Leder

En ny start for Somalia

4. marts 2013

Når muligheden byder sig, skal man slå til. Og sjældent har muligheden for at få styr på et af klodens værst ramte konfliktområder været så stor, som den er netop nu. Somalia, der topper listen over fejlslagne stater, fik for mindre end seks måneder siden en ny regering.

Efter to årtier med borgerkrig, usikkerhed, terror, pirateri og hungersnød leder en folkevalgt præsident nu Somalia og ser i modsætning til sine forgængere foreløbig ud til at tage sit ansvar seriøst.

Somalias fremtidsudsigter er med andre ord lysere, end de har været længe. I syd er den militante islamistiske organisation al-Shabaab på retræte. I nord opgiver piraterne en efter en deres ellers lukrative levevej.

Som Information kunne fortælle i fredags er den nye præsidents seneste tiltag at give amnesti til de helt unge pirater. Bagmændene, som sidder i De Forenede Arabiske Emirater, Kenya eller Vesten og som skovler penge ind, er ikke omfattet af amnestien. Heldigvis.

Amnestien er måske første skridt væk fra den overflade- og symptombehandling med militære midler, som det internationale samfund igennem flere år har praktiseret. I stedet kan man håbe på, at indsatsen rykkes ind på land, hvor løsningen nok i virkeligheden skal findes.

Ingen gør sig dog forhåbninger om, at Somalia kan rejse sig som en fugl Føniks og på kort tid blive et stabilt land med evne til at brødføde egen befolkning og holde styr på landets urolige elementer uden hjælp. Processen er kun lige begyndt, og centralregeringen i Mogadishu har brug for hjælp. En hjælp den har måttet kigge langt efter i mange år på grund af korruption.

Den netop planlagte Somalia-konference i London senere i år vil vise, hvor meget det internationale samfund er klar til at investere i et af verdens mest sårbare lande.

Efter de seneste års ydmygende handlingslammelse og berøringsangst i forhold til verdens andre brændpunkter, kan et fælles fodslag i Somalia forhåbentlig være med til at give både somalierne og det internationale samfund en ny start.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu