Leder

’Lige pludselig’ på forsiden

22. april 2013

Efterhånden som debatten om forslaget til ny offentlighedslov L 144 breder sig ud i offentligheden og mere og mere ligner en folkesag, opstår der myter både blandt modstandere og tilhængere. Blandt modstandere er en af de sejlivede myter, at pressen ikke ville have kunnet afsløre en så epokegørende skandale som Tamil-sagen tilbage i 1989, hvis justitsministerens forslag til ny offentlighedslov havde været gældende dengang.

Påstanden er enten udtryk for ren ønsketænkning eller et solidt hul i kendskabet til landets nyere historie. Det var nemlig ikke pressen, der afdækkede Tamil-sagen, men derimod Ombudsmanden, der af egen drift havde taget skandalen op efter at have modtaget en række klager fra de tamiler, der i månedsvis forgæves havde søgt om at få opfyldt deres retskrav på familiesammenføring af hustruer og børn, efterladt i det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Først da Ombudsmanden havde udsendt en rapport i marts 1989, hvor kan kaldte sagsbehandlingen »overordentlig kritisabel«, kom pressen så småt i gang.

En lige så skamredet myte trives blandt tilhængerne af L 144. Det drejer sig om det såkaldt fortrolige rum, hvor ministrene kan modtage rådgivning fra embedsværket. Myten går på, at embedsværket holder sig tilbage med kreative ideer og uformelle indspark, fordi de frygter, at enten ministeren eller de selv ender på forsiden af en avis næste dag. Derfor er det nødvendigt at udvide rammerne for dette fortrolige rum, og det er det, som L 144’s omstridte paragraf 24 vil gøre ved at mørklægge alle dokumenter, som embedsværket vurderer nu eller senere vil kunne indgå i betjeningen af ministrene.

En af mytebærerne er Morten Bødskov (S) selv, der onsdag i Deadline på DR2 forklarede, at der var behov »for et rum, hvor der ikke er usikkerhed om, at tingene lige pludselig havner på forsiden af avisen.« En anden mytebærer er den socialdemokratiske ordfører, Julie Skovsby, der til Jyllands-Posten torsdag gav udtryk for sin egen »frygt« for, at »nogen er tilbageholdende, fordi de frygter, at deres korrespondance ender på forsiden af en avis«.

Også denne påstand er udtryk for enten ønsketænkning eller et grundfæstet ukendskab til, hvordan centralforvaltningen i praksis håndterer ubekvemme aktindsigter. Det er ikke sådan, at hvis man i dag begærer aktindsigt i dokumenter, der kan kaste lys over ministerrådgivning i en politisk ophedet sag, at så smider de pågældende embedsmænd alt andet arbejde fra sig for at svare på aktindsigten. Tværtimod.

Som læserne vil vide, bragte Information tirsdag en gennemgang af svartiderne i departementernes sager om aktindsigt. Kort fortalt dokumenterer gennemgangen, hvori der indgår i alt 936 sager hentet fra 12 ministerier, at kun 40 procent af sagerne samlet set besvares inden for offentlighedslovens 10-dagesfrist. For seks ud af 10 sager er besvarelsen med andre ord forsinket ud over tidsfristen, og heraf har flere end hver fjerde aktindsigt været længere end en måned undervejs. Flere end hver syvende aktindsigt har endda været mere end to måneder om at blive besvaret.

Det siger sig selv, at så lange svartider alt andet lige må være stærkt beroligende for kreative embedsmænd, der frygter »lige pludselig« at blive eksponeret på forsiden af en avis. Det må også huskes, at det næsten altid vil være de samme embedsmænd og det samme embedsmandssystem, der står bag de uformelle indspark, som også håndterer opgaven med at besvare en eventuel aktindsigt i denne ministerbetjening. De bestemmer kort sagt selv, hvornår katten slippes ud af sækken.

