Leder

Tid til at tale med Teheran

Debat
28. februar 2013

Tiden er ved at løbe ud for en fredelig løsning på striden om Irans atomprogram. Det var signalet fra de seks lande, der netop har afsluttet en ny runde forhandlinger med Iran om landets kontroversielle atomprogram.

Forventningerne til den første forhandlingsrunde i 10 måneder var på forhånd høje. Forhandlerne fra USA, Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig og Tyskland havde en række nye tilbud med til iranerne, men noget gennembrud i den kasakhstanske hovedstad, Almaty, hvor forhandlingerne foregik, blev der ikke umiddelbart tale om. Parterne enedes dog om at mødes igen allerede i april og maj, hvilket tyder på, at begge sider mener at have noget at tale om.

Og det er da også på høje tid. Forhandlingerne med Iran har efterhånden stået på siden 2003, stort set uden at parterne er kommet hinanden nærmere. Iran bedyrer fortsat, at landets atomprogram udelukkende er fredeligt, men trods utallige besøg på de iranske atomanlæg, har FN’s inspektører fra Set Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) ikke kunnet frikende Iran for planer om at producere atomvåben.

De seneste tre år er presset på Iran imidlertid vokset eksponentielt med landets muligheder for at berige uran, i første omgang til brug i Irans atomkraftværker, men senest også til medicinsk brug. Endnu har Iran ikke beriget uran til våbenstandard, men eksperterne er ikke i tvivl om, at landet også inden længe bliver i stand til det.

De økonomiske sanktioner, som FN, USA og EU har indført, beskrives som de skrappeste i historien, og der er da heller ingen tvivl om, at den iranske olieøkonomi er presset. Den iranske rial er styrtdykket, inflationen ligger omkring 30 procent om året, og indtægterne fra olieeksporten er støt dalende.

For USA og de andre forhandlere er det altså et kapløb med tiden at få en aftale i hus. I Almaty har de seks forhandlerlande derfor tilbudt Iran at lempe nogle af de barske internationale sanktioner, heriblandt handlen med guld og andre ædelmetaller. Præcis hvad, Iran skal levere til gengæld, er uklart, men ifølge New York Times skal iranerne love at standse uranberigelsen ved 20 procent og sælge det lager af højtberiget uran, som allerede er produceret. Forhandlerne vil muligvis også kræve, at Iran lukker berigelsesanlægget Fordo, som iranerne har bygget dybt inde i et bjerg for at beskytte det mod israelske og amerikanske bombardementer.

Hvordan Iran forholder sig til de nye forslag slap ikke ud fra mødet i Almaty, men hvis Iran virkelig udelukkende er interesseret i et fredeligt atomprogram, burde i hvert fald kravet om at standse uranberigelsen ved 20 procent være umiddelbart spiseligt. Officielt er det stadig de internationale forhandleres mål at få Iran til at afstå fuldstændigt fra uranberigelse, men meget tyder på, at det er et krav, som de seks forhandlere efterhånden har indset er urealistisk.

Iran har insisteret på sin traktatmæssige ret til selv at udvikle et civilt atomprogram og selv berige den nødvendige uran til formålet – og den ret har landet efterhånden tydeligt demonstreret. Iran har derfor for første gang politisk råd til at indgå en forhandlingsaftale med det internationale samfund. Der er derfor for første gang i mere end 10 år grund til en forsigtig optimisme. Enhver aftale med Iran må dog nødvendigvis hvile på en sund skepsis. Til dato er der ingen beviser for Irans militære hensigter, men omvendt er der heller ingen beviser for det modsatte.

Hvis Iran selv skal berige uran, må det være et ufravigeligt krav, at FN’s våbeninspektører får ubegrænset adgang til alle iranske atominstallationer og mulighed for at undersøge enhver mistanke om, at Iran gemmer elementer til et militært atomprogram et eller andet sted i det vidtstrakte land.

Og ja, det er på sin vis dobbeltmoralsk, at Iran skal omgærdes med en sådan skepsis, når andre lande, f.eks. Israel og Pakistan har fået frie hænder til at udvikle atomvåben.

Men Iran er, når alt kommer til alt, et så ustabilt diktatur, at tanken om atomvåben i hænderne på en gruppe ukontrollerbare, religiøse fanatikere i Teheran kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver.

En forhandlingsaftale med Teheran vil være en langt bedre løsning – også for iranerne, der de seneste år har haft israelernes konstante bombetrusler hængende over hovedet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Aase Bak-Nielsen

Den bedste måde, hvorpå man kan få en aftale med Iran, må være, at de fem aftalepartnere, som selv har atomvåben, starter med at skrotte egne a-våben, dernæst at presse Israel til at gøre det og så få Indien, Pakistan og Nordkorea til at følge trop - så skulle Iran nok være med på ideen. Det nuværende skuespil er ren hykleri.
Aase Bak-Nielsen

Jeg kan ikke lade være med at grine af de vestlige sympatisørers artikler som f.eks. det her, hvor man giver udtryk for, at det er iranerne der har brug for en dialog med verden om deres såkaldte atomprogram. Come one? Hvorlænge vil man bilde folk den løgn inde?
Det er altså ikke Iran, der har brug for en dialog eller et tilbud fra vesten, men mere vesten der har brug for en dialog med Iran.
Og Iran har gang på gange været åben for dialog, men betingelserne for en dialog har mange vestlige lande desværre ikke formået at lære endnu!
De burde ellers være meget enkle at forstå og består ganske enkelt af:

1- At have respekt for Iran og den iranske nation. Trusler i form af militær angreb, sanktioner eller propogonda mod Iran, er ikke noget der gavner vesten.

Sålænge man ikke har høfligheden i orden, så er der ingen grund til dialog med vesten, indtil man har fået lært hvordan man skal snakke til nationen. Og hvorfor er man bekymret overhovedet? Sålænge USA har 5000 atomsprængninghoveder og Israel flere hundrede, uden verden bekymrer sig om dem, er der intet at være bekymret for mht. deres atomprogram !