Leder

Ufuldendt mission i Mali

Debat
4. februar 2013

Jeg står her foran jer for at sige, hvor stolte vi er af jer. Hvor meget vi beundrer jer. (…) Hvad I har udrettet, gør republikken ære.«
Præsident François Hollandes ansigtsudtryk, da han talte i det befriede Timbuktu i Mali, var lige så triumferende, som de opmarcherede geledder af franske elitesoldater var stolte, og menneskemængden af lokale indbyggere var euforisk. Den franske præsidents militærintervention, som mange iagttagere kaldte en hasarderet satsning, bar frugt.
På tre uger har de franske indsatsstyrker og tropper fra Malis regeringshær nedkæmpet og fordrevet – mest det sidste – de al-Qaeda-allierede arabiske og tuaregiske militser fra deres sidste bastioner i den nordlige del af landet, stort set uden at lide tab.
Det islamistiske rædselsregime, de opretholdt i det nordlige Mali gennem 10 måneder, er forbi. Hollande, der på hjemmefronten er trængt af økonomisk mismod og stigende arbejdsløshed, har hermed vun det sin største politiske sejr som præsident og bortmanet eventuel tvivl om hans format og beslutningsevner . Også Hollandes internationale autoritet er styrket.
Men tiden er ikke inde til at melde la mission accomplie. Glemt er ikke billedet af en anden triumferende præsident, George W. Bush, der stående på dækket af hangarskibet Abraham Lincoln den 1. maj 2003 erklærede afslutningen på »alle større kampoperationer« i Irak. Det mareridt, der fulgte herefter, er deprimerende velkendt. At vinde krigen var den lette del. At vinde freden lykkedes aldrig for den amerikanske besættelsesmagt, der begik den ene strategiske fejl efter den anden, begyndende med opløsningen af Iraks sikkerhedsstyrker.
At stabilisere og opbygge et demokratisk Mali, nedtone de etniske spændinger mellem den sorte flertalsbefolkning og tuaregerne i nord og at afværge en truende borgerkrig bliver tilsvarende en langt vanskeligere udfordring. Det er en opgave, der kræver en koordineret international indsats. Her behøver franskmændene al den bistand, de kan få fra deres internationale partnere, herunder Danmark.
Ud over Storbritannien, der sender 330 soldater, har tilsagnene indtil videre været beskæmmende få og mest af symbolsk karakter.

Rollen som fredsbevarende styrke kan ikke betros til Malis egen hær, der er militært uduelig, politisk korrumperet og ifølge rygter allerede har været involveret i blodige repressalier mod formodede islamist-kollaboratører i Nordmali. En fredsstyrke i regi af Den Afrikanske Union (AU) vil i stedet blive sammensat, primært hære fra andre vestafrikanske lande. Men det kan tage måneder, før disse enheder er på plads, ligesom det må betvivles, hvor veltrænede og ubestikkelige de er. I mellemtiden vil det nordlige Mali forblive under fransk militær kontrol. Hvad de jihadistiske oprørere, der snarere er flygtet end slået, kan finde på i mellemtiden, er et åbent spørgsmål, men selvmordsbombeaktioner, snigmord og bagholdsangreb må forventes. Ej heller kan der udstedes nogen garanti for, at soldaterne fra Malis gamle koloniherre vil blive ved med at nyde samme høje popularitet i månederne fremover.

At opbygge og stabilisere Mali som demokrati bliver ikke spor let. Malis midlertidige præsident, Dioncunda Traoré, vil afholde valg i juli, men bag kulisserne har de magtbegærlige unge officerer, der stod bag kuppet i marts sidste år, stadig stor indflydelse.
Helt afgørende for, om projektet kan lykkes, bliver bestræbelserne på at forbedre forholdet til tuaregerne i nord, som er etnisk, kulturelt og sprogligt forskellige fra det sorte flertal og længe har haft løsrivelsesambitioner. Der er intet alternativ til en politisk aftale om større autonomi for de tuaregisk dominerede ørkenregioner i nord. Men opgaven bør ikke være umulig, for kun et fåtal af tuaregerne deler de militante islamisters synspunkter og drømme om en sharia-stat.
Hollandes tilgang lyder fornuftig. I sin sejrstale i Timbuktu afviste han, at Frankrigs tilstedeværelse skulle have nykolonialistiske årsager: »Vi vil stå sammen med jer helt til den bitre ende. Ikke for at varetage vores egne interesser. Ikke for at beskytte bestemte fraktioner. Men for hele Malis skyld. Og når vores arbejde er gjort, tager vi hjem igen.«
 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Ja, hans hjerte har nok altid banket for Mali.

Michael Kongstad Nielsen

Ikke et ord om Frankrigs overtrædelse af FN-resolutionen fra december, 2012, se her:
http://www.un.org/en/sc/documents/resolutions/2012.shtml
hvori der står, at det skal være en afrikansk ledet 3.300 mand stor aktionsstyrke, og at europæerne kan bistå med hjælp til nationbuilding, træning af maliske soldater - men altså under afrikansk ledelse. Nu må vi have lidt tillid til dem!!

Om fremtiden. Hvad med at dele landet? Araberne og tuaregerne i nord har ikke meget tilfælles med de sorte afrikanere i syd, der befolkningsmæssig er ca. 30 gange større. Men kig engang på kortet,
http://en.wikipedia.org/wiki/File:LocationMali.svg
Tuaregerne og araberne kunne få den øverste trekant, en ordentlig luns på størrelse med Spanien, eventuelt inklusive Timbuktu, eller lade den være delt som Jerusalem.
NEJ, NEJ man kan ikke ændre grænser i Afrika!!! Jo, det kunne man da i Sudan. Og man kan hurtigt finde andre steder, der kunne trænge.

I øvrigt er det ikke AU (den afrikanske union), men ECOWAS (de vestafrikanske landes økonomiske samarbejdsorganisation), der er blevet bedt om at intervenere
http://da.wikipedia.org/wiki/ECOWAS .
Lad dem nu vise, hvad de duer til, og husk, det er en midlertidig (ikke folkevalgt) regering og præsident, der har råbt om hjælp til Frankrig. Nu må vi have gang i valg hurtigt - eller hvad med at genindsætte den demokratiske regering, der blev kuppet sidste år?

Nå... Jamen, hvis Hollande selv afviser nykolonialisme, må det være sandt! Suk!