Leder

Wen Jiabaos svanesang

Debat
6. marts 2013

Wen Jiabao bukkede i går dybt på scenen i Folkets Store Hal. Foran de små 3.000 delegerede til Den Nationale Folkekongres stod ministerpræsidenten, der kan lægge beslag på titlen som den mest succesrige regeringschef, Kina nogensinde har haft. Men samtidig fremstår han som det mest prominente symbol på mange kineseres bristede forhåbninger.

Efter 45 år i politik og et årti som ministerpræsident holdt den 70-årige Wen sin sidste store tale foran landets lovgivende forsamling, som er samlet i Beijing for at afslutte en epoke. Præsident Hu Jintao vil overdrage sit embede til Xi Jinping, som også overtog hans post som kommunistpartiets leder i november. Samtidig vil Wen Jiabao blive afløst af Li Keqiang, inden folkekongressen slutter om godt en uge.

Ministerpræsidentens tale blev en opremsning af de formidable fremskridt, Kina har opnået, og de gigantiske udfordringer landet fortsat står overfor. Begge er del af den arv, som Wen Jiabao og Hu Jintao efterlader til deres efterfølgere.

Det lader næsten til, at Wen Jiabao skammer sig lige så meget, som han er stolt over sin tid ved magten. I sidste måned sagde han: »Der er blevet opnået store resultater inden for landets reformer og udvikling i de seneste 10 år, men der har også været situationer, som har forårsaget nogen utilfredshed. Jeg er ked af det og anklager ofte mig selv for manglerne i regeringens arbejde, og jeg håber, at I kan tilgive mig for det.«

Den slags udtryk for ydmyghed er blevet hans varemærke. Det har fået almindelige kinesere til kærligt at beskrive ham som ’folkets ministerpræsident’ og kalde ham ’bedstefar Wen’. Men det har samtidig fået hans skarpeste kritikere til at latterliggøre ham med titlen ’Kinas bedste skuespiller’, da de mener, at han blot agerer den folkelige politiker og foregiver sympati for de svageste i samfundet i et forsøg på at skjule, at hans løfter om et mere åbent, lige og retfærdigt samfund ikke er blevet realiseret.

Men lad os lige opremse nogle fakta om Wen Jiabaos regeringsperiode, som godt må tilsættes lyden af klapsalver. Siden Wen Jiabao sammen med Hu Jintao overtog magten i 2003, har han ført tilsyn med fortsættelsen af en af de mest bemærkelsesværdige økonomiske transformationer i verdenshistorien.

Inden for det seneste årti er Kina gået fra at være verdens sjettestørste til den andenstørste økonomi. Landet er blevet verdens største indehaver af udenlandsk valuta, den største eksportør og den største bidrager til global økonomisk vækst. Kinesernes indkomst er gennemsnitligt steget femfold i perioden, og millioner af fattige har kæmpet sig ud af økonomisk elendighed.

Det burde alt andet lige være rigeligt, kunne man sige. Men en af grundene til, at de imponerende tal alligevel ikke er nok til at forsegle et positivt eftermæle for Wen Jiabao, er, at han selv har sat barren meget højere. Han har været dén i det kinesiske lederskab, som har talt mest om behovet for at udligne de enorme økonomiske skel i samfundet, at få bugt med den uhyrlige forurening og at bekæmpe den udbredte korruption. Samtidig har han igen og igen åbent talt om behovet for demokratisering. Men her har han fejlet gevaldigt. Intet er det blevet til – det er snarere blevet værre. Kina har udviklet sig til et af verdens mest ulige lande og har nået et punkt, hvor oprør hele tiden bobler op til overfladen. Forureningen bliver et stadig større problem. Og antallet af korruptionsskandaler stiger. Så selv om Wen Jiabao måske nok personligt anses for en populær mand blandt kinesere, så har udviklingen skadet styrets image alvorligt. Wen Jiabao har sagt, at demokratiske reformer er nødvendige for at sikre Kinas fremtid. Han skal have ros for at være den mest åbenmundede af Kinas ledere på det område, men faktum er, at han ikke har været i stand til gennemføre en politisk liberalisering på trods af, at der har været så mange forhåbninger knyttet til ham. Måske var han ikke oprigtig? Måske var han inkompetent?

Men mest af alt viser det, hvor stærke de konservative kræfter, som ikke vil åbenhed, fortsat er i partiet.

»Vi er meget vel over, at vi stadig står over for mange vanskeligheder og problemer inden for vores økonomi og sociale udvikling,« sagde Wen i går. Der er ikke mangel på erkendelse, men man må håbe, at hans afløsere også har viljen og evnen til at få succes, dér hvor Wen Jiabao fejlede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her