Leder

Den nye virkelighed

Debat
8. februar 2013

»Med selvstyreloven anerkendes det grønlandske folk som et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse. (…) Og med selvstyreloven kan Grønland overtage en række nye sagsområder, når man i Grønland beslutter det. Det er op til Grønland selv at bygge til og bygge ud«

Lars Løkke Rasmussen, tidligere statsminister, om den nye selvstyreaftale mellem Grønland og Danmark, der trådte i kraft 21. juni 2009.

»Der er altså danske debattører, som stadig tror, at vi har hjemmestyre, og at der vader i tusindvis af kinesere rundt i vores gader«

Kuupik Kleist, formand for Grønlands Selvstyre, om den aktuelle politiske debat i Danmark.

Det er tilsyneladende svært for dele af det danske Folketing at forstå, at Grønland siden 2009 har ændret status i forhold til rigsfællesskabet. Med selvstyret overgik en lang række kompetencer fra de danske til de grønlandske myndigheder. Det gælder ikke mindst i spørgsmålet om råstoffer og løn- og arbejdsvilkår, som er vigtige områder for Grønland, der kæmper for at stå på egne ben – økonomisk og som en nation. Alligevel er der de seneste dage opstået en heftig debat om Grønland, hvor især Dansk Folkeparti og Venstre har problemer med at acceptere den igangværende udvikling i Grønland.

Særligt to områder skaber splid. Det ene er spørgsmålet om uran og den generelle nultolerance over for radioaktivt materiale. På Grønland er der meget store forekomster af de såkaldte ’sjældne jordarter’, der udgør vigtige komponenter i alt fra mobiltelefoner til vindmøller. De sjældne jordarter forekommer oftest i årer, hvor der også er uran, og skal de dyrebare råstoffer udvindes, vil det mange steder betyde, at radioaktivt uran samtidig trækkes op af jorden. Selskaber som Greenland Minerals and Energy har med australsk kapital allerede investeret enorme summer i forundersøgelser, og selskabet lægger sandsynligvis et tungt pres på de grønlandske myndigheder for at ophæve nultolerancen.

Et andet ømtåleligt emne er den fælles sikkerhedspolitik, som stadig er et spørgsmål, der vedkommer hele rigsfællesskabet. Her bekymrer det den danske opposition, at Kina udviser stor interesse for Grønland, og at der ifølge den meget omdiskuterede storskalalov, som blev vedtaget med stort flertal af det grønlandske selvstyre i december, åbnes for indvandring af udenlandsk arbejdskraft. For hvad får det af sikkerhedsmæssige konsekvenser, at eksempelvis kinesiske minearbejdere i tusindtal skal arbejde og bo i Grønland?

Det er relevante bekymringer, men nye er de ikke, selv om Venstre og Dansk Folkeparti nu forsøger at præsentere dem sådan. Forud for Selvstyrelovens ikrafttræden – der blev vedtaget af et enigt Folketing minus Dansk Folkeparti – er lavet et langt og grundigt forarbejde af den dansk-grønlandske selvstyrekommission, som blandt andre Birthe Rønn Hornbech (V) har deltaget i. Hun er nu gået af som partiet Venstres ordfører for Grønland, da hun mener, at hendes eget parti er i gang med et politisk slagsmål, der direkte modarbejder de grønlandske interesser.

Alle forstår naturligvis, at kampen om råstoffer i Grønland er en lang og risikabel proces, hvor meget kan gå galt. Grønland er en skrøbelig nation med blot 57.000 indbyggere – svarende til en gennemsnitlig dansk kommune – som uden et massivt dansk bloktilskud på 3,4 mia. kroner om året (af et BNP på 11 mia. kroner) ville falde sammen. Fiskeri udgør 90 procent af landets erhvervsindtægter, men faldende kvoter og stigende usikkerhed om fiskebestanden gør, at fiskeri aldrig ville kunne danne grundlag for en selvbærende økonomi. De enorme afstande og Grønlands spinkle infrastruktur betyder samtidig, at regulær industri heller ikke er en mulighed. Der er kun én vej til et økonomisk selvbærende Grønland, og den går gennem undergrunden.

De danske politikere må derfor acceptere, at det er en grønlandsk beslutning, om der eksempelvis ansættes kinesere på store mineprojekter. Selvstyret er en realitet, og de danske politikere må regne med, at der i fremtiden vil blive taget beslutninger i Grønland, som ikke nødvendigvis bifaldes af det danske Folketing. Det er en del af den nye virkelighed. Jelo

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvorfor skal verden oversvømmes af uran-slam bare for at Grønland kan være 'økonomisk selvkørende' ? Der er plads til en milliard vindmøller hvis det er strøm til pc'en der mangler i Nanortalik.
Eller det er måske den firesporede til Thule med rastepladser efter dekreterede EU-standarder man gerne vil kunne skubbe fra sig på Christiansborg :-D