Leder

I Europas navn

Debat
7. februar 2013

»Der findes, efter min mening, ikke et enkelt europæisk demos (folk, red.). Det er de nationale parlamenter, som er og vil blive ved med at være den sande kilde til egentlig demokratisk legitimitet i EU«

David Cameron, Storbritanniens premierminister, 23. januar, på nyhedsbureauet Bloombergs London-redaktion

»Vi må tage udgangspunkt i det, vi har opnået, for at gøre det, der endnu ikke er fuldendt (den politiske union, red.) For at det kan ske må alle kræfter i Europa enes om at indlede en ny epoke i demokratiet«

François Hollande, Frankrigs præsident, 5. februar, foran Europaparlamentet i Strasbourg

Der er mange historiske grunde til, at Storbritannien og de skandinaviske lande fra starten har betragtet det europæiske projekt med en vis skepsis. Man kan som den britiske historiker Tony Judt påpege, at da Kul- og Stålunionen blev skabt efter krigen, var erindringen om Hitlers Großraum Europa stadig frisk, at mange europæiske bureaukrater havde begyndt deres karriere i totalitære samfund, og at unionen blev betragtet som en katolsk sammensværgelse. Trods Storbritanniens og Danmarks optagelse i EF for 40 år siden, udvidelserne mod syd og øst samt introduktionen af fælles valuta er denne indstilling til EU stadig til en vis grad politisk gangbar mønt. Det viste optakten til den afgørende runde af budgetforhandlingerne, som begynder i Bruxelles i dag. Med to taler om deres syn på Europa har to europæiske ledere, briten David Cameron og franskmanden François Hollande, taget hul på diskussionen om EU’s fremtid. Det var tiltrængt, men understreger også, at der er langt til en fælles forståelse af EU’s situation.

Cameron fokuserede på EU’s demokratiske legitimitetskrise. Opbakningen til det europæiske projekt er faldende, navnlig i Storbritannien, påpegede han og lovede en folkeafstemning om fortsat britisk medlemskab. Projektets manglende legitimitet skyldes ifølge Cameron, at der ikke findes et europæisk folk, som kan legitimere det. Det er både en konstatering og et program: De nationale parlamenter er og skal forblive »den sande kilde til egentlig demokratisk legitimitet«. Det retoriske overbud i Camerons erklæring afslører måske, at han selv eller hans taleskriver ikke er overbevist om, at de nationale parlamenter stadig formår at garantere folkets suverænitet. Derfor er det måske snarere Cameron, der i koalitionspartnernes, den amerikanske regerings og kontinentaleuropæernes øjne befinder sig i en legitimitetskrise, fordi han for at tækkes de mest forstokkede kræfter i sit eget parti har sat landets og regionens interesser på spil. Camerons dilemma indkapsler et grundlæggende problem: Kortsigtede indenrigspolitiske interesser blokerer for den fælles forståelse for europæernes langsigtede interesser. På samme måde ønsker 54 pct. af franskmændene, at briterne forlader EU, selv om det næppe er i deres interesse på længere sigt.

Hollande forsøgte at formulere europæernes interesser i en tale for Europaparlamentet, hvor præsidenten tilmed var så pompøs at udtrykke sig »i Europas navn«. Det kunne han tillade sig efter den vellykkede militære aktion i Mali, hvor Frankrig påtog sig en risiko på Europas vegne.

»Europa må påtage sig sin rolle i kampen for demokrati og menneskelig værdighed,« sagde Hollande.

Udviklingen i EU’s nabolag, navnlig Mellemøsten og Afrika, skaber konflikter, som hverken kan eller skal løses med militære indgreb på frivillig basis. De kan kun løses med langsigtet koordinering af udviklings- og sikkerhedspolitik på europæisk plan. Set i forhold til en mangefacetteret krise, er Camerons krav om besparelser i bureaukratiet ikke andet end en undskyldning for manglen på en europæisk vision. Der er brug for massive investeringer i forskning og infrastruktur for at skabe en socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling. For at det kan ske i overensstemmelse med europæernes interesser må EU have egne penge. Men hvis de fælles problemer skal løses gennem opkrævning af skatter, må de europæiske institutioner have større demokratisk legitimitet. Det er det springende punkt, som Hollande gjorde gældende inden budgetforhandlingerne, hvor enhver kan beskyldes for at hytte sit eget skind: Briterne stiller krav om særlige vilkår, franskmændene vil beholde landbrugsstøtten, danskerne slås for en milliard kroner i rabat på kontingentet osv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her