Leder

Danmarks frygt, Grønlands frihed

14. marts 2013

I den løse, mudrede havbund, cirka 4.300 meter under isen, placerede to ubåde 7. august 2007 det russiske flag i Nordpolen. Det blev startskuddet til et global spil om retten til Arktis, som – efter stor og ihærdig arbejdsindsats fra Per Stig Møller (V) og hans udenrigsministerium – mundede ud i Ilulissat-erklæringen i maj 2008. En ’fredserklæring’ som slår fast, at de fem arktiske lande i mindelighed skal blive enige om retten til de arktiske havområder, der ikke i forvejen er fordelt.

Arktis-spillet handler om global magt. Om symbolværdi og attraktive sejlruter, der åbnes i takt med, at isen svinder. Spillet handler i mindre grad om råstoffer – under 10 procent af de forventede olieforekomster i Arktis ligger i havområder, som ikke allerede tilhører enten Rusland, USA, Norge, Canada eller det danske rigsfællesskab.

Denne vinters danske debat op til det grønlandske landstingsvalg, der blev gennemført tirsdag, har handlet om råstoffer, løndumping, arbejdsvilkår og det forestående indtog af kinesiske minearbejdere. Men den danske diskussion om Grønland handler først og sidst om global magt. Som beskæftigelsesminister i 2007 og ’08 og nuværende oppositionspolitiker Claus Hjort Frederiksen (V) formulerede det i DR2’s Deadline 30. januar i år:

»Min bekymring er bare, når jeg ser på det arktiske område, at det spiller en større og større geopolitisk rolle, at kineserne så massivt vil tage til Grønland. Hvis man tager 5.000 kinesere til Grønland, så svarer det jo til, at man tager over 400.000 kinesere til Danmark.«

Kinas interesse og indflydelse i Arktis er øget de senere år, og Kina kalder sig nu en ’stat nær Arktis’. Men den kinesiske ’invasion’ af Grønland, som Claus Hjort Frederiksen – og mange andre i Danmark – taler frem på dansk fjernsyn, er overdreven. Ikke desto mindre har fortællingen om ’invasionen’ spredt sig.

DR’s journalist og grønlandskender Martin Breum gik – i et læserbrev i gårsdagens New York Times skrevet med fotograf Jørgen Chemnitz – i rette med det billede, der tegnes af situationen i Grønland. Der er f.eks. ingen ’kinesiske militærbaser’ på vej i Grønland, pointerer Breum og Chemnitz. Og fra det britiske mineselskab London Mining Group lyder det, at der godt nok har været udvist interesse for investeringer i grønlandsk minedrift fra kinesisk side, men hidtil er der ikke placeret én yuan i landets undergrund. Ingen aftale er på plads.

Også Danmarks ambassadør i Beijing, Friis Arne Petersen, rejste i weekenden tvivl om Kinas interesse i Grønland. Og i november sidste år forklarede det kinesiske erhvervsblad Caixin Kinas forbehold: »De fleste kinesiske firmaer vægrer sig ved at investere deres penge i et land, hvor der historisk set ikke tidligere har været nogle kinesiske investeringer.«Et er, at den danske frygt for kineserne i Grønland er overdreven. Noget andet, at frygten har skygget for en konstruktiv dialog i Rigsfællesskabet om det, der er grønlændernes interesse. I Grønland handler det ikke blot om global magt, men hovedsageligt om økonomisk frihed og frihed fra at blive forsørget af Danmark. En dagsorden som især er sat af det nationalistiske venstrefløjsparti Partii Inuit.

Og i Grønland har valget handlet om, hvorvidt royalties er den bedste måde at tjene på de mulige investeringer i Grønland. Som den store vinder ved landstingsvalget, Siumuts Aleqa Hammond, har argumenteret for. Eller om man hellere skal forsøge sig med en skattemodel, fordi royalty-modellen kan skræmme investorer væk. Det har afgående selvstyreformand, Kuupik Kleist fra IA, advaret mod.

Men uanset grønlandsk partifarve og uanset ønske om beskatningsmodel, så er den grønlandske drøm om frihed fælles. Og så betyder det mindre, om det vil ske via investeringer i kinesiske yuan, australske dollar eller danske (pensions)kroner.

I debatten mellem danskere og grønlændere tales ud fra to forskellige interesser. Og det gavner hverken debatten eller samarbejdet i et rigsfællesskab, der i den kommende tid står over for at træffe beslutninger af stor betydning for Grønlands økonomiske frihed. Det er i hele Rigsfællesskabets interesse at sikre en stabil udvikling mod denne frihed – det skal en frygt for et spøgelse fra Kina ikke forplumre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Georg Christensen

For "grønlændernes" egen skyld, håber jeg, at de tør være en del af Kinesernes "statskoncerner´s", nok endnu lidt uoverskuelige metoder, men med håbet om, at store ændringer er på vej. Kineserne har en gigantisk fordel, de er ikke "religon´s forvirrede", som andre folk. Når kineserne gider lytte til prædikanten, forvænter de at modtage "noget", ikke bare som andre i østen eller vesten en flok "ord" fyldt med "illusionsforvirring", og enerets bestemmelser. Vestens leder nation Amerika, er forlængst gået konkurs og Europæerne følger bare stadig med. Med kinesiske øjene set: En latterlig "cirkusforestilling" er endelig ved at finde sin afslutning.

NB: Til Kina toppen,har jeg også et råd: Det er ikke nok, at kun en tiendedel,danner grundlag for helhedsforståelsen, selv den lille "bundeknold" derude langt ude på landet, bør også få muligheden til at være med. Selvstændighed i fællesskab er vejen frem. "HEJ" KINA, tag bare en kopi af kopien og forbedre den, og alle muligheder står åbne.
Til Grønlænderne, spring let den danske indoktrinering over, spring ud, bliv "det" I altid har været "noget for jer selv", og så lad bare resten af verdens finansindustrielle "ABER", stå tilbage, med åbne munde og tomme hoveder.