Leder

Statsministerens politiske mod

11. marts 2013

Det borgerlige Danmark er blevet fans af statsministeren. Venstres folketingsmedlemmer erklærer sig misundelige på regeringens vækstpakke og roser både kontanthjælpsreform og selskabsskattelettelser. Til gengæld har reformerne efterladt både det folkesocialistiske og socialdemokratiske bagland på randen af mytteri. Friske tal fra Gallup viser, at opbakningen til S i dag er på historisk lave 17 procent.

Helle Thorning-Schmidt (S) er langtfra den første socialdemokratiske regeringsleder, der brænder fingrene på at gennemføre upopulære arbejdsmarkedsreformer. Hun er heller ikke den første socialdemokratiske regeringsleder i Europa, der hyldes af borgerlige kommentatorer og politikere som den eneste med det påkrævede mod til at gennemføre reformer, der måske nok anses for at være nødvendige, men som samtidig er særdeles upopulære blandt egne vælgere.

Da socialdemokraten Gerhard Schröder i 1998 overtog kanslerembedet fra Helmut Kohl iværksatte han kort efter en række vidtgående reformer af det tyske arbejdsmarked og den tyske økonomi, der i slutningen af 1990’erne var hårdt mærket af en uventet dyr genforening, høje lønninger, stagnerende vækst og afhængighed af en skrøbelig eksportøkonomi.

Under navnet Hartz IV indførte Schröder i løberne af nullerne – med accept fra store dele af fagbevægelsen – en ny incitamentstruktur på arbejdsmarkedet. Nøjagtig som med regeringens vækstplan blev Schröders Agenda 2010, der reducerede de sociale ydelser og skærpede kravene til arbejdsløse, præsenteret som en økonomisk nødvendighed og hyldet af borgerlige som et opgør med krævementaliteten.

’Agenda 2010’ blev – overfladisk betragtet – en teknokratisk succes. I dag roses Schröder af Angela Merkel for at deregulere det stive tyske arbejdsmarked og dermed sikre Tyskland en unik konkurrencefordel i forhold til de øvrige eurozonemedlemmer, da finans- og eurokriserne ramte kontinentet.

Gerhard Schröder formåede dog ikke at forene økonomisk effektivitet med social retfærdighed. Reformerne førte til øget ulighed og udvidelse af den tyske lavtlønssektor med vælgerflugt og dannelsen af protestpartiet Die Linke som direkte konsekvens.

Baggrunden for den danske regerings reformer er grundlæggende anderledes. Mens Schröders reformer søgte at geare tysk økonomi til den eksisterende efterspørgsel, har eurokrisen som en indirekte konsekvens af tysk satsning på eksport medvirket til at indsnævre de nationale regeringers råderum over de nationale budgetter på et tidspunkt med vigende efterspørgsel i eurozonemarkedet. Med finanspagten er sparepolitikken blevet ophøjet til en uomgængelig finanspolitisk doktrin, der giver kommissionen mulighed for at straffe lande, der ikke holder det nationale budgetunderskud under tre procent af BNP. Finansmarkederne kræver med andre ord en bestemt økonomisk politik, og kansler Angela Merkel understreger behovet for at udvikle »det markedskonforme demokrati«.

Det er denne økonomiske virkelighed, der ligger til grund for den danske regerings vækstpakke.

»Læren er, at hvor vi tidligere kunne tillade os at have et mål om langsigtet økonomisk holdbarhed og en høj belåning, er vi nu nødt til at skærme os mod pengemarkedernes lunefuldhed med økonomisk overholdbarhed og lavere låntagning,« skrev finansminister Bjarne Corydon, gruppeformand Henrik Sass Larsen og andre ledende socialdemokrater i en kronik i august som forberedelse til kommende reformer.

Regeringen er nødt til at handle, som den gør, lyder budskabet, der udløser ros og lovsange om politisk mod fra det borgerlige Danmark. Borgerlige klakører overser imidlertid, at politisk mod næppe viser sig ved at følge i Gerhard Schröders fodspor og følge resten af eurozonen på vejen mod velfærdsbesparelser, dereguleringer og skattelettelser og andre ledsagefænomener til det markedskonforme demokrati. En statsminister med reelt politisk mod ville i stedet kaste sig ind i et helhjertet opgør med både finanssektoren og den finanspolitiske sparedoktrin, der i løbet af den europæiske krise har fået status af mainstream.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lau Dam Mortensen
  • n n
  • Lars Dahl
  • Peter Gordy
  • Jarl Artild
  • Jette Abildgaard
  • morten Hansen
  • Tove Lodal
  • Inger Sundsvald
  • Marianne Christensen
  • Lone Christensen
  • Kirsten Andersen
  • Morten Lind
  • Martin Karlsson Pedersen
  • Benny Larsen
  • Anders Kristensen
  • Torben K L Jensen
  • Henrik Darlie
  • Rasmus Kongshøj
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • HC Grau Nielsen
  • Ole Henriksen
Lau Dam Mortensen, n n, Lars Dahl, Peter Gordy, Jarl Artild, Jette Abildgaard, morten Hansen, Tove Lodal, Inger Sundsvald, Marianne Christensen, Lone Christensen, Kirsten Andersen, Morten Lind, Martin Karlsson Pedersen, Benny Larsen, Anders Kristensen, Torben K L Jensen, Henrik Darlie, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, HC Grau Nielsen og Ole Henriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Helle er en vendekåbe. Man kan kalle det mod.

Vendekåbe
En vendekåbe er en person som skifter loyalitet; fra et standpunkt eller ideal til et andet, forrådende eller deserterende den oprindelige sag ved at skifte side eller parti. I politisk og social historie er en vendekåbe forskellig fra en forræder, da omskiftningen sker under følgende omstændigheder:

I grupper, ofte ledet af en eller flere ledere.
efter eget forgodtbefindende eller for egen fordel.

Lars Kristensen

Mod, er noget man skal have, når man vil smadre et parti sønder og sammen og det kan man da kun sige, at Helle Thorning har sammen med SFs to nuværende og tidligere ledere.

Så, jo S og SF ledere har vist mod, langt mere mod end sådan en som Lars Løkke vil turde vise. Selv Lene Espersen og Lars Barfoed har vist eller viser samme tendens af mod, men ikke nær så meget.

Lars Løkke er en ren bangebuks. Prøv at se ham som en der kører Venstre helt i bund - det er der da ingen der kan - vel?

Frank Sørensen

Det er modigt, så det klodser !
Det dybt kritisable er, at man lover et i valgkampen og så gør det stik modsatte --- det bliver man straffet for den store demokratiske roulette -og med rette !
Thorning var dog hel tklar over, at hun aldrig var blevet statsminister, hvis hun havde sagt, hvad hun reelt ville gennemføre,så havde folk valgt den "ægte vare" i form af af Lølle & Co.
Politik har dog udviklet sig i en retning (generel tendens udover Nordeuropa), hvor regeringsmagten er målet i sig selv,så er den førte politik af perifer betydning,og det er umanerligt trist uanset, hvilket politisk ståsted man måtte have.

Lise Lotte Rahbek, Jørgen Rygaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg mener det reelle politisk problem er at liberalisterne har haft held til at destabilisere venstrefløjen.

Derfor er der ikke formuleret en brugbar politik til erstatning for det revolutionære Marxistiske udgangspunkt der har været bærende gennem godt 100 år.

Bare for at friske hukommelsen op:

DKP
SF
VS
SAP
KAP
EL
(jeg har sikkert glemt nogen)

og i dag er der stadig ikke et velformuleret et politisk projekt hos vestrefløjen.

Francis Fukuyama (Standford University) taler i dette essay

http://www.foreignaffairs.com/articles/136782/francis-fukuyama/the-futur...
om problemet.

Faldende lønninger og voksende ulighed vil true stabiliteten i de moderne liberale demokratier. Derfor efterlyser han en ny brugbar populistisk ideologi, der tilbyder en realistisk vej.

Selv liberale økonomer frygter liberalismen, der som en løbsk centrifuge kan slynge verdenssamfundet ud af kredsløbet.

Sider