Leder

S.U. – svar udbedes

20. februar 2013

Det er værd at bemærke, hvilken retorik ubehagelige beslutninger iklædes. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) var særligt glad for ordet ’generøs’ om Statens Uddannelsesstøtte, da hun på sit ugentlige pressemøde præsenterede nedskæringer i og ændringer af SU’en. Staten deler altså milde gaver ud til landets studerende – for milde, forstås.

Men det er også værd at bemærke, at det gør staten af én bestemt grund: At Danmark via en massiv og nyttig samfundsinvestering i uddannelse har skabt solid grobund for en arbejdsstyrke med et højt uddannelsesniveau til gavn for samfundet og udviklingen af den velfærd, alle samfundsborgere nyder godt af. At støtten nu ligefrem anses for overmåde gavmild over for den enkelte studerende afhænger mere af, at riget ifølge stats- og uddannelsesministeren fattes penge. Derfor må de studerende tage ansvar og bøde med to milliarder til fælleskassen.

Men statsministeren har ret. De varslede ændringer får regeringen efter al sandsynlighed igennem Folketinget med de borgerlige – partierne gør anskrig om løftebrud, men har længe ønsket sig SU’ens skalp i bæltet. Men beskæringerne er ikke et grundstød mod støtteformen. Og de bebudede tiltag med beskæringer af fjumreår og cafépenge, tvungne eksaminer, maks. to sabbatår, opgør med SU-ryttere på ungdomsuddannelserne og en mindre regulering af satserne vil formentlig betyde mere bureaukrati, men nogen lukket dør i hovedet på de dårligt socialt stillede eller social massegrav vil SU-reformen ikke være.

Det er i forvejen middelklassens privilegerede børn med livsindtægter over gennemsnittet, der i høj grad befolker den højere videns hellige haller. Og der vil fortsat være tale om en omvendt Robin Hood i særklasse – en økonomisk omfordeling fra de fattige til de riges lommer.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) lagde selv hovedet på blokken ved sin præsentation af SU-reformen: Reformen vil efter regeringens opfattelse skabe grundlag for, at flere kan få en uddannelse i fremtiden, og at flere vil gennemføre på normeret tid med tilhørende gevinst for statskassen.

Om Østergaards hoved kommer til at rulle, hvis den målsætning om at skabe den bedst uddannede generation nogensinde ikke opfyldes, er nok tvivlsomt. Om de studerende rent faktisk vil ændre adfærd, hvis de får færre muligheder for svinkeærinder, er lige så usikkert som den økonomiske gevinst ved reformen.

Det bliver nu også op til universiteterne at sørge for at få de studerende endnu hurtigere gennem studierne. Østergaard stiller yderligere krav om 3,7 måneders reduceret studietid, før der udbetales gennemførelsesbonus. Men det er ikke urimeligt, at de universiteter, der har indvilliget i at øge optaget, også sørger for at hjælpe især de uddannelsesfremmede, syge eller socialt udfordrede studerende – som studenterorganisationerne hævder vil blive ramt af krav om højere studieaktivitet og tvungne eksaminer – igennem uddannelsen.

Det forstemmende ved regeringens SU-reform er således ikke de besparelser og effektiviseringer, Østergaard løftede sløret for i Uddannelsesministeriet i går. Det kritisable er, at der kun var det. At regeringen har sat kikkerten for det øje, der først og fremmest leder efter milliarder i en 2020-plan. Vinduet var der til en offensiv fra SRSF, som kunne have tilbageført besparelserne til kvalitetsløft på uddannelserne i stedet for at foregøgle de studerende, at de får et job, når deres SU-kroner går til at forbedre erhvervslivets konkurrenceevne – for hvem ved, om de penge ikke ender i aktionærernes lommer i stedet?

Endelig er det en svag regering, der kun tør slå hårdt økonomisk ned på dem, der som kontanthjælpsmodtagerne, førtidspensionisterne og fleksjobberne ikke kan slå igen.

Hvor er modet til at skabe fornyet social mobilitet i et land, hvor den social skævhed gennem de seneste årtier er cementeret i uddannelsessystemet? For eksempel ved at bruge SU-besparelserne på de trængte erhvervsuddannelser? Kort og godt: Hvor er det fremsynede politiske projekt for en regering, der selv har gjort uddannelse, uddannelse, uddannelse til den platform, der skal løfte Danmark ind i fremtiden?

Svar Udbedes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lone bording
  • morten Hansen
  • Rasmus Kongshøj
  • Lise Lotte Rahbek
  • n n
  • lars abildgaard
  • Simon Olmo Larsen
  • Grethe Preisler
lone bording, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, n n, lars abildgaard, Simon Olmo Larsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Andersen

Jeg tror vi må indrømme at denne reform, ligesom alle de øvrige ikke er reformer i ordets positive betydning, hvor der tilføres noget godt.

Det er ikke engang nedskæringer, for at styrke økonomien, for den er i virkeligheden ikke særligt anstrengt for staten.

Det er ren ideologisk videreførsel af den liberalistiske opdragelse af befolkningen, for at kunne begå sig i det EU, som kommer. En tilpasning af vore systemer til Unionens laveste fællesnævner og metoder.

Derfor er det blot indførsel ad redskaber til at styre vor adfærd i fremtiden, og når vi er totalt splittet op i grupperinger på kryds og tværs og således at vi dermed ikke længere udgør et samlet, et folk.

Rasmus Kongshøj, Massimo Fiorentino, Mikkel Nielsen, morten Hansen, Jens Falkesgaard og n n anbefalede denne kommentar

Jeg er meget enig og jeg forstår stadig ikke hvad erhervsliver bruger deres i forvejen store tilskud til?

Som sagt før, så kan det ikke være job eller uddannelse for det er der jo ikke meget af!

Rasmus Kongshøj, Flemming Andersen, Mikkel Nielsen og morten Hansen anbefalede denne kommentar

Sammenlignet med andre lande har Danmark
- en meget stor indkomstudligning via skatte- og afgiftssystemet
- en super lav gini-koefficient
- et effektivt uddannelsessystem med god støtte til uddannelsessøgende
- et godt sundhedsvæsen
- en fin velfærd

Lederen efterlader imidlertid et indtryk af, at alt er ganske forfærdeligt og på vej til at blive meget værre ?

Ser man på tallene fra Danmarks Statistik , vurderer indkomstgruppernes størrelse i forhold til hinanden, ser på den nominelle udvkling i beskæftigelsen gennem de seneste årtier , den relative og absolutte abejdsløshed, sammensætningen af beskæftigede og arbejdsløse m v , så er det lederen, der skyder "uden for skiven".

Regeringen er ikke for "smart" , men det var den forrige regering heller ikke ( den tabte jo folketingsvalget) .

Danmark ( der internationalt set har en ret lille økonomi) er afhængig af konjunkturerne i udlandet - og når det går skidt i udlandet, så mærkes det i Danmark, og det kan vi jo konstatere i disse tider.

Man kan tale om regeringens mange løftebrud, og man kan sidde og kræve , at alle andre end en selv bidrager til at løse problemerne - det er ikke synderligt konstruktivt - vælgerne har jo selv valgt regeringen.

Grundlæggende synes regeringen og flertallet i folketinget (uanset den rituelle uenighed ) at have fat i den rigtige ende af problemøsningerne - der er så en række "skønhedsfejl", men det er ikke nyt i sig selv.

S U reformen (ikke mit ordvalg) er blot et element i den nålestiksoperation regeringen har sat igang.

Konstant fokusskift; sygedagpenge, efterløn, pension, fleksjob - med det formål at starte en ny debat inden den gamle når at få støtte i befolkningen.

Og hvis regeringen alligevel står og mangler emner, så kan vi da tage en tur rundt om EU.

Der er tale om en massiv beskydning af det af det velfærdssamfund, som har været konsensus siden 50'rne, go med hvilket formål.

At tage fra de fattige og give endnu mere til de rige.

SU'en er blot en del af billedet.

Rasmus Kongshøj, Flemming Andersen, Sabine Behrmann, morten Hansen, Lise Lotte Rahbek, Jens Falkesgaard og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Danmark har været et af verdens bedste lande at leve i også for erhvervslivet. If it´s not broke don´t fix it. Man kunne i stedet f.eks. optimere skattevæsnet, det ville indbringe flere milliarder.
Vi skal bare gøre hvad EU siger( undtaget finansskat) og efterligne USA. Vi pisser på de svageste.

Det private erhvervsliv vil ikke investere - i hvert fald ikke i Danmark - så lad dog det offentlige gøre det - og tjene penge på det! - til os alle!
Gratis sol og vind til værdifuld grøn energi er jo oplagt.

morten Hansen, n n, Rasmus Kongshøj, Flemming Andersen og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar

Lederen sigter mod de asociale reformer og rammer på kornet - der er i den liberale markedsgørelse af staten skabt en bureaukratisk overklasse der via lovpligtig kontrol og sanktion har til opgave at lede de forvildede lam ind i et såkaldt fællesskab.
Den herskende klasse af højtlønnede bogholdere har i deres indskrænkede og fantasiløse begrebsverden reduceret fællesskabet til et tomt økonomisk begreb -
Det der kunne være et kulturelt -et socialt -et kreativt fællesskab er blevet så fattigt og farveløst som de økonomiske modeller, der styrer alle den markedsgjorte stats bogholdere
Det fællesskab Mette Frederiksen så patetisk vil lede de udstødte ind i er ikke noget fællesskab - det er tømt for indhold - det er et fiktivt begreb i bogholdernes model kaldet arbejdsudbuddet - dvs mængden af borgere til rådighed for arbejdsmarkedet - det så uanset om den enkelte borger i mængden nogensinde på nogen måde får et arbejde eller kan arbejde - I Mettes model skal alle have ret til at stå til rådighed for arbejdsudbuddet - problemerne opstår når Mette forvirrer begreberne og bruger skatteborgernes penge på kontrol - aktivering og sanktion - mens de faglige fællesskaber udsultes på skoler - i ældreplejen på daginstitutioner- på hospitaler og i vores fælles kulturinstitutioner. Mettes præmis holder ikke vand - den er ren fiktion - DREAM -

n n, Lise Lotte Rahbek og Flemming Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Lederen er mest skrevet for at tækkes avisens egen målgruppe. Fakultet, you know.
Avisen har selv sit på det tørre, med masser af statsstøtte.
De studerende, der får en gratis uddannelse plus SU, har ikke nok, mener avisen, nej de kommende overklassedanskere vil have mere. Og bagefter stemmer de på Venstre.

Og uanset hvor meget der bliver hylet og skreget bliver hele SU systemet ændret radikalt (sic).

http://politiken.dk/indland/ECE1904295/eu-dom-danmark-skal-betale-su-til...

Om det kommet til at betyde færre SU penge pr år (hvad der formodentlig ikke er hensigtsmæssigt) SU i færre år (hvad der formodentligt er hensigtsmæssigt) eller om der sker andre ændringer vides ikke.

Men ændret , det bliver systemet!