Leder

Arven fra Irak – II

20. marts 2013

Iraks minister for provinsanliggender, Turhan al-Mufti, kronraget med en imponerende moustache, blev interviewet på al-Jazeeras engelske kanal i går. Den direkte anledning var den irakiske regerings beslutning om at udskyde planlagte lokalvalg i Nineveh og Anbar, to sunni-dominerede provinser med byerne Mosul og Falluja, af sikkerhedshensyn. Siden december har Iraks sunnitter protesteret fredeligt mod Nuri al-Maliki og hans shia-dominerede regerings stedse grovere overgreb på det sunnitiske mindretal – senest med arrestationen af mere end 100 tilhængere af den tidligere finansminister Rafi Issawi, en prominent sunni-politiker, der tidligere har anklaget al-Maliki for »at etablere et nyt diktatur«.

Dog var provinsminister al-Muftis svar klare og forbløffende entydige: »Sådan er demokratiet,« gentog han. I shia-politikerens optik har Nuri al-Maliki sit folkelige mandat i orden, da han jo blev demokratisk valgt tilbage i 2010.

Som det fremgår af Information i disse dage har al-Maliki misbrugt sit mandat til at gennemføre et de facto-’selvstyre’ – han kontrollerer hæren, sikkerhedsstyrkerne, finanserne og retsvæsenet. Det sidste i en sådan grad, at han i 2012 fik udvirket en dødsdom over Tariq al-Hashemi, sunni-vicepræsidenten, som al-Maliki gik efter, i samme øjeblik amerikanerne vendte ryggen til i december 2011. Al-Hashemi, der blev dømt på anklager om meddelagtighed i bombeangreb, flygtede til det kurdisk kontrollerede Nordirak og bor nu trygt i Ankara med tyrkisk garanti for, at han ikke udleveres til al-Malikis skafot. Og sådan kan Nuri al-Maliki dømmes for ’demokratisk overtrådt’ i stribevis af sager. Men i grunden gør han bare, som alle andre arabiske magthavere altid har gjort – og som Mohamed Mursi gør i Egypten lige for tiden. Beskyttelse af mindretal er ikke på den aktuelle arabiske dagsorden, og i Iraks tilfælde skal det huskes, at shiaerne i årtier led under Saddam Husseins sunnitiske mindretalsdiktatur – ikke en undskyldning, men dog en forklaring på overgrebene. Og sikkerheden er øget, selv om 350 mennesker slås ihjel hver måned. De sydlige shia-provinser og det nordlige Kurdistan har færre mord end Canada – alt andet lige et fremskridt i forhold til rædslerne i 2006-7, hvor tallet var 3.200 svarende til mere end 100 dræbte pr. dag.

Vil man drage nytte af Irak-erfaringen, skal blikket vendes mod Syrien. På den ene side har interessenterne lært af Irak-fiaskoen ved ikke at indsætte landtropper, men på den anden side er de ved at begå de samme fejl som i Irak – hvis der da er tale om fejltagelser og ikke udtryk for køligt overlæg! Hvilket kan være årsagen til, at udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i sin ’hvad jeg har lært af Irak’-kronik i gårsdagens udgave af Information omtaler både Afghanistan, Libyen og Mali, hvor de danske jenser har deltaget i demokratiske korstog, men ikke nævner Syrien med et ord. For hvad er der ved at ske i Syrien, som Søvndal helst ikke vil se for sig?

USA’s udenrigsminister, John Kerry, pålagde forleden de stridende parter at »sætte sig til forhandlingsbordet«. Samtidig accepterede USA, at briterne og franskmændene nu kan bevæbne den ’moderate’ fløj af den væbnede opposition, FSA (Frie Syriske Armé). Altså en krigserklæring, der ikke er befordrende for regimets lyst til at sætte sig til noget forhandlingsbord. Det er heller ikke meningen. Det nuværende syriske styre kommer ikke til at spille nogen rolle i fremtidens Syrien – da det vil betyde, at Iran får indflydelse – men Vesten vil helst redde den fungerende statsadministration.

Næste øvelse bliver, at oppositionens nyslåede ’premierminister’, en totalt ukendt IT-tekniker fra Texas ved navn Ghassan Hitto, der godt nok er syrer, men med amerikansk statsborgerskab, anmoder USA og dermed NATO og EU og i sidste ende Søvndal og Thorning-Schmidt om flystøtte, så de ’moderate’ FSA-enheder kan operere uforstyrret. Resultatet bliver højst sandsynligt permanent borgerkrig, hvor Syrien – som Irak – er elimineret som stat, splittet op i enklaver og bevæbnet af diverse interessenter.

Til fordel for hvem? For Israel såmænd, der således i dette århundredes første årtier er kommet af med de to arabiske magter, der i sidste århundrede udgjorde en potentiel trussel mod den jødiske stat.

Dette er den anden af tre ledere om Irak, som Information bringer i løbet af ugen. Den første blev bragt i går

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu