Leder

Før det er for sent

Debat
23. februar 2013

Borgerkrigen i Syrien har snart varet i to år. Og konflikten synes kun at blive værre. FN anslår nu, at over 70.000 syrere er blevet dræbt, siden oprøret begyndte i marts 2011. Mindst 850.000 civile er flygtet til nabolandene Tyrkiet, Irak, Libanon og Jordan. Og andre fire millioner civile lider af alvorlig humanitær nød i den nordlige del af landet, hvor nødhjælpsorganisationerne ikke kan få lov at operere for den syriske regering. Hver dag flygter nye tusinder, hundreder bliver slået ihjel, mens resten af befolkningen trues på livet af regeringens bombardementer af civile mål, sygdomsepidemier, sult, nød og kulde.

Det internationale samfund har valgt at sidde med hænderne i skødet, selv om ingen længere kan være i tvivl om det syriske regimes ondskab og totale mangel på respekt for menneskeliv. Med alle midler forsøger præsident Assad at udrydde alle både væbnede og civile modstandere. Boligkvarterer, skoler og hospitaler bombes uden hensyntagen til civile tab, hundredtusinder smides i fængsel, torteres eller dræbes. Alt sammen uden at Danmark, EU, USA eller FN griber ind.

Efter to års borgerkrig virker det, som om der efterhånden ikke er noget som helst, som kan få det internationale samfund til at reagere. Så længe Assad bare lader være med at tage sine frygtede kemiske våben i brug mod befolkningen, har han reelt frie hænder til at gennemføre et decideret folkemord.

Det er dybt forstemmende, at de smukke idealer om verdenssamfundets forpligtelse til at beskytte civilbefolkningen, det såkaldte Responsibility to Protect (R2P), på denne måde bliver gjort til skamme. Hvis en civilbefolkning i dag har brug for beskyttelse, må det være den syriske, der p.t. er fuldstændig overladt til det syriske regimes forgodtbefindende.

Det er forståeligt, at sporene fra Irak og Afghanistan skræmmer. Ingen ønsker at blive involveret i et sekterisk blodbad som det, der fandt sted i Irak efter Saddam Husseins fald, eller en uendelig oprørskrig som den, der stadig foregår i Afghanistan.

Men det er, som om det internationale samfund har bildt sig selv ind, at det ikke har nogen konsekvenser at blande sig uden om den syriske borgerkrig. Intet kunne være mere forkert. I øjeblikket er der kun to grupper, der har gavn af den danske, europæiske og amerikanske tilbageholdenhed. Det er Assad-styret og de militante islamister. Assad henter både penge, våben og militære støttetropper hos Rusland, Irak og Hizbollah. mens den islamistiske Al-Nusha Front og andre jihad-grupper vinder frem overalt. Det er dem, der har det bedste militære udstyr og rigeligt med penge til nye rekrutter.

De eneste kræfter, som ikke får hjælp, er de sekulære, moderate og demokratiske kræfter, som deler Vestens værdier og interesser.

Vestens passivitet er i fuld gang med at skabe et nyt Afghanistan-scenarie, hvor de militante islamister i Syrien bliver en magtfaktor, som kommer til at udgøre et alvorligt sikkerhedsproblem mange år frem i tiden.

Alle frihedselskende mennesker så helst den grumme diktator i Damaskus sat fra magten og det jo før, jo bedre. Syrerne er i fuld gang med selv at afsætte ham, men trods store tab vil det formentlig vare adskillige måneder endnu, før Assad bliver så militært presset, at han må flygte fra Damaskus op til de små alawittiske enklaver langs den syriske middelhavskyst og ud af landet.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at konflikten må ende med hans fald. Det store spørgsmål er, hvor længe det behøver at tage, og hvor høj prisen bliver. For syrerne og for resten af verden. Selv om oprørerne i månedsvis har tigget om penge og våben fra Vesten, vil USA og EU hellere bare levere nødhjælp og skudsikre veste. Det er med til at trække krigen helt unødigt i langdrag og forlænge den syriske befolknings enorme lidelser.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) forsvarer den danske politik med moralske argumenter, men spørgsmålet er, om det ikke er på høje tid at overveje, om en fortsat våbenembargo virkelig er det mest humane svar fra en vestlig verden, der hævder at forfægte demokrati, frihed og respekt for menneskerettighederne.

I øjeblikket er det kun Assad og de militante islamister, der profiterer på det internationale samfunds manglende handlekraft. Og det er hverken i syrernes, Vestens eller demokratiets interesse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her