Leder

Kompromis eller deling

Debat
18. februar 2013

Søndag så det ud til, at en mulig løsning på den syriske konflikt rykkede et nøk nærmere, om end et meget beskedent nøk. Og et nøk, der hænger på en række ubekendte faktorer, bl.a. parternes vilje til at forhandle fra de positioner, de indtager lige nu.

På en fælles pressekonference i Kairo meddelte FN’s og Den Arabiske Ligas forhandler, Lakhdar Brahimi, og ligaens generalsekretær, Nabil Elaraby, at forhandlinger mellem den syriske opposition og det syriske regime »kan begynde på FN-område«.

Om der i Damaskus er dækning for invitationen til forhandling fremgik ikke af de to mægleres pressemøde. Brahimi forholdt sig til, at lederen af den syriske oppositionskoalition, Sheik Moaz al-Khatib, har erklæret sig villig til at forhandle med en »acceptabel delegation« fra Damaskus-regimet. En acceptabel delegation er eksempelvis den syriske vicepræsident, Farouk al-Sharaa, en sunnitisk Baath-veteran, der ifølge oppositionen ikke har ’blod på hænderne’. Nej, det har han ikke af den simple grund, at han ikke har haft hænderne nede i den snart to år gamle konflikt, der tilmed begyndte i al-Sharaa’s hjemby.

Bashar al-Assad har for længst udpeget sin forhandler, den sekulære formand for det syriske nationalistparti, SSNP, Ali Haidar, der med titel af ’forsoningsminister’ skal håndtere kontakten til oppositionen af sunnitter og sørge for rygdækning for regimet hos Syriens andre religiøse og etniske grupper, græsk-ortodokse kristne, drusere, armeniere, kurdere og shi’ittiske sekter, ismailiere og alawitter, præsidentens egen sekt.

Om Ali Haidar, der så vidt vides er alawit, opfylder oppositionskoalitionens kriterier for ’acceptabel’ har den ikke oplyst. Det eneste, der vides med sikkerhed er, at oppositionen ikke kommer til at forhandle med Farouk al-Sharaa, som Bashar al-Assad har dømt ude.

Internationalt tegner sig et scenarie, hvor Rusland får en hovedrolle i bestræbelserne på at nå en forhandlingsløsning. Intet tyder på, at USA, og dermed NATO og EU, påtænker at gribe afgørende ind i den syriske krise – til Assad-regimets store tilfredshed. Ganske vist sagde USA’s præsident, Barack Obama, i sin nylige tale til nationen, at »presset på det syriske regime opretholdes«, men da dette pres ikke omfatter våbenleverancer af betydning, er det til at overse.

Moaz al-Khatib og eksil-politikerne i SNC (Syrian National Coalition) synes at have indset, at hvis de overhovedet skal have relevans, skal de i forhandling med regimet. De har da også firet på striben af betingelser for at tale med modparten. Først krævede de Bashar al-Assad og hans kreds fjernet. Dernæst fremsatte de et ’tilbud’ om fri passage til al-Assad og familie til et sikkert eksil – hvorved et retsopgør om massakrer på titusinder implicit blev frafaldet. Og nu er oppositionen nået til, at den kan forhandle med en ’acceptabel’ modpart, uden at der stilles krav om Bashar al-Assads eventuelle tilstedeværelse bag en sådan ’acceptabel’ forhandler. Diktatoren nævnes slet ikke.

Realiteten er, at det ikke går så godt for den militære opposition, som det ser ud på tv og i aviserne. De vinder en regimeposition hist og her, men der har på intet tidspunkt været optræk til et gennembrud på de to fronter, der betyder noget: Aleppo og Damaskus.

Indbyrdes strid om fordeling af våben, ammunition og finanser eksponerer det overordnede militære problem, nemlig at der ikke er central styring af den væbnede modstandskamp. Eksiloppositionen hævder ganske vist at have kontrol over ca. halvdelen af de væbnede grupper, men den har eksempelvis ikke kontrol over Jabhat Tahrir Souriya (Syrisk Befrielsesfront), moderate grupper, der kæmper side om side med islamistiske enheder – og som eksiloppositionen heller ikke kontrollerer.

Derimod har regimet fået styr på en paramilitær milits, der bistår de regulære styrker, libanesiske Hizbollah hjælper til, og regimet importerer frit iranske og russiske våben. Hvis Syrien fortsat skal hænge sammen, er det nødvendigt med et kompromis – og meget snart. I modsat fald vil landet blive delt i indbyrdes stridende pindsvineenklaver. Og så har vi for alvor balladen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her