 750-1000 meter, og 24% bor 1000-1500 meter. Mens de resterende 64% bor mere end 1500 meter fra møller, eller sagt på en anden måde, omtrent tre gange den afstand som vindmøllebekendtgørelsen har fastsat! Altså de 64% er jo dermed med til at "fortynde" undersøgelsens resultat, egentlig en ufin måde at nå frem til det resultat man ønsker, nemlig at bilde befolkningen ind, at der ingen problemer er at være nabo til megamøller.For havde man kun spurgt dem der boede op til 1000 meter fra møllerne, var det jo nær ved halvdelen af de adspurgte der havde gener og søvnforstyrrelser af at være blevet nabo til møller!

3) Skal vi vindkraft, så skal vindmøller naturligvis placeres hvor de producerer mest, og generer mindst. Og der har vi jo som land masser af plads på Vesterhavet, Kattegat og på Østersøen. Derude på havet vil møllerne i øvrigt kunne producere væsentligt mere, ja op til 45% mere end en indlandsplacering. Derfor er det jo det rene spild at bruge energi på at fremstille vindmøller for derefter at placere dem på steder med dårlige vindforhold. Men det er faktisk hvad der sker i dag. Og det sker som sagt, fordi vi alle er blevet taget grundigt ved næsen. Lidt øv, ja, for indtil for nogle år siden gik jeg selv kraftigt ind for vindkraft, men efter jeg fik sat mig ind i problematikken om hvad der pt. foregår på området, er jeg mildest talt blevet skeptisk. Og er noget til den konklusion, at skal vi vindkraft, så skal vi satse på decideret havvindkraft.

Undskyld den lange kommenta, som (desværre) let kunne være blevet meget længere, for der er vitterlig meget "smuds" at afdække inde for dette område.

Venlige hilsner herfra - JW