Leder

Kvindekroppen i kampposition

8. marts 2013

Søstre gør det for sig selv«, sang Aretha Franklin og Annie Lennox i 80’erne som en krølle på 1970’ernes kvindekamp, og omtrent samtidig med at yuppietid og kapitalistisk individualisme lukkede og slukkede for et tiår med rødstrømpebevægelser i den vestlige verden.

I 1970’erne stod kvindekroppen og dens naturlighed i centrum i den vestlige kvindefrigørelse; bh’er blev smidt og brændt af, make-up bandlyst og stofbleer konverteret til de senere så forhadte lilla tørklæder.

I 80’erne kom ikke alene bh’en på igen, den var oven i købet push up. Den ’naturlige’ kvinde blev atter pakket ind i læbestift og permanentkrøller, mens den opfattelse bredte sig, at kampen var slut. At kvinder stadig tager broderparten af børnepasning og rengøring, er i overtal i dårligt betalte omsorgsfag og i fåtal på direktionsgange, bliver anset som sakrosankte frie valg. Selv kønsbarbering, silikonebryster og botox-indsprøjtninger er vel bare noget, vi frit vælger. Og var det ikke netop frihed, som kvinderne kæftede op for at få?

Men nu er der atter kvinder, der smider bh’er eller på anden meget direkte fysisk og kropslig vis tager kampen op mod patriarkatet. Det sker ude i andre hjørner af verden, hvor mænds dominans har kronede dage. Og det sker på helt andre måder, end den 1970’erne bød på i et Vesten i materiel blomstring.

Kvindekroppen har altid stået centralt i menneskets civilisatoriske projekt. Men op gennem årtusinder har den i reglen været symbol på den natur, selve civilisationen satte sig op imod. Det er måske filosoffen Hegel, der bedst har forklaret det med sin herre-slavedialektik. Herren kan ganske enkelt ikke undvære slaven, hvis han skal kunne føle sig som herre. I kønsforskellen har denne dialektik indskrevet sig med kvinden som den inkarnerede modsætning, der holder mandens position oppe. Hvis kvinden er krop og natur, kan manden være tanke og kultur. Hvis han er rationalitet, er hun følelse. Hvis manden skal være magt, må hun være afmagt.

Det var denne arbejdsfordeling, de engelske suffragetter satte sig fysisk op imod, dengang kampen for kvinders valgret stod på for små 100 år siden. De gemte sig i det britiske parlament og afbrød diskussioner, der havde kørt i ring i årevis; de blev arresteret og sultestrejkede og døde endda i kampen. Siden har kvinder i lighedens navn gjort cirkeltænkningen grundigt til skamme. De kan lige så godt være ’mænd’ som mænd. Der så til gengæld kigger sig forvirrede omkring, fordi de ikke helt aner, hvad der så skal holde deres maskulinitet oppe. Med ynkelige forsøg på at sende kvinden tilbage til tidligere tiders stereotype inkarnationer.

Men derfor må det også til enhver tid anses og vurderes på ny, når kvinder verden over overtager herredømmet over egen krop og oven i købet bruger den i kamp for lighed og frihed. At instrumentalisere sig selv er totalt anderledes end at underkaste sig patriarkalske normer. Det er allerede frihed.

Når søstre derfor atter ’gør det for sig selv’, kan man ikke bare fra et vestligt ophøjet synspunkt bedømme, at dér har man været, og at de gør det forkert. Arabisk kvindekamp sker muligvis med helt andre forhandlinger om tørklædet, end dem vi kan forestille os, når vi betragter det som undertrykkende.

Femen-aktivisterne har med udgangspunkt i et patriarkat, der i det tidligere Sovjet atter støtter sig på en repressiv udgave af kristendom, til gengæld en antireligiøs dagsorden, der har været ilde hørt hos visse franske feminister. De brød sig ikke om, at de unge Femen-kvinder smed bh’erne i selveste Notre Dame og mener også, at udstillingen af nøgne bryster underminerer feminismen. Og hvad stiller man op med det truende element af selvjustits, når Femen vil straffe frifundne voldtægtsmænd ellerpinksarifurierne i bogstaveligste forstand tager sager om voldelige ægtemænd i egne bambusstokbevæbnede hænder?

At gøre kvinden til herre over sin krop er kernen i ethvert civilisatorisk frihedsprojekt, fordi det ikke alene sætter kvinden fri, men også i samme åndedrag tvinger manden til den fulde frihed. Det kan antage mange former, og det kan virke truende. Men først og fremmest skal man i frihedens navn glæde sig utrolig meget over, at det sker. Igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jørn Vilvig
Robert Ørsted-Jensen og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu