Leder

Boston trodser terror

18. april 2013

For udenforstående kan det måske have virket forbløffende at se civile løbe mod fremfor væk fra stedet, hvor den første bombe eksploderede nær målstregen for Bostons maratonløb mandag eftermiddag. Hvordan turde de sætte deres liv på spil for at redde ofrene for eksplosionerne? Hvor modig kan man være? Hvilket stof er disse mennesker gjort af?

Svaret er, at Boston er en hel speciel by – et stærkt sammentømret fællesskab med en tradition for at give lige så meget, som man får. En by, der værdsætter frihed og kollektivt ansvar i samme grad. Boston er stedet, hvor amerikanerne i kolonitiden gjorde oprør mod det britiske overherredømme. De, der tror, at kampånden fra dengang er fordampet, tager fejl.

Det første militære slag begyndte i Concord og Lexington 19. april 1775; budskabet om britiske soldaters fremrykning blev overbragt af patrioten Paul Revere på hest fra Charlestown, nær det nuværende Boston. Hvert år mindes man slaget, som blev vundet af amerikanerne, på Patriots Day – en helligdag i Massachusetts. Det er også på denne dato, Bostons maratonløb bliver afviklet – en event, der går helt tilbage til 1898.Da disse bostoner sekunder efter den første bombeeksplosion frygtløst løb over Boylston Street – velvidende, at de også kunne blive ofre – havde de eller den ansvarlige for denne terrorhandling allerede tabt slaget. Formålet med at lade bomber sprænge blandt civile er at indgyde frygt i dem – frygt for at forsamles igen; ikke blot på samme sted, men i det hele taget at undgå større forsamlinger i det offentlige rum. Hensigten er at lamme demokratiets politiske institutioner ved at undergrave borgernes tiltro til ordensmagtens evne til at beskytte dem.

Folket skulle terroriseres. I stedet er bostonerne blevet mere opsatte end tidligere på at tage udfordringen op og ikke lade sig kue af den anonyme trussel. I dagene efter den blodige handling har politi og civilforsvar været allestedsnærværende i Boston og tjekket tasker – ikke fordi nogen regner med at finde bomber, men fordi man gerne vil skabe en atmosfære af tryghed.

Det er okay at tage bussen og metroen. Det er okay at gå til en stor mindehøjtidelighed for ofrene. Og ingen synes at være bange. Faktisk tales der om næste års maratonløb; om at samle penge ind til ofrene; om at bruge mere tid og flere midler på at gøre noget godt for andre; at donere blod til hospitaler i næste uge og at hædre alle dem, der kom nødstedte til undsætning og reddede menneskeliv (dødstallet kunne have været meget højere).

Der er noget utroligt bekræftende og bevægende i at opleve en sådan ånd. Alle bostoner ved, at de ikke kan svigte i denne stund. Det er op til dem at sige nej til terrorisme. Her kommer hverken stat eller politikere dem til undsætning. Det er civilsamfundet, der skal løfte opgaven, og i USA er det stærkt, som den franske tænker Alexis de Tocqueville var den første til at bemærke i 1830’erne.

I den forbindelse bliver det næsten, dog ikke helt, irrelevant at få vished om, hvem der står bag udåden. Naturligvis skal gerningsmanden drages til ansvar og straffes, men det virker samtidig indlysende, at USA for længst er trådt ind i en tidsalder, hvor den slags terrorhandlinger finder sted med regelmæssige mellemrum. Det begyndte med det første bombeattentat mod World Trade Center i 1993, Timothy McVeighs bombe mod en forbundsbygning i Oklahoma City 1995, abortmodstanderen Eric Rudolphs rørbombe ved OL i Atlanta i 1996 og al-Qaedas terrorangreb 11. september 2001. Siden 2001 har politiet flere gange hindret et attentat i sidste øjeblik, senest i New York på Times Square i 2010.

De to eksplosioner i Boston er det første vellykkede terrorangreb mod civile i 12 år. I sin karakter minder det om de typiske vejsidebomber, der har dræbt og lemlæstet så mange amerikanske soldater i Afghanistan og Irak. De hårdt sårede i Boston havde kvæstelser lig soldaternes. Bombemageren brugte samme remedier og opskrift, som anvendes af udenlandske terrorister. Det væsentligste nye er formentligt metoden, ikke handlingen og den bagvedliggende idé. Det vigtigste er amerikanernes afmålte reaktion. Intet hysteri som i 2001. Ingen uovervejedehandlinger. Stille og roligt. Det er i øvrigt også præsident Barack Obamas stil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu