Leder

Jernladyens kritiske eftermæle

Debat
9. april 2013

Blandt de mange hyldesterklæringer, der i går indløb til afdøde baronesse Thatcher, er Angela Merkels måske den mest afslørende. Intetsteds nævner den tyske kansler den forhenværende britiske premierministers spare- og privatiseringspolitik eller nyliberale økonomiske ideologi. Derimod fremhæver hun The Iron Ladys bidrag til samlingen af det ideologisk delte europæiske kontinent i 1989.

Det er der gode grunde til.

Det var Thatchers ven, Mikhail Gorbatjov, der opkaldte hende efter jernkansleren Otto von Bismarck – en lidet beærende titel, Merkel har overtaget i forbindelse med Tysklands krav til sydeuropæiske lande om at gennemføre samme smertelige økonomiske hestekur, som Thatcher påtvang Storbritannien i 1980’erne.

Og her er paradokset: På hjemmebane deler den tyske jernkansler på ingen måde Thatchers libertære og anti-statslige ideologi. Tværtimod har Merkel ikke turdet røre ved grundpillerne i den tyske velfærdsstat; det er hendes socialdemokratiske forgænger Gerhard Schröders velfærdsreformer og lavtlønspolitik, der har skabt grobunden for tysk industris vækst efter euroens indførelse for 12 år siden. Men på udebane følger Merkel og hendes ideologiske partnere i Bruxelles, Olli Rehn og José Manuel Barroso, slavisk Thatchers og Ronald Reagans nyliberale økonomiske opskrift. Altså privatisering af statslige selskaber, mindre regulering af økonomien, indførelse af markedsprincipper i den offentlige sektor og dybe nedskæringer i sundhedsforsorg, pensionsydelser og social bistand. Ikke fordi velfærdsstaterne i Grækenland, Italien, Portugal og Spanien er så velsmurte maskiner som de nordeuropæiske modparter. Tværtimod kan de godt minde om det Storbritannien, Thatcher overtog under den berømte ’mismodets vinter’ i 1979. Den bitre historiske ironi er, at Sydeuropa selv har måtte gå gennem en mismodets vinter i 2013, og det overvejende som følge af en udefra pålagt økonomisk politik, der tager sit udgangspunkt i en nyliberalistisk ideologi udformet under Thatcher-perioden.

Den britiske premierminister var ligesom Ronald Reagan heldig, at de økonomiske konjunkturer vendte i tide, førend de stod til genvalg i henholdsvis 1983 og 1984. Dengang tillagde vælgerne de to lederes afregulering, privatisering, lavere skatter, nedskæringer og tryningen af fagbevægelsen den økonomiske genopretning. I dag ved vi bedre.

Det er nok at tage et kig på den britiske og amerikanske økonomi. Intetsteds er den økonomiske ulighed så gabende som i de to lande, intetsteds er transportsystemet, sundhedsforsorgen og undervisningssektoren i en så dyb krise, og intetsteds har middelklassen i den grad tabt terræn og er blevet fattiggjort.Det kan måske blive svært at trække en direkte linje fra Reagans og Thatchers ideologiske eftermæle til finanskrisen i 2007-08. Mange faktorer spillede ind. Men det var dem, der slog til lyd for, at staten skulle indskrænke sin regulerende rolle i markedsøkonomien. Banker skulle have lov at være mere end banker. Spekulation trivedes igen på Wall Street og i Londons City, hvilket førte til børskrakket i 1987 – det første siden 1929. Herefter fulgte den internationale valutakrise i 1999, den bristede it-boble i 2001 og den næsten totale finansielle nedsmeltning i 2008.

I dag er det måske glemt, at liberaliseringen og privatiseringen – som fulgte indførelsen af det indre marked – i høj grad kan lægges ved Thatchers dør. Forbrugerne har rigtig nok haft gavn af de lavere priser, men mange vil utvivlsomt mene, at serviceniveauet og produktkvaliteten er faldet, og at et frit valg mellem private udbydere er mere tidskrævende og mindre gennemskueligt, hvilket som sædvanligt har begunstiget de højt uddannede og velbjærgede.

Under Thatchers version af nyliberalismen – som hun havde dannet sig under læsningen af den libertære økonom Friedrich Hayeks værker – er borgerne i realiteten blevet forvandlet til kommercielle objekter, og staten har mistet legitimitet som økonomisk aktør. Det er en arv, som selv britiske Labour og de danske socialdemokrater har taget til efterretning. Men intet er uforanderligt – især ikke en blind tro på en økonomisk ideologi, der skaber en massiv og selvdestruktiv ulighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her