Leder

Kaos som demokratisk læreproces

22. februar 2013

Tunesiens politiske krise spidser til. Mindre end to uger efter mordet på Shokri Belaid, en førende sekulær oppositionspolitiker, står landet i disse dage uden regering og vakler på randen af politisk kaos. Det kunne godt ligne en både trist og alarmerende udvikling i et land, der længe er blevet fremhævet som en mulig model for demokratisk transition – ikke mindst for de nationer, der i 2011 lod sig inspirere af dets vellykkede folkelige revolte, Jasminrevolutionen.

I dag befinder det lille nordafrikanske land, der blev Det Arabiske Forårs stolte vugge, sig øjensynligt ikke blot i en regeringskrise. Det er også bytte for dramatisk voksende spændinger mellem islamistiske og sekulære kræfter, der hyppigt slår ud i grum politisk vold. Samtidig lider det under en social og økonomisk elendighed, der kun ser ud til at blive værre.

Alligevel vil det være overilet at afskrive det postrevolutionære Tunesien som potentiel demokratisk rollemodel. Selv om mange revolutioner i sidste ende ikke fører til andet end, at det ene diktatur udskiftes med et andet, kender historien også lykkelige eksempler på, at selv en nok så tumultarisk og langstrakt transition kan ende med at frembringe et stabilt demokrati. Som den franske islamolog Olivier Roy for nylig gjorde i Information, kan man endda hævde, at lige præcis faser af kaos er uundgåelige, ja, ligefrem nødvendige for sand demokratisk modning. Og selv om Tunesiens aktuelle situation på mange måder tegner deprimerende og udsigtsløs – og det hæslige politiske mord, der udløste den, under alle omstændigheder er deprimerende – så er landets politiske proces det ret beset ikke. For kuptendenser og stærkmandslogikker som i Morsis Egypten har vi ikke set noget til. Selv om Tunesien har en rig tradition for den slags.

Premierminister Hamadi Jebali reagerede tværtimod klogt på den folkelige opstandelse over mordet på Shokri. Så vrede var mange af Tunesiens sekulære kræfter, at de beskyldte det islamistiske Ennahda-parti for at have bestilt mordet. I erkendelse af, at den Ennahda-dominerede koalitionsregering ikke længere nød alle tuneseres tillid, besluttede Jebali sig for at afskedige den. I stedet ville han sammensætte en ny national enhedsregering bestående af ’teknokrater’. Det modsatte et flertal af parlamentsmedlemmerne i Ennahda, der sidder på 40 procent af parlamentets pladser, sig dog på det bestemteste.

Da hans forehavende således blev forpurret af stærke kræfter i hans eget parti, der ikke ville finde sig i at blive sat uden for indflydelse, valgte Jebali så selv at træde tilbage – som parlamentarismen tilsiger. Hans politiske rolle er dog ikke udspillet: Præsident Moncef Marzouki vil formentlig sætte ham i spidsen for dannelsen af en ny regering.

Tunesiens store politiske problem er modsætningsforholdet mellem den islamistiske blok og resten af landet. Polariseringen har vokset sig så grum, at den truer med at undergrave eller ligefrem umuliggøre den stabilitet, som landet behøver. Som et førende medlem af præsident Marzoukis socialdemokratiske Ettakatol-parti udtrykte det, er Ennahda splittet »imellem dem, der mener, at de er valgt af tuneserne, og dem, der er overbevist om at være udpeget af Gud«.

Paradokset er, at redningen netop kan ligge i den stigende uforsonlighed hos strammerfløjen i Ennahda og de islamofascistiske salafistgrupperinger. Det er ikke et usandsynligt scenarie, at Ennahdas pragmatikere indser, at de bliver nødt til at samarbejde med nationens sekulære partier for at få løst landets utallige alvorlige problemer.

Intet tyder på, at flertallet af tuneserne har appetit på en religiøst og ideologisk betændt kulturkrig. Vanskelige opgaver venter på at blive løst i det nye Tunesien. Frem for alt skal der sættes ind mod den graverende arbejdsløshed. De lovede reformer af retsvæsen og politi må sættes i værk. Der skal udarbejdes en ny forfatning. Den økonomiske genopretning må sættes på sporet. Tunesiens demokrati er spædt og slingrende, men intet fuldbårent demokrati blev skabt på to år. Indtil videre tyder intet på, at landet vil falde tilbage til diktaturet, det være sig mafiøst eller religiøst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tunesiens store politiske problem er modsætningsforholdet mellem den islamistiske blok og resten af landet.
En analyse og en leder, der ser ud som om den har været igennem Trykkefrihedsselskabets skabelon for liberalistisk selvcensur.

Hvad er de presserende politiske spørgsmål lige nu?
Hvilken rolle spiller de titusinder af vestligt uddannede tunesere der er vendt tilbage til Tunis for danne den nye liberale elite.
Hvem er "resten af landet"?
Tunisian Workers' Party (formerly Workers' Communist Party of Tunisia) (Al Badil)
Afek Tounes (Party now defunct - see Republican Party)
Congress for the Republic (CPR)
Democratic Forum for Labour and Liberties / Ettakatol (FDTL)
Democratic Modernist Pole (Movement now defunct - see VDS Al Massar)
Ennahda Movement / Renaissance (Ennahda)
Free Patriotic Union (UPL)
Islah / Reform Front (JI)
Nidaa Tounes / Call of Tunisia (NT)
Popular Petition / Aridha Chaabia (PP)
Progressive Democratic Party (Party now defunct - see Republican Party)
Republican Party / Al Joumhouri (PR)
Social Democratic Path / Al Massar (VDS)
The Initiative / Al Moubadara (The Initiative)
Wafa Movement / Independent Democratic

...der må da være andre vigtige brydninger i tunesisk politik end "resten" contra Islam.