Leder

Kampen om sjæle i det 21. århundrede

1. marts 2013

Midt i en vestlig verden i krise, midt i et Europa i krise, midt i et Italien i endnu mere krise, midt i et Vatikan med sine helt egne kriser har 114 kardinaler nu lukket sig inde for at vælge en ny pave. Som den inderste mave på en russisk dukke bliver Det Sixtinske Kapel de næste 15 til 20 dage rammen for magtkampen om den katolske kirke.

Valget sker ifølge ritualer, der tog faste former for over 1.000 år siden, dog ikke længere på vand og brød, som da de kristne i 1271 lukkede kardinalerne inde og tvang dem til at vælge en pave hurtigt. De ofte bedagede herrer, med en øvre aldersgrænse på 80, diskuterer nu under bedre materielle vilkår. Men isolerede er de, ikke det mindste elektroniske signal må nå ind, og forhandlingernes forløb må heller ikke twittes ud – det er der nedlagt strengt forbud mod. Resultatet afventes i bogstaveligste forstand via et røgsignal fra kapellets skorsten. Hver dag brændes stemmebulletinerne af, og er man ikke nået frem til et resultat, hældes en særlig væske på sedlerne, og røgen er sort. Først når den udmattede Benedikt XVI’s efterfølger er valgt, lader man den hvide røg slippe ud. Men tror man, at disse arkaiske ritualer er tegn på en katolsk kirke, der er ved at dø ud, tager man fejl. I europæisk perspektiv virker pavedømmet som en træt gammel mand med en obskur fortid som seksuel krænker og sorte skygger af korruption og uldne pengetransaktioner.

I det såkaldt oplyste Europa tror man sig også temmelig sikker på, at verdens fremtid nærmest automatisk går mod mere ligestilling, fri abort, prævention, ægteskaber på kryds og tværs af køn samt adskillelse af religion og stat. Man tror, det blot er et spørgsmål om tid, før verden kommer til besindelse.

Men intet er mindre sikkert. Ude i den store verden tager meget sig anderledes ud. Det ved de kardinaler, som nu er lukket inde i katolicismens navle, godt. Antallet af katolikker i verden er støt stigende. Mens de protestantiske danskere glider mod ateisme og melder sig ud af folkekirken i støt stigende rytme, har katolicismen på verdensplan en anderledes opadgående kurve. I 2012 var tallet på cirka 1.196.000.000 – en stigning på 15 millioner i forhold til året før. Mens kirkerne tømmes i de europæiske udkantsområder, unge mænd skyr cølibat, og stadig færre kvinder fristes af et ægteskab med Jesus, strømmer nye troende ind i Frelserens arme især i Afrika og Asien. Katolikker udgør nu 17,45 procent af verdens samlede befolkning.

Så selv om de 114 kardinaler undgår udefrakommende politisk påvirkning, har de næppe kun deres samvittighed med til Rom. I kufferten er som altid bunkevis af politiske dagsordner, og en af dem er at bevare sin status, som verdensreligion, i forhold til andre religioner. Her står kampen ikke længere på det kulturkontinent, der langsomt er ved at lade et verdsligt værdiprojekt gå op i limningen på grund af økonomisk nedtur og splittelse.

Den franske kulturminister André Malraux hævdede i midten af forrige århundrede, at det 21. århundrede måtte blive åndeligt, eller også ville det slet ikke blive. Han er ofte blevet misforstået i retning af, at det 21. århundrede måtte blive religiøst. Men det var præcis dette, der var hans skræk, og måske er det præcis det, som er ved at ske.

Meget tyder på, at det netop er kampen om antallet af troende sjæle, der bliver den væsentligste faktor i det nye pavevalg. Her vejer den gamle verden ikke tungt. Det er langt fra Rom, at verdensbefolkningen vokser i områder, hvor demokrati og oplysning ikke står særlig stærkt. Det gør til gengæld synd i form af utugt, korruption, mord og vold, og her er en stærk kirke med stærke dogmer en tilflugt.

Allerede da Benedikt XVI – der i europæisk optik stod for en strengere og mere restriktiv linje end sin forgænger – blev valgt, stod mange i den vestlige verden uforstående. Hvor blev drømmene om en mindre dogmefyldt katolsk kirke af? Med ret til prævention og med giftermål for præster?

Der er mange kardinaler at vælge mellem i de næste tre uger, og ingen fremstår som en klar favorit. Men alt tyder på, at den nye pave, europæisk eller ej, kommer til at blive pave for store, nye, usikre befolkninger. Og dermed først og fremmest en stærkt dogmatisk pave.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Abildgaard
  • Inger Sundsvald
Jette Abildgaard og Inger Sundsvald anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu