Leder

Arven fra Irak III

22. marts 2013

Forsvarsminister Søren Gade måtte kaste sig ned i ørkensandet under afslutningsparaden, da de danske soldater i sommeren 2007 skulle trækkes tilbage fra Irak. Op til tilbagetrækningen havde militser igen og igen angrebet den danske lejr uden for storbyen Basra, og det var endnu en raketalarm, der afbrød afslutningsparaden og tvang ministeren til at søge dækning.

Begivenheden illustrerede, at de danske soldater ikke efterlod et fredeligt Irak. Lokale militser var svært bevæbnede og bekæmpede fortsat hinanden og koalitionsstyrkerne, og myndighederne var magtesløse.

Frem til tilbagetrækningen havde den danske regering ikke desto mindre ageret som om, det var lykkedes at skabe et samfund, hvor myndighederne var i stand til at beskytte borgerne. Ikke alene var den officielle begrundelse for tilbagetrækningen, at irakisk militær og politi nu selv ville kunne stå for sikkerheden. Også de politisk ømtålelige diskussioner om irakiske fanger og irakiske tolke var præget af fiktionen om det velfungerende Irak.

I sommeren 2004 fik den danske regering de første oplysninger om irakisk fangemishandling. Oplysningerne stammede fra en dansk delegations besøg i et fængsel i Basra. Otte ud af 15 fanger, som delegationen talte med, fortalte, at de var blevet tortureret af politiet. Og flere af dem kunne fremvise objektive tegn på tortur i form af blandt andet brændemærker.

Oplysningerne fik ikke den danske regering til at sætte en stopper for dansk deltagelse i at tage fanger, der endte i irakisk varetægt. Som afdækket i denne avis hemmeligholdt Søren Gade i stedet oplysningerne for Folketinget, og heller ikke senere advarsler om irakisk fangemishandling fik regeringen til at skifte kurs.

Hvad, der siden er sket fangerne, er for de flestes vedkommende uvist. Men i ét tilfælde gik det med sikkerhed helt galt: I april 2005 blev irakeren Abbas Allawi taget til fange af britiske soldater under en dansk ledet operation og overgivet til irakisk politi, der tæskede ham ihjel.

To irakiske tolke, der havde arbejdet i dansk tjeneste, måtte også lade livet. Første gang var i december 2005, hvor en tolk blev likvideret med skud. Da de danske soldater et år senere begyndte at forberede den danske tilbagetrækning fra Irak, slog en gruppe officerer alarm. De vidste, at tolkene var truet af militser på grund af deres arbejde for koalitionsstyrkerne, og i et brev til regeringen opfordrede de til at give tolkene asyl. Forslaget blev afvist af Søren Gade, hvilket fik oppositionen til at anklage regeringen for at svigte sit moralske ansvar. Men da det midt i juni 2007 kom frem, at endnu en irakisk tolk i dansk tjeneste var blevet likvideret, blev det en politisk nødvendighed for regeringen at skifte kurs, og tolkene blev evakueret til Danmark.

Den danske politik over for irakiske fanger og tolke skal forstås i lyset af, at det erklærede formål med krigen var blevet at skabe et frit og fredeligt Irak, hvor menneskerettigheder og demokratiske værdier kunne blomstre – når nu det ikke var lykkedes at finde de masseødelæggelsesvåben, der i første omgang havde været begrundelsen for invasionen. Havde VK-regeringen stoppet danske soldaters deltagelse i at sende fanger i armene på de irakiske myndigheder, og havde den af egen drift fulgt forslaget fra de danske officerer om at give tolkene asyl, så havde det også været en indrømmelse af, at missionen var mislykkedes. At det ikke var lykkedes at opbygge et samfund, hvor myndighederne var i stand til at tage vare på borgernes sikkerhed.

Ti år efter invasionen af Irak står Danmark med samme problem i Afghanistan. Selv om der ifølge FN foregår omfattende fangemishandling i afghansk varetægt, har forsvarsminister Nick Hækkerup afvist at indføre et generelt forbud mod overleveringer af fanger til de afghanske myndigheder. Og selv om alt tyder på, at de lokale afghanske tolke i dansk tjeneste er i stor risiko for forfølgelse, har forsvarsministeren afvist at hjælpe dem.

En del af arven fra Irak burde være en bevidsthed om, hvor afgørende det er, at krigsførende nationer åbent erkender, når udviklingen ikke går den rigtige vej, og handler derefter. I stedet for at tage civilbefolkningen som gidsler i et forsøg på at iscenesætte en falsk fortælling om fremgang. Men den aktuelle situation i Afghanistan rejser tvivl om, hvorvidt de danske beslutningstagere er blevet klogere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu