Leder

Arven fra Irak – I

19. marts 2013

Her på 10-årsdagen for USA og de allieredes invasion af Irak kræver det ikke den store indsigt eller forestillingsevne at konstatere, at denne ulykkelige krig er et ypperligt eksempel på, hvorfor man aldrig bør gå i krig, med mindre det sker i selvforsvar.

Mange lektier kan læres af Irak-krigen: Demokrati og frihed plantes ikke med et geværløb. Et repressivt og totalitært regime kan kun væltes gennem et langt og sejt arbejde med at støtte interne oppositionsgrupper. Stormagters militære interventioner – selv dem bemyndiget af Sikkerhedsrådet – bør altid tage højde for loven om utilsigtede konsekvenser.

Uanset hvor gement et regime er, besidder magthaverne altid legitimitet i dele af befolkningen; ellers ville det falde sammen som et korthus. Sådan var det i Irak og Libyen, sådan forholder det sig i Syrien i dag.

Så snart en udenlandsk magt griber ind og forstyrrer den indre magtbalance, hvorpå et styres legitimitet og repressive side hviler, skaber det en ubalance, som kan give sig udslag i mange år med politisk kaos, økonomisk ruin og en uendelig kædereaktion af vold mellem sekteriske grupper. For vestlige ledere som George W. Bush, Tony Blair, Anders Fogh Rasmussen og andre burde denne omstændighed have været selvindlysende. Er loven om de utilsigtede følger ikke den vigtigste lektie, Europa lærte lige fra 30-årskrigen og frem til den sidste store krig på kontinentet? Den europæiske krig havde næsten uden undtagelse sin oprindelse i konflikter på tværs af nationale grænser om mindretals rettigheder. Det samme gør sig i vid udstrækning gældende i Mellemøsten og Sydasien i dag, hvilket interessant nok er et levn fra kolonimagternes bevidste forsøg på at sætte etniske grupper op mod hinanden gennem en vilkårlig grænsedragning.

Men den lære er enten glemt eller fortrængt af det demokratiske Vestens ledere. I Irak og i Afghanistan kastede de sig hovedkulds ud i krige, som europæisk historie forlængst havde forkastet som selvødelæggende forehavender. Alt sammen i en iver for at pådutte andre folkefærd vores opfattelse af den ideelle samfundsmodel. Det var det store nykonservative projekt, som skulle gøre Mellemøsten sikker for Israel og industrilandenes olieforsyninger efter 11. september. Demokrati var et universalmiddel.

I Afghanistan var Taleban klart identificeret med pashtun-befolkningen (der også lever i Pakistan) og Den Nordlige Alliance med de persisk-talende tadsjiker. I Irak var Saddam Husseins magt funderet på Sunni-mindretallet på bekostning af det shiitiske flertal og kurderne. I Syrien er Assad-dynastiets magt baseret på en lille shiitisk sekt omgivet af et sunnimuslimsk flertal. De første to lande er kommet ud i borgerkrig siden de udenlandske interventioner; det samme ville være sket i Syrien, hvis vestlige styrker havde grebet ind, og endnu værre: Iran og Hizbollah ville ikke have forholdt sig passivt.

Den forsigtige fremfærd i tilfældet Syrien vidner om, at nogle vestlige ledere – især Barack Obama og Angela Merkel – har lært af fiaskoen i Irak. Men denne vending bør på den anden side ikke føre til en kategorisk afvisning af militær intervention.

Det internationale samfund gør godt i at bevare en ret til at gribe ind og stoppe et blodbad mod uskyldige, hvis en stat ikke vil eller kan beskytte dem selv. Denne ret er forankret i FN’s erklæring fra 2005, der giver Sikkerhedsrådet beføjelse til at intervenere. Dette ansvar blev afprøvet for første gang i Libyen, dels fordi truslen om et intenderet folkemord blev fremsagt direkte, og dels fordi indgrebet ikke medførte indsættelse af fremmede soldater med de forventede utilsigtede følger.

Det er vigtigt i denne sammenhæng, at det internationale samfunds ansvar til at beskytte civile mod masseforbrydelser ikke er en traktatmæssig forpligtelse til at gribe ind militært og slet ikke til at lave om på samfund. Meningen er at forebygge og at anvende fredelige midler, inden konflikter udarter. FN er i fuld gang med dette projekt, som bør nyde finansiel støtte og stor offentlig bevågenhed. Det er nemlig måden, hvorpå vi undgår at gentage krigseventyr, der uvægerligt sætter nye og værre voldelige konflikter i gang. I den forstand tjener Irak som skræmmeeksempel. 

Dette er den første af tre ledere om Irak, som Information bringer i løbet af ugen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu