Leder

Før og efter ’sidste udvej’

11. april 2013

Hvordan kan vi få stoppet kritikken og sorteret de brodne kar fra, så de transnationale adoptioner kan genoptages? Det lader til at være spørgsmålet, som både Adoption og Samfund, politikere og adoptionsbureauer stiller sig selv i disse dage. Den 5. april 2013 blev af socialminister Karen Hækkerup udnævnt til »den værste fredag« – ikke for de forældre, hvis børn var blevet taget fra dem under falske forudsætninger, men for de 72 ventende adoptanter, som efter det midlertidige stop for DanAdopts aktiviteter i Etiopien nu ikke kunne få svar på, om og hvornår ’deres’ barn ville nå frem.

»Vi kan være sammen nu / Hvor du er nået frem,« lyder det i et af versene i Adoption og Samfunds sang »To hænder, to farver«, der fortsætter: »Vi bygger et liv en familie her / Og du skal aldrig forlades mer.«

Sangen er karakteristisk for selvopfattelsen i Danmark, hvor transnational adoption er blevet markedsført som en slags u-landshjælp og den mest autentiske af alle kærlighedsgerninger. Sangen trækker også på den kollektive løgn, som – ofte mod bedre vidende – har legitimeret adoptionsindustrien: At det er børn, hvis forældre er døde eller har forladt dem. ‘Efterladt på trappesten’ er en standardfrase fra de journaler, som mange adopterede fra bl.a. Sydkorea har kunnet konstatere var det pure opspind, når de begyndte at optrevle deres adoptionshistorie. I dag erkender bureauerne i Danmark også, at de fleste adoptivbørn har kendte og nulevende biologiske forældre. Der kan være mange årsager til, at børn alligevel bliver bortadopteret. Men spørgsmålet er, om problemerne ved transnational adoption kan isoleres til ’børnehøstere’ og ’menneskehandlere’, eller om vi skal et spadestik dybere?

Efter ’Amy-sagen’, ‘Masho-sagen’ og senest sagen om DanAdopts samarbejde med børnehjemmet Enat Alem i Etiopien »står vi ikke som et uplettet velfærdssamfund, der vil børn det godt«, sagde Jens Damkjær, formand for Adoption og Samfund i løbet af ugen.

Andre mener imidlertid, at Danmark aldrig har været et »uplettet velfærdssamfund«, men derimod har spillet en aktiv rolle i at opretholde de uligheder, globalt og lokalt, som sikrer, at der altid er børn til rådighed for dem, der har bedre råd. Ifølge adoptionsforskeren Lene Myong er de kritiske røster blevet styrket, i takt med at adopterede rejser og migrerer tilbage til de lande, de blev adopteret fra. Det gør det lettere at udveksle viden og at opbygge adoptionskritisk aktivisme, forskning og kunst. Kritik af adoption er i øvrigt ikke en ny opfindelse. I et manifest fra 1972 kritiserede National Association of Black Social Workers i USA f.eks. det faktum, at sorte børn systematisk blev bortadopteret til hvide familier.

Demografen Peter Selman vurderer, at op mod en million børn er blevet adopteret på tværs af landegrænser. I forhold til antal indbyggere har Danmark ligget i top på listen over destinationer for de op mod 200.000 børn, der er adopteret alene fra Sydkorea. Siden slutningen af 1990’erne begyndte adoptionsbureauerne at formidle børn fra det afrikanske kontinent, især Etiopien, som er blevet kaldt ’det nye Sydkorea’. Dels fordi adoptionsindustrien på få år er eksploderet i omfang, og dels fordi Etiopien ligesom Sydkorea har brugt adoptionerne som et alternativ til udbygning af den statslige sociale infrastruktur.

Etableringen af en adoptionsindustri i Etiopien er fra starten blevet problematiseret. Dr Benyam Mezmur, næstformand i African Committee of Experts on the Rights and Welfare of the Child har blandt andet sat spørgsmålstegn ved forestillingen om transnational adoption som en ’sidste udvej’. Han peger på, at »sidste udvej-retorikken er relativ og afhænger af, hvilke muligheder for alternativ omsorg, der er til rådighed«. Som Anders Riel Müller, koreansk adopteret og ph.d.-stipendiat ved DIIS, har udtrykt det: »Med Sydkorea som et af sine forbilleder har Etiopien ført en aggressiv økonomisk udviklingspolitik og taklet de sociale konsekvenser gennem systematisk ’eksport’ af uønskede børn.«

Adoption handler nemlig ikke alene om at ’ville børn det godt’, men om hvem, der har råd til at beholde deres børn, og hvem der har råd til at anskaffe sig andres – og om industrien, der vokser ud af denne ulighed. Men det er lettere at jagte ’børnehøstere’ end at tage fat dér, hvor det gør virkelig nas.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Park van der Schaft

Jeg mener, at det er de kommende adoptivbørns tarv, som er det vigtigste og ikke adoptionsforældrene. Det lyder ondt: Ja, men desværre har man enten kunne læse, se eller høre i de forskellige medier, at der har været to sager om adoptivbørn, som ikke har haft det godt hos deres adoptionsforældre – Amy- og Masho-sagen -, hvor begge adoptionsbørn er anbragt uden for deres adoptionshjem. Og det er to sager for mange!

Jeg håber da, at Socialministeriet eller andre vil lave undersøgelse på hele adoptionsområdet; altså at man får undersøgt, om der også er problemer med andre adoptionsbureauer og andre lande, man adopterer fra. For på den måde at rydde helt op. Desuden kunne jeg også godt tænke mig, at der blev lavet en undersøgelse om, hvor mange adoptionsbørn har haft en dårlig opvækst hos deres adoptionsforældre? For der er garanteret mange andre sager, hvor det ikke er kommet frem i offentligheden.

Selvfølgelig er det heldigvis, vil jeg tro, at det er færre del af adoptivbørn, som har problemer med deres adoptivforældre. Og jeg kender også flere, som har adopteret børn fra Sydamerika og Sydafrika, hvor adoptivforældre giver deres den kærlighed og den omsorg de skal have. Men jeg har set andre skæbner, som er gået tabt! Er det fordi deres adoptivforældre ikke har kunnet give den kærlighed og den omsorg deres adoptivbørn har krav på, eller er det fordi de som adoptivbørn, inden de blev adopteret, blev omsorgssvigtet af deres biologiske forældre/byens børnehjem? Jeg ved det ikke!

Jeg har igen hele mit liv haft problemer af den ene eller anden slags. Det at jeg havde problemer igennem hele min barndom, havde mine adoptivforældre fortalt mig, at det var fordi, jeg var blevet omsorgssvigtet i Sydkorea – inden jeg blev adopteret (kom til Danmark som knap 3-årig) – og det havde jeg troet på, indtil det gik op for mig, at jeg først fik min sindslidelse som voksen. Og når jeg kigger tilbage på mit liv og barndom, så har jeg opdaget at jeg faktisk blev omsorgssvigtet af mine egne adoptivforældre.

Det kan godt være, at det er ”tragisk”, at 72 adoptivforældre ikke får deres adoptivbørn med det samme, men jeg vil altid - med den baggrundsviden jeg har - sige, at det er adoptivbørns tarv, som er det vigtigste. Det er deres fremtid og liv, det handler om!

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, adoptivbarn