Blandt offentlighedslovens praktikere, det vil sige de journalister, der jævnligt bruger aktindsigt som arbejdsredskab, har de urimeligt lange svartider været kendt og kritiseret i årevis. Det er en udbredt erfaring, at de dokumenter, der efter ugers og måneders afventen endelig indfinder sig i ens postkasse, ofte er blevet uaktuelle og dermed reelt ubrugelige.

Dermed udgør de lange svartider et dobbelt problem: For det første er de mange timer, som embedsmændene har brugt på at gennemgå dokumenter, ofte spild af tid, fordi uaktuelt materiale sjældent kommer i avisen. For det andet afskærer de lange svartider pressen fra at bruge aktindsigt som en måde at afdække aktuelle sager på, selv om det netop er sådan, L 144 beskriver formålet med offentlighedsloven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Høybye
  • lars abildgaard
  • n n
  • Niels Mosbak
  • Dorte Sørensen
  • Anders Feder
Jens Høybye, lars abildgaard, n n, Niels Mosbak, Dorte Sørensen og Anders Feder anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Personligt mangler jeg to andre vinkler. Den ene vinkel er, om ministre undlader at bede embedsmænd om indspark til idéer, de kunne få uden at kunne overskue de mulige konsekvenser af. Den anden vinkel er, hvad befolkningen kan bruge indsigt i embedsmænds rådgivning til ministre til.

I de tilfælde, jeg lige kan komme i tanker om, har jeg ikke brug for at vide, hvad embedsmænd skrev til ministre hvornår. Derimod finder jeg det interessant, om de argumenter og oplysninger, der fremføres som støtte for forslag, holder vand, og det kunne være rart, om argumenterne imødegås, før i stedet for efter forslagene vedtages. Fx. var jeg ligeglad med, hvornår Mette Frederiksen kendte hvilke gæt på ledighedstal, men ville gerne vide, hvor realistiske tallene var. Desværre gik debatten om nedsættelse af dagpengeperioden op i proces fremfor substans, fordi pressen gravede sig ned i tidsskema for, hvornår en minister vidste hvad, i stedet for tallene og tankegangen, der lå til baggrund for forslaget. Aktuelt er jeg ked af, at alle argumenterne imod den aftalte vækstspakke ikke blev fremført, mens den blev forhandlet. Både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen-Dahl blev interviewet, men jeg hørte ingen spørgsmål om forudsætningerne for deres krav.
Det efterlader mig stadig med et indtryk af, at pressen i realiteten formidler til Folketinget med befolkningen som publikum.

Det kunne også være interessant at vide, hvor stor en andel af de sager, hvor pressen bad om aktindsigt, der blev formidlet til offentligheden. Jeg er klar over, meget af det, journalister og kommentatorer hører og ser på Christiansborg, ikke formidles til befolkningen. Jeg ved bare ikke, om det er 5, 50 el. 85%, der formidles. De anonyme kilders identitet formidles aldrig, så offentlighed omfatter langt fra alt, pressen gøres bekendt med.

Ulrik Dahlin

"Først da Ombudsmanden havde udsendt en rapport i marts 1989, hvor kan kaldte sagsbehandlingen »overordentlig kritisabel«, kom pressen så småt i gang."

Det ændrer jo ikke det forhold at pressen rent faktisk gik igang.

Et eller andet sted skal pressen jo starte. Så med mindre der er en "Whistleblower" der lægger små lunser kød, kan pressen jo ikke reagere.

Derfor er det vigtigt at kunne spørge ind til sager der er igang, og derfor er det vigtigt at der er åbenhed.

Jeg behøver blot at nævne Irakkrigen, Fogh, PET og Frank Grevil, så burde den ged vist være barberet.

Og jeg bliver nødt til at gentage:

KL, Kommunernes Landsforening, er stadig undtaget for aktindsigt.

Sandt men rystende.

Men embedsmændene kan med den nye Offentligheds-lovgivning i langt højere grad bestemme, hvornår og hvilke "sager", der igennem lækager når frem til offentligheden. Hvilket i realiteten betyder, at politikerne, som er for ændringerne, udsætter sig risici og dermed skyder sig selv i foden. Det betyder, at embedsmændene opnår større kontrol. Utilsigtet. Men mere alvorligt: hvad sker der med dét materiale, som aldrig når offentligheden. Hvor forsvinder det hen? Eller får vi et nyt makuleringsskisma, som det, der har betydet mistillid til f. eks PET? Det gør vi naturligvis...

Med venlig hilsen

Kristian Rikard

Erik Lang,
"Et eller andet sted skal pressen jo starte. Så med mindre der er en "Whistleblower" der lægger små lunser kød, kan pressen jo ikke reagere".
Javel, er det pressens opgave at reagere på whisleblowers? - hvad med lidt proaktivitet?
Engang var der noget der hed opsøgende journalistik - men jeg indrømmer at det synes at være gået lidt af mode!

Christian Harder, Nic Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Børge Rahbech Jensen:

"Fx. var jeg ligeglad med, hvornår Mette Frederiksen kendte hvilke gæt på ledighedstal, men ville gerne vide, hvor realistiske tallene var."

Det vil jo typisk være tilfældet at man er "ligeglad" hvis man generelt ikke rigtig er optaget af verden ude over sin egen næsetip eller i hvert fald ikke ikke solidariserer med den berørte befolkningsgruppe. Ingen hævder at offentlighed en kur mod ligegyldighed eller selvoptagethed.

Anders Feder

Jeg vil udbygge dit svar til Børge Rahbech Jensen med, at alt imedens fagbevægelsen tordnede mod ministeriets skøn, som ministeriet omvendt og konsekvent tilbageviste, så fortiede ministeriet efterfølgende samtidigt deres egne nu påståede skønnede tal, (der paradoksalt, men selvindlysende, bekræftede fagbevægelsens tal), overfor Enhedslisten.

Beslutningen der blev gjort med Enhedslisten hviler derfor og alene på trods af fagbevægelsens tal forelå og mod ministeriets egen bedre viden omkring sit eget ny skøn, som tilmed bekræftede hvad ministeriet ellers havde benægtet overfor offentligheden.

Altså en beslutningsproces der bevidst blev gennemført ved fortielse og nedgørelse af fakta fra fagbevægelsens opgørelser, for at offentligheden kunne sluge beslutningen.

Det burde være (og er det måske især for tjenestemænd) strafbart for embedsmænd, at de ikke uden ophold gør offentligheden og især beslutningstagerne de arbejder for samt evt. aftalepartnere opmærksom på, at beslutningen der agtes taget, bør udsættes eller annuleres, da nye oplysninger tyder på, at beslutningen i sig selv kommer til at hvile på falske forudsætninger eller i strid med tidligere offentliggjorte tal.

Børge Rahbech Jensen

Anders Feder

Tværtimod. Jeg opfatter spørgsmål om, hvornår Mette Frederiksen vidste hvad, som Christiansborg-fnidder for de, der kun interesserer sig for, hvad der sker på Christiansborg. Sådanne spørgsmål går absolut intet for de berørte mennesker. Det helt afgørende spørgsmål, som pressen ikke stillede, selvom Enhedslisten antydede det, var: Hvor forventes alle de arbejdsledige at komme i beskæftigelse? Tesen om en sammenhæng mellem udbud af og efterspørgsel efter arbejdskraft anfægtes ikke, og det gør tesen om arbejdsløses dovenskab heller ikke. Det er du tydeligvis ligeglad med.

Dit udfald mod mig opfatter jeg som tegn på, du kun interesserer dig for livet på Christiansborg og altså ikke det omgivne samfund endsige de arbejdsløse.

Jens Høybye

Du modsiger dig selv. Pressen nedgjorde bl.a. opgørelser fra fagbevægelsen ved at gøre det vigtigere, om Mette Frederiksen fremførte de rigtige tal fra sit ministerium. Jeg kunne ikke bruge pressens aktindsigt til noget, men savnede, at pressen søgte informationer uden for Christiansborg. Jeg synes, det burde være oplagt at spørge de arbejdsgivere, der kunne forventes at ansætte mange af de arbejdsledige, hvor mange nye medarbejdere de regnede med at ansætte, og hvorfor de ikke ville ansætte flere. Det er jo nok ikke i den offentlige men i den private sektor, evt. nye jobs tænkes skabt, men den private sektor inddrages kun meget lidt i debatten til trods for, de store dagblade samt DR og TV2 også har erhvervsredaktioner.

De vigtigste falske forudsætninger kunne ikke afsløres med aktindsigt. De kunne bedre afsløres med gammeldags research med kritiske spørgsmål til grundlag for embedsmændenes skøn. Det viste pressen desværre ingen interesse for, som om pressens vigtigste formål nu er at bringe ministre i fedtefadet og gerne til fald. Faktisk gør aktindsigt kun ondt værre, fordi det er nemt og ikke kræver kontakt med det omgivne samfund.

Børge Rahbech Jensen: Det er da fint du opfatter det sådan. Det er bare ikke ensbetydende med at det er sådan det hænger sammen i virkeligheden. Og fred være med det.

Børge Rahbech Jensen

Ja, det er ret fortællende i sig selv, at du mener at journalister skal spørge indtil noget der bevidst holdes skjult, trods det forhold du bevidst udelader, at der tillige var søgt aktindsigt, men at denne først blev givet mere end en måned efter beslutningen mellem Regeringen og Enhedslisten var truffet på et falsk grundlag, jfr. at ministeriets nye månedlange skøn stemte overens med de rapporter a-kasser og fafforeninger sender ind til netop Beskæftigelsesministeriet omkring ledighedstallene og de faktuelle ledighedsperioder.

Børge Rahbech Jensen

Jens Høybye

De ledighedstal, der blev lagt til grund for Mette Frederiksens forslag, blev netop ikke holdt skjul. De blev jo fremført som argumentation for sænkelse af dagpengeretten. Det vigtigske falske grundlag var ikke gisninger om ledighedstal men grundlæggende forudsætninger for gisningerne. I realiteten passede pressen Enhedslistens arbejde. Jeg ved ikke, om det er pressens opgave, men i så fald er oplysning af offentligheden åbenbart ikke længere pressens opgave. De vigtigste falske forudsætninger er de, der er lagt ind i de modeller, som leverer de akter, journalister søger indsigt i.

De faktuelle ledighedsperioder var fortidige, og fyldte meget lidt i den offentlige debat.

Det, du tydeligvis ikke har forstået, er, at jeg vil have pressen til først at spørge ind til, hvor de ønskede jobs tænktes skabt, og dernæst følge op på, om det var realistisk. Jeg vil have flere journalister ud i samfundet i stedet for at holde dem beskæftiget med aktindsigt hos ministerierne på Christiansborg. Aktindsigt hos Beskæftigelsesministeriet fortæller ikke ret meget om forhold i det omgivne samfund. Spørgsmål om, hvornår Beskæftigelsesministeren kendte hvilke tal, gør absolut intet for beskæftigelsen andre steder end i Besæftigelsesministeriet. De giver med stor sandsynlighed ikke job til en eneste arbejdsledig, og sår heller ikke tvivl om den helt grundlæggende forudsætning, at arbejdsledige er dovne. Faktisk gør de absolut intet andet end øger modviljen mod den siddende regering.

Så ja, beslutningen blev truffet på falsk grundlag, men det blev ikke afsløret af aktindsigt. Det falske grundlag var jo, at ledigheden var de arbejdslediges egen skyld, idet det private erhvervsliv havde behov for alle, der stillede sin arbejdskraft til rådighed.

John Damm Sørensen

Morten Bødksov vil ikke havne på forsiden på grund af dårlig rådgivning fra sine embedsmænd.
At frygten er reel, kan man til dels se af, at det tilsyneladende er kommet som en så stor overraskelse for Morten Bødskovs embedsmænd, at nogen ville bede om aktindsigt i L144 og L146. Aktindsigter i disse sager tager tilsyneladende måneder at besvare, og Folketinget Ombudsmand rører ikke en finger for at speede processen op.
Lovforslagene har været år undervejs, og besvarelser af evt. aktindsigter kunne mageligt være forberedt løbende, hvis Morten Bødksov havde omgivet sig med kvalificeret mandskab.
Det har han åbenbart ikke, og jeg forstår tilf ulde hans frygt for at havne på forsiden, hvis den rådgivning han modtager er lige så ringe som forberedelserne af besvarelser af aktindsigter.

Ole Chemnitz Larsen

Folketingets Ombudsmand lærte lektien efter Tamil-sagen.

Fordi han gentagende gange har dækket over en sag, der får Tamil-sagen til at ligne en lille sag.

Fakta, der fremgår af de ansvarliges egne dokumenter.

John Damm Sørensen

Enig i at Hans gammeltoft-Hansen fik varige men af Tamil-sagen, og det var en skandale, at han fik lov til at blive siddende så længe, som han gjorde.

Nu kender jeg ikke den sag, som han har dækket over, men jeg husker tydeligt, da han under Farum-sagen fandt det nødvendigt at rejse til Farum for at belære Farums politkere om, at man ikke måtte lyve om dokumenter, når borgere søgte aktindsigt. I Farum-sagen drejede det sig bl.a. om en aktindsigt fra den nu hedengangne Landsorganisationen for Arbejdsledeige.

Da hans Gammeltoft-Hansen senere blev formand for Offentlighedskommissionen gjore han nøjagtigt, hvad Farum kommune havde gjort. Han løj om eksistensen af oplysninger i kommissionen med det formål at forhale aktindsigt, til kommissionen var færdig med sit arbejde.
Sådan noget ønsker toneangivende journalister ikke at berette om, fordi de jo skal holde sig på god fod med ombudsmandinstitutionen.

Den fjerde statsmagt er i sandhed en STATSMAGT.

Ole Chemnitz Larsen

Kontrollørkorpset i Skatteministeriet er sagen,

Som Folketingets Ombudsmand har dækket over gentagende gange, senest Folketingets Sætteombudsmand.

Sagen indeholder mindst 2500 lovbrud, hvoraf en del som udgangspunkt er strafbare forhold, herunder afpresning med trusler om store dummebøder.

"men jeg husker tydeligt, da han under Farum-sagen fandt det nødvendigt at rejse til Farum for at belære Farums politkere om, at man ikke måtte lyve om dokumenter, når borgere søgte aktindsigt"

Du husker helt fint, men har du fattet noget som helst af det du husker ?
Åbenbart IKKE !

Jens Holger Laursen

Jeg mangler at høre Morten Bødskov svare på, om han og ministeriet har gennemtænkt mulige scenarier for misbrug af L144's omstridte paragraffer. I fald de har, hvilke risici kan han fremhæve, hvis ikke, hvorfor har han så ikke stillet sig selv et så demokratisk indlysende spørgsmål.

Kristian Rikard

Nu ligger det mig fjernt at skamrose pressen og min kommentar gik da også på det faktum at et eller andet sted skal en eller anden slippe en vind for at pressen ved at der er noget at bore i.

Pressen skal helt generelt trække vod i systemet, men Dahlin får det til at fremstå som om modstanden mod § 24 er noget pjat.

Hvis det var tilfældet havde 9 chefredaktører vel ikke gået sammen om en kritik.